Et kort øjeblik overvejer jeg, om det er o.k. at græde, selvom man er voksen. For det er fuldstændig magisk, det der sker. Det giver mig troen på teatret tilbage tifold. For det er kun i teatret, at øjeblikke som dette opstår.
Martin Ammundsen sidder på knæ foran børnene og siger, at "nu skal han bruge sine ting". Jeg når med min voksenbevidsthed at tænke, "jo – men hvor er de?", da en lille dreng helt uden ord rækker hænderne frem mod skuespilleren og åbner dem. Der er intet i hænderne, men han er så langt inde i spillet, at han helt instinktivt har forstået skuespilleren på et højere plan. Vi er jo hævet over enhver form for virkelighed, og alligevel er det så virkeligt, som det overhovedet kan blive. Med drengen, der spiller med og rækker skuespilleren støvlerne – for de ligger jo dér, usynlige for øjet, men alligevel så tilstedeværende i hans hænder. Tillidserklæringen bliver taget imod med den selvfølge, den kræver. Skuespilleren tager de usynlige støvler på.
LÆS OGSÅ:Hver tredje teatergænger er et barn
Forestillingen "Det grumme eventyr om Medusas hoved" af Asterions Hus er dramatisk og vild, den er sjov, og den er fræk.
En dreng hviner af fryd igennem hele forestillingen, en anden smiler henført til skuespillerne. Og så er der de stille børn, der bare suger ind. Men alle forstår alt.
Børnene bliver taget alvorligt, og det mærker de. Det er svært ikke at ønske, at man som voksen fik lige så store oplevelser indimellem!
"Mor, er det virkelig rigtigt, at hun sad 22 år i fængsel?", spørger den lille pige fra første række, da familien går fra forestillingen "Prinsesse Leonora". Selvfølgelig er det meget voksenkedeligt at glæde sig over, at pigen med det fine, prikkede hårbånd har lært noget danmarkshistorie. Men det er altså også en pointe med børneteater: At forestillingerne holder så fint fast i børnene, at de dårligt nok opdager, hvor meget de rent faktisk lærer om et emne. Fordi det som med "Prinsesse Leonora" bliver fortalt, gestaltet og poetisk givet videre til dem. Af Christine Albrechtlund i en rigtig prinsessekjole, som fortæller og som Leonora Christina. Med kun en trædukke, en talende bog og lidt andre småeffekter i en stor kuffert som medspillere.
Netop derfor er det, at man lytter og lærer. Om den uægte kongedatter, der var så begavet, og som fik et lykkeligt ægteskab med den noget forfængelige Corfitz Ulfeldt. Som desværre ville have lidt for meget af det hele. Jens Svane Boutrup får givet os en hel del fakta undervejs i sit stykke. Også om personen Leonora Christina med den særlige råstyrke. Hun knækker aldrig. På den måde ender den forfærdelige historie faktisk lykkeligt. Både som historie – og ud fra et dannelsessynspunkt.
Sammen med Mungo Park har BaggårdTeatret stor succes med forestillingen "Opsang". Bygget over de syv dødssynder, ført over på danske teenagere. I de næste sæsoner vil en lang række skoleelever uden tvivl møde teatret gennem forestillingen "Evolution". For den lander lige midt i enhver skolelærers drøm om at få eleverne til at gide det tunge om atomer, Darwin, gener og alt det der, som man bør have et vist kendskab til.
Men hvordan får man dem til at høre efter? Og forstå bare noget af det? Ved at lade en skuespiller gennemgå det effektivt på 45 minutter på en scene, hvor hun både koger og spiser diverse molekyler og andre lækkerbiskener. Viser smalfilm fra sin barndom, påstår hun, hvor hun har lavet et landskab af papmache og fortæller om verdens oprindelse. Spiller kampen mellem kirke og videnskab – desværre ret karikeret. Stiller ind på drengene på de første rækker og påstår med videnskabelig sikkerhed, at de tænker på pigebryster. Dét husker en gruppe børn i hvert fald, da læreren taler med dem om forestillingen.
Set fra et teatersynspunkt er den lovlig målrettet til skolebrug. Man mærker lidt for tydeligt, at den er lavet i samarbejde med Center for Kunst og Videnskab ved Syddansk Universitet, for er den ikke mere et iscenesat foredrag end teater? Men børnene og de unge lærer noget på den sjove måde. Og det gjorde jeg sådan set også selv.
Det grusomme eventyr om Medusas hoved. Af Asterions Hus, instruktør Peter Kirk. Alder: 3-8 år.
Prinsesse Leonora. Af Jens Svane Boutrup, Bornholms Teater. Alder: 5-10 år. Spiller fra 1. juli på Rønne Teater.
Evolution. Af Carsten Bang, instruktion: Thomas Corneliussen. BaggårdTeatret. Alder: 11-14 år
Læs mere om børneteater på
k.dk/kultur