Sønner af de store: Reenberg og Helmuth

Holger Reenberg hans far er skuespilleren Jørgen Reenberg og Mikael Helmuth hans far var skuespilleren Frits Helmuth er begge ledere af kulturinstitutioner i Herning. Vi satte dem stævne til en samtale om kulturel arv

Det er et hårdt liv at være skuespiller. Og hverken Jørgen Reenberg eller Frits Helmuth ønskede, at deres sønner skulle vælge den vej. Mikael Helmuth (th.) gjorde det alligevel, mens Holger Reenberg valgte kunsthistorien. –
Det er et hårdt liv at være skuespiller. Og hverken Jørgen Reenberg eller Frits Helmuth ønskede, at deres sønner skulle vælge den vej. Mikael Helmuth (th.) gjorde det alligevel, mens Holger Reenberg valgte kunsthistorien. –. Foto: Bo Amstrup.

Virkeligheden foregik på scenen. Og fiktionen i virkeligheden.

Sådan mindes lederen af Team Teatret i Herning, Mikael Helmuth, at det var for hans far, skuespilleren Frits Helmuth. Dermed har han samtidig mere end antydet, hvad han mener, når han betegner ham som en fjern far.

LÆS OGSÅ: Jeg foretrækker klassisk kulturarv

To dage før far døde på et tidspunkt, hvor han allerede havde besluttet, at der skulle slukkes for de apparater, der holdt ham i live sagde han til mig, at han havde været en rigtig dårlig far. Og jeg må give ham fuldstændig ret. Men da jeg instruerede den sidste forestilling, han lavede, Rundt om Osvald, kom vi meget tæt på hinanden. I den forbindelse kunne vi ikke undgå at snakke om min bedstefar, Osvald Helmuth, som han ellers ikke ville snakke om. Forholdet til ham var det store slagsmål i hans liv.

Far var ikke den eneste, der havde det med fiktion og virkelighed, sådan som han selv havde. Jeg kunne nævne masser af andre eksempler på skuespillere, der har det på samme måde. Scenen er deres kald. Og med livet som indsats vil de løse den opgave, som de mener, at de er de bedste til at løse. Familien kommer i anden række. Verden er barsk, når man er så stor, som både min far og min bedstefar var. Du skal præstere noget, så snart du er uden for døren. Ellers kan du ikke overleve foran et publikum eller foran et kamera. Du er ikke privat længere.

Et mærkeligt sammentræfer det, at to sønner af to af vore største skuespillere i nyere tid i en årrække begge har været ledere af kulturinstitutioner i den samme by, Herning.

Mikael Helmuth, 53 år, søn af Frits Helmuth og den svenske balletdanserinde Agneta Segerskov, uddannet på Statens Teaterskole og siden 2002 direktør for Team Teatret; og Holger Reenberg, 56 år, søn af Jørgen Reenberg og dennes første hustru, Marianne Reenberg (født Zobel), mag.art. i kunsthistorie og i 2001 udnævnt til direktør for Herning Kunstmuseum, nu Heart, Herning Museum of Contemporary Art.

Jeg ville jo ikke have været her, hvis ikke jeg trivedes, siger Holger Reenberg.

Men det er mit job, der udgør den største tiltrækning for mig. Sådan tror jeg, det er for de fleste tilflyttere i Herning. Byen ligger ikke noget smukt sted, har ingen bykerne og stort set heller ingen herlighedsværdier skabt af historien eller af naturen. Derfor skal alt laves fra grunden. Det giver så til gengæld en sejhed og en driftighed, der er en helt afgørende stærk side ved byen. Driftigheden har sin baggrund i, at man ikke får noget foræret.

Mikael Helmuth tilføjer:

Til foråret skal jeg lave en monolog i anledning af Hernings 100-års købstadsjubilæum. Min produktionsdramaturg og jeg har brugt et år på at finde ud af, hvad Herning egentlig er for et sted. Og vi kan i hvert fald fastslå, at det er en by uden betænkeligheder. Hvis en anden by har et eller andet, som man også gerne vil have i Herning, laver man det. Man kan så spørge til det bagefter, men da er man allerede på vej til noget nyt. Vi har fundet ud af, at Herning ikke lever i hverken fortiden eller i nutiden, men i fremtiden. Når man kommer hertil, tror man, at alting er meget jysk, altså stille og roligt. Men det er det ikke. Man skal virkelig gøre noget for at følge med. Alle har idéer og visioner. Og har man en ambition og en vision, skal man nok få opbakning.

I modsætning til Herning har denne artikel det fint med at leve i fortiden og stiller det uundgåelige spørgsmål: Hvordan var det at vokse op med de berømte fædre?

Holger Reenberg:

Hvis man skulle genere mig i skolen, kunne man sige, at enten Osvald Helmuth eller Frits Helmuth var en større skuespiller end min far. Det var sådan en fast ting. I det hele taget oplevede jeg både godmodigt drilleri og misundelige ondskabsfuldheder. Var man ikke sur over, at min far var Jørgen Reenberg, kunne man være det over, at min mor var en Zobel. Men samtidig fik jeg meget gratis: Dette, at jeg straks blev registreret på lystavlen, betød ofte, at jeg hurtigere end andre opnåede en velvilje.

Mine forældre blev skilt, da jeg var ni år. Min far fik forældreretten, hvad der var temmelig usædvanligt for en mand dengang i 1960erne. Indimellem var min far næsten en lidt for nærværende far. Men han var også fuld af ømhed. Og den lidenskab og kraft, som kendetegnede ham på scenen, kan han også bruge privat. Han er en dominerende person. I min tidlige ungdom havde jeg et stort behov for at isolere mig, fordi der til alle sider stod nogle store mænd. Ikke alene min far, men også medlemmer af familien Zobel, der med stor kærlighed gerne ville påvirke mig til at gøre, som de selv havde gjort. Det tog mig et stykke tid at finde ud af, hvordan jeg skulle dirigere mine ambitioner, så jeg kunne finde min egen vej.

Mit forhold til min far har været forskelligt på forskellige tidspunkter af mit liv. Også fordi jeg selv ændrede mig. Nu er han min bedste ven. Og jeg ringer til ham stort set hver aften, når jeg er kommet hjem fra arbejde.

Når Frits Helmuths søn og Osvalds Helmuths barnebarn dukkede op, stod alle øjne på vid gab:

Mikael Helmuth:

Jeg husker, at når jeg som barn var med en kammerat hjemme og lege, blev de tilstedeværende Gentofte-fruer helt stille, mens jeg passerede gennem lokalet. Og så snart døren var lukket, sagde de til hinanden: Det er ham, det er ham!. På grund af dette vakuum, der opstod omkring mig, troede jeg i begyndelsen, at der var noget galt med mig. At jeg led af et eller andet, som mine forældre ikke havde fortalt mig om.

Folk mener, at den opvækst, jeg har haft, må have været fantastisk interessant. Men det oftest stillede spørgsmål er: Har det ikke også været svært? Andre tænker meget over det. Men jeg gør det ikke selv. Jeg har i 25 år brugt tiden på noget andet. Nemlig på at kreere det teater, jeg gerne vil vise folk. Eller på selv at spille med i det.

Hvad har jeres baggrund betydet for jeres valg af erhverv?

Mikael Helmuth:

Når man som barn kom ind på Det Kongelige Teater med sin mor eller far ved hånden og mærkede den duft, der er den sitren det trigger helt vildt! Da jeg i en alder af 18 år sagde til far, at jeg havde besluttet, at jeg ville være skuespiller, kiggede han på mig og sagde: Nå, men det må vi jo så få det bedste ud af. Han syntes ikke, at det var nogen god idé. Da han skulle spille hovedrollen som Karl Aage i filmen Dansen om Regitze, foreslog instruktøren, Kaspar Rostrup, at jeg skulle være Karl Aage som ung. Det syntes far heller ikke var en god idé. Men Kaspar fik sin vilje.

Holger Reenberg:

Jeg har det ligesom Mikael. Man kan sådan set blive noget ved teatret alene på grund af duften. Fra jeg var ganske lille, blev jeg taget med ind på det kongelige og forelskede mig i de forskellige skuespillerinder, som far spillede sammen med. Den første var Lise Ringheim, der forærede mig en rød rose, der duftede af pudder og æter og i lang tid var mit klenodie.

Far ønskede ikke, at jeg skulle blive skuespiller. Han sagde, at der ikke er noget så ynkeligt som en andenklassesskuespiller. Han ligefrem beskyttede mig mod at gå den vej. På et tidspunkt var jeg udset til en børnerolle, men far sagde, at det kunne jeg godt glemme alt om. Jeg var også i betragtning som balletbarn. Heller ikke det ville far høre tale om. Han advarede mig så meget mod at gå skuespillervejen, at det formentlig har påvirket mig til at beslutte, at det ikke var en mulighed for mig.

Havde du selv lyst?

Nej. Men jeg havde lyst til instruktørgerningen. På et tidspunkt tilbød instruktøren Sam Besekow mig at blive sin assistent. Men jeg var for handlingslammet til at slå til. Det havde sikkert noget at gøre med, at jeg havde svært ved at finde min egen vej. Det gør sommetider, at man er ude af stand til at træffe beslutninger af de afgørende. Normalt fortryder jeg ikke noget. Men jeg fortryder, at jeg ikke i det mindste i en periode prøvede at være hos Sam Besekow.

Så blev jeg kunsthistoriker i stedet for. Og dette at lave udstillinger er på en måde beslægtet med teatret. For også på et kunstmuseum instruerer og producerer man. Som yngre havde jeg et performancegen, som jeg kunne bruge for fuld hammer, når jeg skulle holde forelæsninger.

Jeg tror, at jeg har slået mig til tåls med at have taget noget med fra hver af de verdener, jeg er udgået fra. Det kunstneriske fra min fars og det administrative fra mit mødrene ophav er skruet sammen til en nogenlunde helhed. Det må være sådan, jeg har gjort, siger Holger Reenberg.