Søskende i krig

Trods skuespillernes strålende temperament og passion har Det Kongelige Teaters opsætning af Bernard-Marie Koltes Tilbage til ørkenen begrænset relevans

Janus Nabil Bakrawi (stående), Olaf Johannesen og Tammi Øst lægger strålende temperament, passion og frustration i rollerne. –
Janus Nabil Bakrawi (stående), Olaf Johannesen og Tammi Øst lægger strålende temperament, passion og frustration i rollerne. –. Foto: Natascha Thiara Rydvald/Det Kongelige Teater.

Tilbage til ørkenen. Af Bernard-Marie Koltes. Instruktion: Emmet Feigenberg. Scenografi: Christian Friedländer. Det Kongelige Teater, Skuespilhuset

LÆS OGSÅ: Holberg med støttepædagog

Fantastisk scenografi. Christian Friedländer har skabt ren magi med sit ørkenmaleri og skoæskehus, som man kun i glimt fornemmer gemmer på hemmelighedsfulde kroge, blødt lys, spejle og draperinger til at skjule sliddet og overgangene i det ikke lige professionelt byggede hus.

Men ellers er det så som så med magien og fascinationen af Bernard-Marie Koltes Tilbage til ørkenen.

Et stykke om to søskende, der elsker at hade og bekrige hinanden.

Der har været fred i årevis, mens søsteren har boet i Algeriet med sine to børn, men nu er Mathilde rejst på grund af krigen, og da huset er hendes, er det jo logisk at vende hjem til det og Frankrig. Problemet er bare, at hendes bror har fået ejerfornemmelser og nu huserer der med sin halvskøre kone, sønnen og en stuepige.

Olaf Johannesen og Tammi Øst lægger strålende temperament, passion og frustration i rollerne som Adrien og hans hjemvendte søster.

De giver stykket deres begavelser som kunstnere, rammer tonen af komik, politik og absurditet rent.

Men undskyld, hvorfor er det vigtigt eller bare meget inter-essant at se det her stykke i dag? Er det virkelig en moderne klassiker, som Det Kongelige Teater selv udnævner den til?

Vist er det velskrevet, der er et par gode roller til et par gode spillere, og i en eller anden forstand er stykker om familiefølelser og menneskelige konflikter altid aktuelle og har en grad af identifikation for os. Et par replikker om globalisering og kultursammenstød falder der også undervejs.

Men det er ikke nok til at bære Tilbage i ørkenen igennem som andet end en veludført feberredning for det Erling Jepsen-stykke, teatret oprindelig havde annonceret.