Så ærlig som en journalist og ejendomsmægler nu kan være

Richard Fords hverdagshelt Frank Bascombe er tilbage i fire fremragende historier i fortællekredsen ”Kald mig Frank”. Den tidligere journalist og ejendomsmægler er nu pensionist, men stadig leveringsdygtig i et præcistsignalement af nutidens USA

Richard Ford er født i 1944 og modtog Pulitzerprisen for romanen ”Uafhængighedsdag”. Hans forrige roman på dansk var ”Canada”. -
Richard Ford er født i 1944 og modtog Pulitzerprisen for romanen ”Uafhængighedsdag”. Hans forrige roman på dansk var ”Canada”. - . Foto: Scanpix.

Forleden skrev vi her i avisen om John Updikes store romanserie om Harry ”Rabbit” Angstrom, den amerikanske hverdagshelt, som Updike i fire romaner brugte som et termometer til at tage temperaturen på USA's mentale tilstand gennem fire årtier.

Updike skrev sig med ”Rabbit”-bøgerne ind i den nationale tradition for at levere ”den store amerikanske roman”, en samlebetegnelse for ambitiøse forfatteres forsøg på gennem romanformen ikke blot at indkapsle en enkelt persons impulser og individuelle idiosynkrasier, men også at skabe et bredt tidsignalement.

Det lykkedes for Updike, ligesom det lykkedes for Herman Melville, F. Scott Fitzgerald og William Faulkner med flere, før ham.

I vores egen tid er Richard Ford (født 1944) den forfatter, der kommer tættest på Updikes realistiske stil og hovedpersonskarakteristik. Ford har med sine tre romaner om journalisten og ejendomsmægleren Frank Bascombe (den første udkom i 1986), slået sit navn fast ikke blot som værdig arvtager til ”den store amerikanske roman”-traditionen, men i det hele taget som en af USA's betydeligste litterære stemmer.

Nu er Ford atter aktuel på dansk, både som et af hovednavnene på den igangværende litteraturfestival på kunstmuseet Louisiana og med en opfølger til Bascombe-trilogien, der på engelsk har den ordspillende titel ”Let Me Be Frank With You”, eller ”Lad mig være ærlig over for dig”.

Allerede her ved valget af titel finder man en årsag til, at Frank Bascombe er så godt selskab og har underholdt så mange læsere gennem hundredvis af sider i ”Sportsjournalisten”, ”Uafhængighedsdag” og ”Som landet ligger”, som de tre romaner før den nye hedder. Helt ærlig er Frank nemlig aldrig, selvom han påstår det. Han er en ironiker, der tro mod den realistiske tradition nok fortæller tingene, som de er, men også holder informationer tilbage og dækker sig lidt ind under sit snu ydre.

Snyder han også sig selv? Tjah, som for de fleste mennesker er tingene ikke gået snorlige for Frank, og tabet ef en søn og en gammel skilsmisse har altid trukket spor gennem romanerne. Jobskiftene fra først romanforfatter til journalist til ejendomsmægler har også betydet mere for ham, end vi lige får at vide. Man fornemmer også, at han nogle gange gerne vil ”afsløres”, være helt ærlig, men at han beskytter sig selv. Til andre tider er han knivskarp og tøver ikke med at sige, hvad han egentlig mener, når han kommenterer USA's nyere udvikling fra sit demokratiske centrum-venstre-perspektiv.

Ligesom John Updike skrev en afrundet serie af store romaner om sin helt for så at vende tilbage til ham i en slags epilog (Updikes historie om tiden efter de store romaner hed ”Rabbit Remembered” fra bogen ”Licks of Love”), bygger Ford videre på Bascombe-figuren i de fire noveller i ”Kald mig Frank”.

Hovedpersonen bor nu igen i byen Haddam, New Jersey, ligesom i seriens første bind, og har som 68-årig trukket sig tilbage fra arbejdsmarkedet. De mange år som ejendomsmægler er dog ingenlunde gået sporløst hen over Frank, og der er mange interessante overvejelser om bolig- og finansmarkedets tilstand og dens sammenhæng med den generelle amerikanske psyke i ”Kald mig Frank”.

De fire fortællinger er tæt sammenvævede og handler om forskellige episoder i Franks pensionisttilværelse. De er bundet sammen af eftervirkningerne af orkanen Sandys hærgen på østkysten. Selv boede Frank ud til vandet, men solgte sit hus inden stormen til en god bekendt, Arnie.

I første novelle mødes de to igen - den ene har et raseret hus, den anden, Frank, er kommet tørskoet i land som pensionist. Mesterligt udforsker Richard Ford denne assymmetri mellem taber og vinder i de tos akavede møde ”post-Sandy”.

I næste novelle, ”Det kunne være meget værre”, opsøger en ældre sort kvinde Frank i hans nye hus. Hun boede på matriklen engang og gemmer på en bitter familiehemmelighed, som langsomt rulles op. I tredje historie er vi med Frank på besøg hos hans ekskone, der er flyttet ind på et overklasseplejehjem tæt på Franks bopæl. En fortid, som Frank troede var overstået, dukker op igen og kaster nyt lys på hans tilværelse. Alderdom og død er også emnet for sidste historie, ”Andre dødsfald”, hvor Frank aflægger en gammel bekendt et sidste besøg.

Det har aldrig været for de store, omkalfatrende eksistensbrud og efterfølgende indsigter, at man har læst Bascombe-bøgerne, men mere for den stilfærdige beskrivelse af tilværelsens små og undertiden umærkelige ryk. Der sker aldrig så vældig meget, når man er i selskab med Frank, men lydhørheden over for alt det usagte og uskete er desto større.

Ford spiller dygtigt på modsætningen mellem til- og afsløring. I den anden novelle om den sorte kvinde, der kommer på uanmeldt besøg, står der:

”'Jeg er vist frygtelig påtrængende, mr. Bascombe.'

'Ikke spor,' svarede jeg. 'Jeg kan godt lige at blive forstyrret.'

Af en eller anden grund var jeg stakåndet.”

Med sin bevidsthed siger Frank, at han gerne vil forstyrres, men med sin krop siger han det modsatte: han er stakåndet og utilpas, men fortsætter ikke desto mindre samtalen med den ukendte sorte kvinde i lang tid. Så et eller andet sted vil han faktisk alligevel gerne forstyrres.

Denne glidning mellem enten-eller, denne opblødning mellem modsætninger er Ford genial til at formidle. Læseren har det som Frank: Vi vil gerne forstyrres, når der nu igen er nyt om den gamle kending. Og som læserservice skal det understreges: Man behøver ikke at have læst de tre forrige Bascombe-bøger for at få glæde af den nye. Og er man allerede Bascombe-læser, er ”Kald mig Frank” uomgængelig. Den er på samme høje niveau som de første tre romaner og en integreret del af dét, som vi nu kan se er Richard Fords store amerikanske roman.

Richard Ford optræder på kunstmuseet Louisianas litteraturfestival på søndag. Læs stort interview med forfatteren i Kristeligt Dagblad i næste uge.