I 2014 udgav komponist, forfatter og musikprofessor Karl Aage Rasmussen en indsigtsfuld biografi om Johann Sebastian Bach. Titlen var ”Jord og himmel, lyt” og var inspireret af første tekstlinje i arien ”Welt und Himmel nehmt zu Ohren” fra Bachs ikke-bevarede ”Markuspassion”.
Nu er turen så kommet til en anden af de store barokkomponister, Georg Friedrich Händel. Det er et meget nærliggende valg, ikke alene fordi der angiveligt hidtil ikke er skrevet en egentlig Händel-biografi på dansk, eller fordi de begge er født i 1685 og hører hjemme blandt musikhistoriens største skikkelser, men også fordi det er så givende at holde dem op mod hinanden. Det gør Rasmussen med sædvanlig skarphed i sin nye bog, der har fået titlen ”Talende toner – Georg Friedrich Händels livsfuga”.
De to biografier ligner hinanden så meget, at man ved første øjekast kan fristes til at tro, at de er bind 1 og 2 i samme serie: ingen illustrationer, samme format, samme koncept, samme omfang (omkring 300 sider).
En af de væsentligste forskelle på Bach og Händel består i, at hvor førstnævnte var en udpræget kirkelig komponist, der afholdt sig fra at skrive operaer, blev Händel en af alle tiders mest produktive operakomponister – omkring 45 af slagsen blev det til, og mange af dem opføres den dag i dag under stor bevågenhed. De er ikke til at komme uden om i en Händel-biografi, og Rasmussen kaster sig da også ud i en gennemgang af de mest markante af dem. Det har været en udfordrende opgave, al den stund et handlingsreferat af en opera nemt kommer til at virke enten for kortfattet eller trættende omstændelig, men Rasmussen slipper efter omstændighederne fra det uden at sætte sig mellem to stole.
Men det kan ikke nægtes, at fremstillingen af mennesket og musikeren Händel får klart mere liv og farve, når bogen slipper ud af genfortællingens smalle løjpe. Det sker ikke alene i de tankevækkende sammenligninger med Bach og andre, men også – og især – når Rasmussen i slutningen af bogen fokuserer på den aldrende og efterhånden blinde mester med den ufattelige produktivitet – og voksende korpus.
Lidt problematisk er det imidlertid, at bogen ikke virker omhyggeligt redigeret. En god redaktør skal være en opmærksom bagstopper, der opdager forfatterens såre menneskelige tanke- eller slåfejl, som når det på side 44 hævdes, at Händel formentlig som 11-årig besøgte Berlin i 1896. Dertil kommer, at bogen er skrevet i en ud i ét-stil med en ikke ligefrem læservenlig opsætning. Bagest er der nogle sider med særlige fagudtryk og en liste over Händel-værker, som omtales særligt, samt kildeangivelser, men i det store og hele former den sig som et 300 sider langt, velskrevet og indsigtsfuldt essay.