”Med stor forsigtighed vil jeg mene, at noget af det, der er så usædvanligt ved Det Tredje Rige, handler om dets urokkelighed, den elektriske intensitet, hvormed det afviser vores forsøg på at håndtere og berøre det.”
Således skriver den engelske forfatter Martin Amis i efterskriftet til sin seneste roman, ”Brun sne”. Men dette negative heureka-øjeblik satte ham ikke desto mindre i gang med at skrive. En imponerende og insisterende roman om tre mænd i koncentrationslejren KL. Som, sagt med en anmelderkliché af de helt store, bliver siddende i en i lang tid efter endt læsning, fordi Martin Amis med ”Brun sne” atter en gang demonstrerer sit enorme format som romanforfatter og overbeviser med sin følsomme håndtering og nænsomme berøring af et traumatisk og gennemskrevet emne.
Martin Amis søger ikke nogen endegyldige svar. For de findes ikke. Og han dømmer heller ikke, men skriver tre portrætter frem, som man ganske enkelt ikke kan lade være med at engagere sig i, selvom man måske egentlig helst ville være fri, og som man næsten overgiver sig til trods deres åbenlyse dekadence, trods deres forskellige grader af afstumpethed og depravering og trods deres had og deres handlinger, som man ikke kan andet end at fordømme.
Så dette er altså et menneske, kan man med rette tænke om de tre mænd med en lille omskrivning af italieneren Primo Levis koncentrationslejr-erindringer, ”Hvis dette er et menneske”, og det er præcis den tanke, som Martin Amis lader løbe gennem hovedet på en af romanens jeg-fortællere, kommandant Paul Doll, da han passerer en af romanens andre jeg-fortællere, Szmul.
Szmul er leder af en sonderkommando. Han er en af de overlevende jøder, der er blevet sat til at rydde op i ovne og gaskamre mod at redde sit eget skind, og han er, efter eget udsagn, en af de bedrøveligste mænd i verdenshistorien, fordi han end ikke har sin uskyld at trøste sig ved, og fordi han ikke, som en sand helt ville gøre, flygter og fortæller resten af verden om det, der foregår, og dermed påtager sig at bære vidnesbyrd.
Således bliver selv den, der i begyndelsen er uskyldig, en af de skyldige, og der er mudder i alle de genkendelige moralske kategorier hos Martin Amis. Som kommandant Doll siger:
”Uanset hvad: Vi har aldrig lagt skjul på, at den kristne tankeverden med rigtigt og forkert, godt og ondt, er et system, vi kategorisk afviser. Den slags værdier - efterladenskaber fra middelalderens barbari - er ikke længere meningsfulde. Der kan kun være positive resultater og negative resultater.”
Denne opfattelse tilslutter romanens tredje jeg-fortæller, obersturmführer Golo Thomsen, den notoriske libertiner, sig indledningsvis, men hans forelskelse i Frau Hannah Doll, førstedame i KL og gift med en af historiens mest produktive mordere, kommer til at nuancere hele hans verdensbillede.
Enten mister man forstanden i løbet af de første 10 minutter i en koncentrationslejr, tænker Szmul. Eller også vænner man sig til det. Man kunne ligeledes argumentere for, at den, der vænner sig til det, i virkeligheden også mister sin forstand. Eller måske er der et alternativt resultat: At man ikke mister sin forstand, og at man ikke vænner sig til det. I Martin Amis' mesterlige skildring af tre mænd står alle muligheder åbne.
kultur@k.dk