Så er der flaskepost fra teenageland

Velgørende øm og solidarisk skildring af det unge kvindeliv, som det udspiller sig i Berlin her og nu

Romanen udspiller sig gennem en varm sommer i Berlin.
Romanen udspiller sig gennem en varm sommer i Berlin. . Foto: Batzer og Co.

”Vi hælder kakaomælken ud i toilettet, kakaomælk er for børn, vi drikker tigermælk, og det laver vi sådan her: Vi hælder lidt skolemælk, en masse mangojuice og et ordentligt skvæt Mariacron (brandy, red.) ned i Müllermilchbægeret (kakaomælksbæger, red.). Så rører Jameelah rundt i det med sin finger, hun har lange fingre med masser af ringe på, de er alle sammen stjålet.”

Det er 14-årige Nini, der fortæller om sin hverdag i Berlin anno 2013. En hverdag, som hun deler med bedsteveninden, Jameelah, der er lidt længere fremme i skoene end hende, både hvad angår teenagerens udfordring af grænser og intellektuelt (meget viden kan man få fra infoskærmen i U-bahn).

Det er Jameelah, som finder på legen at ”knække ord”, hvor vilde bliver til milde, penge bliver til senge, og så videre, men det er også Jameelah, der fører an, når pigerne går i butikker og lader smykker forsvinde ned i Müllermilch-bægeret.

Nini er mere indadvendt, det er jo også hende, der er fortælleren i denne historie, men ikke desto mindre er hun med på det hele. De går lige til grænsen sammen, men de er to, det er også en leg på den legeplads, som byen udgør, og som er det lidt svigtede barns realitet.

De er et godt par, de to teenagepiger, som Stefanie de Velasco har sat i scene i sin debutroman, ”Tigermælk”. Her er en forfatter, som virkelig kan gengive den unge piges svingninger mellem barnet og kvinden.

Almagten, når de iført lange stribede strømper lokker de ældre mænd på Kurfürstenstrasse, som de ”øver sig på”: ”Man mærker at man har noget som de ikke har, man gør en hel masse ting for første gang, man har et liv der bare føles helt rigtigt. (“) det er os der får dem til at lyse, vi lyser nemlig, og når vi rører ved nogen, lyser de også, vi kan lyse for to.”

Og afmagten mellem dem, når det handler om det svære som det faktum, at Jameelah måske ikke får lov at blive i Tyskland, men sammen med sin mor må rejse tilbage til Irak, hvor hendes far og bror blev dræbt.

Eller det med Ninis far, som bare har forladt familien og efterladt hendes dybt depressive mor på sofaen. De ved, at de må være stærke, for de voksne er det ikke, og det med styrken er også rationalet bag øvelserne på Kurfürstenstrasse: ”Vi skal øve os, til senere, til det virkelige liv, på et eller andet tidspunkt skal vi jo vide hvordan man gør. Vi skal vide hvordan man gør, så ingen kan gøre os fortræd.”

Romanen udspiller sig gennem en varm sommer i Berlin. En sommer, hvor der sker en masse dramatisk stof, som jeg ikke skal komme ind på her, men også en sommer, hvor alt er, som det plejer mellem de kredse af unge mennesker, der hænger ud i den indre by.

De mødes på hemmelige steder, de skriver beskeder til hinanden i en glemt telefonboks, de hænger ud i friluftsbadet, spiser kiks med romcreme og pomfritter, drikker øl og mere tigermælk, fester og kysser og drømmer om kærligheden.

De er ensomme, med hver sine byrder at bære, men sammen udgør de også et fællesskab, et alternativt søskendeskab, som netop denne sommer kommer til at stå sin prøve. De kommer forskellige steder fra, Amir er fra Bosnien, og nu kysser hans søster med en serber.

Hvor kronragede Nico er fra, står der ikke, men han cykler gennem byen og tagger den med det bittersøde ”Sad” og laver på den måde et eget stisystem:

”Jeg bliver altid så glad når jeg kører gennem byen i bus og ser en Sad fra Nico på en væg et sted. Det er ligesom stenen i skoen, i det øjeblik bussen kører forbi en Sad af Nico, føler jeg mig ikke alene”.

Jeg kan godt lide, at Stefanie de Velasco har dedikeret ”Tigermælk” til piger. At der er den solidaritet og ømhed over for teenagepigen i al hendes kompleksitet, der spænder fra det allerblødeste følsomme til den rå og ikke spor hensynsfulde livsappetit. Det er ”cool og pomade”, det er ømt og hårdt, det er en flaskepost fra det glemte teenageland, og det er først og fremmest velskrevet.