”Svensk stjernedebutant,” skriver forlaget på pressemeddelelsen, hvor det også fremgår, at romanen er solgt til udgivelse i 17 lande. I virkeligheden kan man diskutere, hvor meget roman der er over ”Lad os håbe på det bedste”. Det er en dokumentarisk beretning, bearbejdet i sagens natur, men en roman ville jeg ikke kalde den.
Det er 2014, det er fem år siden, at Carolina og Aksel har mødt hinanden, nu bor de sammen i en lejlighed i den stockholmske forstad Enskede med deres knap 10 måneder gamle søn, Ivan. De er trætte og slidte, det, der begyndte som en helt overgiven forelskelse, har langsomt forvandlet sig til et lidt udpint forhold, hvor han trækker sig tilbage til sit allestedsnærværende arbejde på computeren, mens hun med meget lidt glæde og desto mere ængstelse passer på lille Ivan.
Barnet var ”hendes projekt”, han meldte tydeligt ud, at han følte sig presset ind i det, nu føler hun sig deprimeret, men synes ikke, hun kan dele den erkendelse med Aksel. Det er ikke smukt, det er, som om deres respektive kvaliteter – hans ro og hendes handlekraft, som i begyndelsen kunne forenes i et større tredje – har isoleret dem i hver deres virkelighed. Men de elsker stadig hinanden, ”vi har det bare lidt hårdt lige nu”, tænker hun.
En oktobermorgen, hvor hun igen har tilbragt natten inde hos barnet, går hun ind i soveværelset for at vække ham. Han ligger så underligt, når hun at tænke, før det står hende helt klart, at Aksel er død. Den hårde realitet blev at: ”Den sidste nat, jeg sover i et værelse ved siden af dig, sover jeg i troen på, at vi har tusindevis af dage foran os. Det har vi ikke. Det her er vores sidste nat sammen. Vi tilbringer den ikke sammen.”
Romanen ”Lad os håbe på det bedste” er Carolina Setterwalls personlige historie om, hvad der skete, efter at hun fandt sin 33-årige mand død i sengen. Hvad gør man som en yngre kvinde, der er vant til at have styr på sit liv, når man pludselig står alene med et lille barn og en sorg, der gør alting meningsløst?
I virkeligheden, det skriver hun så ikke om i romanen, oprettede Setterwall ganske hurtigt en blog, hvor hun skrev sine reaktioner ned, og det er blandt andet disse helt akutte noteringer, der gør, at romanen får læseren til at føle sig tæt på.
Rigtig meget handler om praktik og hverdag, enkle steder manifesterer smerten sig som lyn af hård indsigt, som da hun lytter bag døren og hører Aksels forældre tale om, hvordan han var som barn, mens det går op for hende, hvor meget af ham hun ikke nåede at kende:
”Jeg ville ønske, at vi havde talt mere sammen. Jeg ville ønske, at der ikke var blevet så stille mellem os de sidste par år. Når jeg hører dine forældre fortælle, står du lyslevende for mig. Det føles, som om jeg pludselig ser dig, hele dig, den du var, og den du blev. Det hele giver mere mening nu, hvor alt er for sent.”
Romanen falder i to dele. Første del, ”2009-2014”, pendulerer i korte afsnit mellem Aksel og Carolinas liv sammen fra det første møde til tiden fra hans død til begravelsesceremonien otte uger efter. På den måde svinger vi i læsningen fortløbende mellem to absurd modsatrettede bevægelser: den levende etablering af et forhold og den gradvise forståelse af tabet.
Romanens anden del handler om årene fra 2014 til 2016 og om, hvad der videre skete, blandt andet da Carolina lidt for hurtigt kaster sig ud i et nyt forhold. Paradoksalt nok må hun helt ud at stå i Aksels sko, hvor det er hende, der føler sig presset ud i en ny graviditet, før hun kan give slip og leve med, at det er et o.k. liv at være alene med barnet.
Den del af bogen står svagere, det er, som om nødvendigheden af skriveprojektet fortoner sig, og at der måske har været for mange hensyn at tage til de involverede.
”Lad os håbe på det bedste” er en ukrukket, dokumentarisk og hurtigt læst fortælling. Carolina Setterwall er ikke et sentimentalt gemyt og forskønner allermindst sig selv. Hun lægger tingene frem, nøgternt og ligefremt formuleret, det er op til læseren selv at drage konklusionerne.
Lige så meget som værket handler om tabet og viser, hvad det betyder at have et stærkt netværk, der tager hånd om en, lige så meget er romanen et selvportræt af en kvinde, der har været vant til at projektstyre alting uden at mærke meget efter, men som udsat for to så livsomvæltende hændelser som ankomst af et barn og tab af en elsket simpelthen må finde en anden måde at trække vejret på. Også på den måde er det en bog, mange vil kunne spejle sig i.