Prøv avisen
Bog

En fredsommelig og besindig bog, der går lige ind i minefelterne

4 stjerner

Sognepræst Kåre Egholm Pedersen har med ”Tro på Gud” skrevet en god og mild bog, hvor man kan søge et øjebliks ro i kampen mellem ateister og religiøse

Tidens debatter mellem kristne og ateister kan ofte blive meget voldsomme. Man råber ad hinanden fra hver sin side af en kløft. Men også teologiske og kirkepolitiske debatter mellem forskellige retninger i folkekirken har en årelang tradition for at tage sig ud som tæskehold, der ligger på lur efter hinanden.

På den baggrund er det forbløffende, at Kåre Egholm Pedersens bog ”Tro på Gud. Om kristendom i en sekulær verden” er så fredsommelig i tonen og besindigt skrevet, som den faktisk er. Han går immervæk lige ind i minefelterne. Kigger ateisternes argumenter efter og vurderer styrker og svagheder ved henholdsvis skabelsesteologi og eksistensteologi. Men han bevarer roen. Uden at slibe sine synspunkter ned. Det er beundringsværdigt.

Kåre Egholm (født 1971) er sognepræst i Aarhus, og hans bog henvender sig til almindelige lægfolk eller søgende mennesker, som måske egentlig gerne vil tro, men ikke føler, at de kan være bekendt at ofre deres sunde forstand på den måde. ”Så er det altså heller ikke sværere,” siger han mildt og beroligende til os, og det er godt, for det kan vi alle have brug for at blive forvisset om, selvom troen jo godt nok er et spring ud på de 70.000 favne og alt det der. Nogle dage er man bare ikke helt i form til det.

Trods den formidlende grundtone lægger Egholm et teoretisk fundament. Han bygger på den canadiske filosof Charles Taylor (født 1931), som desværre ikke er så kendt i Danmark uden for de akademiske kredse.

Men han er en af de vigtigste filosofiske tænkere, hvad angår religionens plads i den moderne verden, og nogen burde nok skrive en mere omfattende indføring i hans værk. Med Taylor er Egholms udgangspunkt, at vi lever i en sekulær verden. Den historiske sekulariseringsproces, hvor kristendommen samfundsmæssigt er trængt i baggrunden siden oplysningstiden, har været uafvendelig, og kristendommen var selv en medvirkende faktor til det. Man kan godt droppe alle drømme om at omgøre den udvikling. Den gode nyhed er, at en sekulær verden i Taylors forståelse betyder, at religiøs tro er blevet én legitim mulighed blandt flere; det er altid muligt at afvise religion, men der er intet, der tyder på, at religion vil forsvinde, som man forestillede sig i 1960’erne.

Tro har med behovet for mening at gøre, og det kan ikke skaffes ud af verden. Hverken videnskab eller formel logik kan afgøre, hvad der er meningsfuldt at tro på. Og folk kommer i øvrigt aldrig til at tro, fordi de bliver overbevist af argumenter, siger Egholm. Andre omstændigheder, måske livsbegivenheder eller længsler, kan give det skub, der skal til for, at man får modet til ”den lille naivitet”.

Vi er tilbøjelige til at opfatte sekulariseringsprocessen som et tabende hold (det religiøse), der må vige pladsen for et sejrende hold (det sekulære). De vidste bare ikke bedre i gamle dage. Men Taylors beskrivelser viser i detaljer og nuancer, hvor gennemgribende anderledes fortidens mennesker tænkte og følte om kosmos, samfundet og deres egen plads i det hele, og hvor store ”forhindringer” der faktisk skulle ryddes af vejen, før dette ”ikke at tro” overhovedet kunne blive en mulighed for almindelige mennesker i et hverdagsliv.

Troen på Gud, på fortabelsens mulighed, på, at alt var på sin rette plads i et kosmos, på, at man med et kætteri ikke bare satte sig selv, men hele samfundsordenen på spil – disse faktorer lå så dybt, at vi har svært ved at sætte os ind i dem. Og omvendt ville vor tids dyrkelse af individualisering, oprør mod autoriteter, fokus på personlig lykke, være helt ubegribelig for dem. Men har vi ikke fået den bedre del?

Jo, på mange måder. Men en del mennesker mærker også omkostningerne ved ikke at tro, ved at være indespærret i en sekulær tid uden berøring med andre tider, underlagt presset for at skulle realisere alt i det dennesidige. ”Fik du hørt din melodi?”. Shit, det gjorde jeg vist ikke, mit liv blev forspildt og fortabt.

Egholm mener med Taylor, at kirken laver et ”apologetisk selvmål”, da oplysningen vinder frem i 1700-tallet. Man tilpasser teologien til de nye vilkår; i deismen bliver Gud en fjern instans, der har igangsat naturens urværk. Men dermed åbner man for teodicé-problemet: Hvorfor er der lidelse i verden, når Gud egentlig har ordnet alt på bedste vis? Og man åbner for, at Gud kan tages helt ud af ligningen, så kun naturalismen er tilbage. Men hvorfor er universets ufattelige storhed i dag blevet et argument for ikke at tro på Gud, når det modsatte gjaldt for Ambrosius Stub? spørger Egholm med rette et sted.

Man skal ikke tilpasse teologien til tiden. Det kommer der dårlig teologi ud af, siger Egholm. Moderne mennesker er blevet eksperter i ”immanent teologi”, at se Gud i glimt og føle, at der er ”noget”, der er større end os selv, men man skal passe på med at lukke denne tankegang ind i kirken og ind i teologien. Det må aldrig blive brugernes vurdering, der er afgørende. Egholm er mildt konservativ; tilslutning bør ikke være kirkens målestok for succes. Han vil gerne sige om kirken, som det er blevet sagt om Kim Larsen: ”Han fulgte ikke med tiden, men det var heller ikke meningen.”

Der er naturligvis mange spørgsmål, der kan rejses, og mellemregninger, der kan efterspørges i forhold til Kåre Egholms bog. Men jeg kan godt lide hans reflekterede naivitet, hans kritiske bevidsthed om tidens vilkår og hans pragmatiske tilgang til de teologiske frontlinjer, hvor han afslappet vandrer rundt mellem Kierkegaard, Løgstrup, C.S. Lewis, Jakob Wolf, Torben Bramming med flere. Vi tager lige en puster. Bogen vil, med sine indlagte debatter med ateismens indvendinger og sine pædagogisk opsummerende spørgsmål, også egne sig godt til studiekredse og læsegrupper. Så kan man sænke paraderne og i fællesskab afsøge mulighederne for den lille naivitet.

Man skal ikke tilpasse teologien til tiden. Det kommer der dårlig teologi ud af

Kåre Egholm Pedersen, sognepræst