”Jeg havde en svaghed indeni og overalt i mit væsen, som gjorde, at jeg opholdt mig en del på dette sted.” Sådan skriver den svenske forfatter Linda Boström Knausgård, som i perioder mellem 2013 og 2017 led af svær depression og under disse perioder også blev tvangsindlagt og udsat for gentagne elektrochokbehandlinger. I romanen ”Oktoberbarn” skriver hun om disse behandlinger, som hun altså aldrig selv ønskede at få og heller ikke oplevede virkede. Tværtimod var bivirkningerne, at hendes erindringer forsvandt. Altså, at det liv, som behandlingerne skulle føre hende tilbage til i stedet fortonede sig. Hendes depressive tilstand af at være tom, blev en hel konkret erfaring som følge af de mange elektriske stød.
Romanen ”Oktoberbarn” er et smertefuldt sorgarbejde over dette tab og samtidig også en litterær tilbageerobring af erindringerne. Det er en uendelig sorgfuld bog, et menneskes vidnesbyrd om ensomhed og smerte, skrevet frem på én gang nøgternt og registrerende og samtidig eksistentielt smukt.
Behandlingerne på ”fabrikken”, som hun kalder det, bliver nøgternt beskrevet. Hvordan er det egentlig at få lagt drop af forskellige mennesker? At vågne op fra komatøs søvn side om side med andre patienter? Og så den grænseløse ensomhed, som den psykisk syge oplever, når ingen omkring hende er i stand til at lindre. Slet ikke lægerne, som maksimalt har 10 minutter til samtale. Da hun klager over tabet af sine minder, siger en af dem tilmed, at det er hendes held, at hun er forfatter, for så kan hun jo finde på!
Værket har undertitlen roman. For det er ikke en brugsbog, men derimod, som alt, hvad der er kommet fra Boström Knausgårds hånd, litteratur af meget høj karat. Formen gør, at det uudholdelige bliver til at bære. Jeg forestiller mig ikke, at Boström Knausgård har fundet på mange fiktive tilføjelser, men i selve det at skrive noget frem, i den kunstneriske skabelse, bliver en fortælling om det tabte til.
Romanen væver frem og tilbage i tid og henvendelsesform. En del af den er henvendt til et du – som er hendes eksmand, Karl Ove Knausgård, som hun har fire børn med, og som hun blev skilt fra i 2016. Det specielle ved Linda Boström Knausgårds beretning er, at hun allerede er blevet fortalt, også helt ind i det intime liv, af samme Karl Ove Knausgård. I ”Oktoberbarn” kan man sige, at hun tager sin egen fortælling tilbage, både ved at fortælle om det allermest pinsomme for hende selv, hendes selvmordsforsøg kort før deres skilsmisse, og ved ikke mere at være underlagt hans officielle forklaring om, at ”vi er vokset fra hinanden”. Nu, på flere års afstand, kan hun se ind i sorgen over tabet af kærligheden.
”Oktoberbarn” cirkler rundt mellem den fjerne og den nære fortid. Til forfatterens svære barndom med en bipolar, fjern far, og en mor, der ikke udmærkede sig ved omsorg. Den når ind i de allertidligste smertefulde erfaringer af, hvordan man kan beskytte sig selv på yderst uhensigtsmæssige måder. Og den ser lige ind i smerten over at leve med, at man selv har gjort sine børn ondt:
”Der, alt for tæt på deres undrende kroppe, deres urolige blikke, mens de voksede, var jeg ikke længere deres mor, men en anden, en som de frygtede og ikke forstod. Jeg skræmte dem. Jeg skræmte mine børn.”
Linda Boström Knausgård har ikke noget positivt at sige om elektrochokbehandlingerne, modsat for eksempel Peter Øvig Knudsen, som for nylig beskrev, hvordan de var forudsætningen for, at han i dag kan fungere. Det er kompliceret, og begge er vigtige vidnesbyrd, ligesom Karen Fastrups ”Hungerhjerte”, hvor helbredelsen netop sker som følge af et reelt samarbejde med et lyttende behandlingssystem.
”Oktoberbarn” er et væsentligt memento om, hvor fatalt det er, når psykiatrien ikke lytter til den lidende, ikke regner den lidendes erfaringer og viden om egen krop for noget. På ”fabrikken” er den syge et objekt for lægen, ikke et subjekt. Hjernen er bare en computer, der skal genstartes. Ingen spørger den lidende om, hvad hun har brug for, eller hvad hun oplever. De eneste små lyspunkter i denne stramme institution er de sygeplejersker, der sætter deres menneskelighed i spil, den ene ved at løbe op og ned ad gangen med hende, den anden ved at ruske hende mentalt.