Antonio Vivaldis mest spillede værk er utvivlsomt ”De fire årstider” eller på hans modersmål: ”Le quattro stagioni”. Det er et udtryk, mange andre folkeslag end italienerne vil kunne nikke genkendende til. Det er nemlig også betegnelsen for en populær pizzatype. De fire årstider hedder på italiensk ”La primavera”, ”L’estate”, ”L’autunno” og ”L’inverno” – foråret, sommeren, efteråret og vinteren. Egentlig er der tale om de første fire violinkoncerter i Vivaldis opus 8, der består af hele 12 af slagsen. Hver af dem har tre satser efter den traditionelle model hurtig-langsom-hurtig – i sommerens tilfælde lyder betegnelserne: 1. Allegro non troppo, 2. Adagio, 3. Presto.
Vivaldi, der levede fra 1678 til 1741, var musiklærer på en pigeskole i Venedig. Han var uhyre produktiv og komponerede omkring 450 koncerter. ”De fire årstider” skabte han i 1723. Værket blev udgivet på tryk i 1725 og blev i den forbindelse suppleret med en række sonetter til hver af de fire koncerter. Forfatteren til disse digte er anonym, og det har ført til mange gætterier. Nogle musikhistorikere mener, at det må være Vivaldi selv, der har skrevet dem. Der er tale om en traditionel form for litteratur, pastorale beskrivelser uden de store overraskelser, men musikken får de uprætentiøse vers til at blomstre og leve. For i ”De fire årstider” klinger Vivaldis toner så frisk som foråret, så hed som den italienske sommer, så farverig som efterårets løv og så knitrende af skønhed som en frostklar vinterdag, hvor lagunen uden for Venedig bliver dækket af is.
Selvom værket er snart 300 år gammelt, er det ikke svært at høre, hvad der foregår om sommeren. En pludselig tordenbyge ruller hen over landskabet, lyn slår faretruende gnister fra himlen, musikken imiterer gøende hunde, syngende fugle – eller vi støder på nogle bønder, der ligger på en mark og sover en brandert ud.
”De fire årstider” har selvsagt været en af de største sællerter i pladeindustrien. Legendarisk blev en EMI-indspilning, hvor den tyske violinist Anne-Sophie Mutter var solist, og hvor Herbert von Karajan dirigerede Wiener-filharmonikerne. På coveret kan man se den kønne, dengang purunge violinist sidde muttersalene på en sommergrøn skovbund. Trekløveret Vivaldi-Karajan-Mutter havde på forhånd garanteret succesen. Nogle musikelskere mener, at der er lavet musikalsk mere overbevisende indspilninger. Mange har peget på det italienske ensemble I Musicis fortolkning som den mest anbefalelsesværdige, men EMI-versionen fra 1984 med Mutter og Karajan må være en af de klassiske skiver, der gennem tiden har beredt flest mennesker over hele verden den største glæde. Klangen er lige så lækker som coveret.