Så hellere brødrene Price og Hvidsten Kro

Den japanske madfilm ”Ramen-shop” er en omgang sødsuppe blandet med en familiehemmelighed

En ramen-shop er en lille restaurant, hvor man har specialiseret sig i nudelsuppe. Det er en stor ret i Japan og laves med stor entusiasme. Det er ikke bare en gang pulversuppe, men en suppe, der er lavet over mange timer på svineben tilsat krydderier. Den serveres i små skåle og spises med en lille ske. Dertil får man kogt svineribben, og man sutter kødet af benet. Ikke noget med kniv og gaffel her. Det er ikke kønt at se på – og restauranterne har ikke den hygge, vi europæere sætter pris på. Man må sige, at æstetikken er forskellig fra Vesten til Østen.

Filmen ”Ramen-shop” vækker ikke den store appetit i denne anmelder. Der er mange, rigtig mange, madbilleder i filmen af forskellige asiatiske retter, og det ser da interessant ud, og jeg ved godt, at der er stor fokus på det asiatiske køkken, men det fænger ikke rigtigt i en vesterlænding som mig. At det så bliver blandet ind i et familiedrama, gør det ikke bedre.

Masato er en ung mand sidst i 20’erne, ramen-kok som sin japanske far. Moderen var af kinesisk oprindelse, opvokset i Singapore. Forældrene mødtes i hendes hjemby, men flyttede til Japan, da Masato blev født. Moderen døde, da han var en stor dreng. Faderen er gået helt i stå efter hendes død, hvilket præger hans og sønnens forhold. De er fremmede for hinanden, selvom de bor sammen.

Da faderen kort tid efter dør, begynder Masatos rejse mod sin fortid i Singapore og ind i familiehemmeligheden, hvor ramen-suppen spiller en stor rolle.

Den historie bliver fortalt som var det en ugebladsnovelle med indlagte henvisninger til siderne med madopskrifter. Der er, undskyld udtrykket, ikke meget kød på den pølsepind. Det kunne der have været, hvis den ikke blev fortalt så overfladisk, og man havde skruet lidt ned for interessen for maden.

”Ramen-shop” er ikke den første film, der blander et områdes gastronomi med et familiedrama. Det er set før, hvor det foregår i Toscana eller i Paris. Jeg må sige, at de billeder derfra vækker bedre duft og appetit i mig.

På vej ud af biografen, lød det: ”Sikke nogle lækre opskrifter. Man skulle have haft papir og blyant med. Det er jo så sundt det asiatiske køkken.” Det er meget muligt, men så sundt som Gudruns recept på Hvidsten Kro, tror jeg ikke, det er. Deroppe ved Mariager Fjord var der en læge, der sammen med krofatteren satte en sund recept sammen, der skulle styrke mennesker, når de blev syge. Den recept indløser jeg gerne. Gudruns recept består af marinerede sild, flæskeæggekage, årstidernes grøntsager, flæskesteg og medister med rødkål, sovs og kartofler, koldt bord med pålæg og ost. Se, det er ordentlig jysk sundhed med lægelig autoritet bag!

Filmen er da sød, og meget for sød, ja nærmest kvalmende sød til sidst. Masato møder en ung kvinde i Singapore, der har en madblog på nettet. Sammen finder de hans familie, og snart kommer der gang i spisepindene og opklaringen af familiedramaet. Ender det godt? Spørg, hvordan en ugebladsnovelle ender? Der er forresten ikke meget humor i den. Jeg sad og savnede brødrene Price! De kan forene lækre madbilleder med humor, så man får noget for kalorierne.