Prøv avisen
Interview

Svend Åge Madsen: Så længe der er noget, der pirrer mig, bliver jeg ved med at skrive

”Mine første bøger var meget eksperimenterende, og det blev lidt mit image, at det var vældigt fint, det jeg skrev, men for svært at læse. Det er ikke et behageligt image at have, for man vil jo gerne have, at ens bøger bliver læst. Så med romanen ’Tugt og utugt i mellem­tiden’ skiftede jeg bevidst spor til det mere læsevenlige, og det spor har jeg fulgt siden. Først prøvede jeg at lære at skrive, så prøvede jeg at skrive, så det kunne læses,” forklarer Svend Åge Madsen. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

I sit vandrette bogtårn i Risskov afprøver den aarhusianske forfatter Svend Åge Madsen hele tiden nye litterære genrer og formater. Gentagelser får ham til at gå i stå. I dag fylder Madsen 80 år. Samtidig udkommer hans roman nummer 30, ”Enden på tragedie”

Svend Åge Madsen er en forfatter, der aldrig har forstyrret sine læsere med eventuelle indre dæmoner eller private kvababbelser. Hans fiktion er skabt på tænkning og fantasi. Realisme er slet ikke ham, og gentagelser får ham simpelthen til at gå helt i stå foran det skriveprogram i computeren, som han frekventerer dagligt. Hans øvrige liv er til gengæld uhyre stationært og præget af faste, daglige rutiner.

Sådan har kontrasterne altid fulgtes ad, og står det til den nu 80-årige forfatter, må det gerne blive ved sådan længe endnu.

”Det er så tilfredsstillende at sætte ord på de tanker, jeg gør mig, derfor har det aldrig strejfet mig at holde op. Jeg har virkelig svært ved at forstå, at mennesker, der har haft et arbejde, de holdt af, bare kan slippe det og gå på pension. Jeg synes, det er mig, der gør det naturlige ved at blive ved,” siger han.

Han tager imod på den høflige måde, hvor overtøjet bliver hængt på bøjle, og kransekagen står klar på spisebordet, hvor også hans to daglige aviser ligger sirligt oven på hinanden. Han har prøvet det mange gange, men hvis han er den mindste smule irriteret over endnu en gang at skulle svare på spørgsmål om sit forfatterskab, lader han sig ikke mærke med det.

Lavmælt og uhyre tilstedeværende fortæller han om et liv og en karriere, der langt hen ad vejen har været hans eget valg og er foregået på hans præmisser. Fra de første noveller, der i begyndelsen af 1960’erne blev sendt ind til forlaget Gyldendal, vidste Svend Åge Madsen, at han skulle være forfatter. Novellerne kom ganske vist retur med bemærkninger om, at de nok var gode, men ikke gode nok. Det virkede imidlertid mere ansporende end afskrækkende.

Hvad der også virkede ansporende, var en amerikansk pige, som den unge matematik-studerende Svend Åge Madsen kort havde mødt, da hun sammen med hans kusine besøgte Aarhus. Judy, som hun hed, skulle rejse rundt i Europa sammen med Madsens kusine, og han bestemte sig til, at han ville rejse til Chicago og tage imod hende, når hun vendte hjem fra Europaturen. Problemet var, at han som studerende ikke rigtigt havde noget at komme med, som kunne imponere pigen. Derfor satte han sig ned og skrev på få uger sin første roman, ”Besøget”. Manuskriptet mødte han personligt op med i Klareboderne i København, hvor det blev afleveret til Gyldendal, inden flyet lettede. Den unge bejler kunne nu kalde sig forfatter.

Det blev ikke til noget med Judy, det gjorde det til gengæld med forfatterskabet. ”Besøget” udkom i 1963, og siden er der stort set hvert år kommet en udgivelse fra Svend Åge Madsens hånd. Romaner, noveller, dramatik, børne- og ungdomsbøger, og dertil kommer flere bøger og forskningsprojekter om forfatterskabet.

Svend Åge Madsen er en institution i det litterære Danmark, hvilket allerede blev slået fast i 1972, da han som blot 33-årig modtog Det Danske Akademis store pris.

Til det stationære hører bopælen. Huset i Risskov, som han, sammen med sin nu afdøde hustru, Lise, lod bygge for 51 år siden. De var dengang nærmest fattige, men takket være Svend Åge Madsens første udgivelser blev han tildelt Statens Kunstfond treårige arbejdslegat. Det lød dengang på tre gange 20.000 kroner, hvilket var nok til at købe grund og bygge hus.

Huset er kun Svend Åge Madsens anden bopæl. Indtil det blev bygget, boede han nemlig i sit fødehjem tæt på Den Gamle By i Aarhus. Forældrene flyttede ud, da en stiftelse overtog huset, men han blev boende på et kvistværelse og delte siden også de otte kvadratmeter med sin Lise. Med til husbyggeriet i Risskov mente Svend Åge Madsen, at der burde høre et bogtårn. Forbilledet var tårnet ved Aarhus Universitet, der rummer Statsbiblioteket, men det var forbudt at bygge højt i Risskov, så ”tårnet” i Svend Åge Madsens baghave ligger ned. Til gengæld er det fyldt med bøger, på den gulv til loft-agtige måde.

Her sidder han i formiddagstimerne med sin bærbare computer og skriver. Engang skrev han altid om natten og slukkede først computeren, når klokken var fem om morgenen. På det tidspunkt var der mest ro i huset, for familien kom også til at tælle to børn. Efterhånden som børnene flyttede ud, gav det mindre mening at sidde der alene om natten, og det kneb også med at få sovet nok. Så bestemte Svend Åge Madsen sig for at vende sit døgn og i stedet gå på skrivearbejde om morgenen.

”Den første morgen var det virkelig underligt. Jeg havde ikke set morgener i 25 år og anede ikke, om der eksisterede ord på den tid af dagen,” fortæller han, mens han skænker kaffen.

Men ordene kom, nøjagtigt som de plejede, i en lind strøm. Og så blev det sådan. En ny rutine var født.

Svend Åge Madsen er kendt for at skrive sine romaner på meget kort tid. Sådan har det også været med den seneste, ”Enden på tragedie”, der udkom i går, og som er skrevet på et halvt års tid.

”Tidligere kunne jeg skrive i en slags udbrud, og så gik det virkelig hurtigt. Det kan jeg ikke mere og har heller ikke lyst til det, for jeg synes, jeg får noget godt ud af at tage mig lidt længere tid. Det går dog stadig ret hurtigt, for jeg arbejder ikke med flere versioner. Jeg har selvfølgelig altid haft en redaktør, men jeg bruger dem egentlig ikke. Når jeg afleverer mit manuskript, så er det færdigt, simpelthen.”

Forfatteren fra Risskov har et stort persongalleri af fiktive karakterer, som han holder styr på i en mappe på sin computer. Han ved ikke helt selv, hvor mange der er, men litteraten Niels Dalsgaard, der har forsket i Madsens forfatterskab, har talt sig frem til, at der er omkring 600. Mange af dem er blevet gråhårede undervejs og har fået både børn og børnebørn, men desto flere er der at tage af for den flittige forfatter.

”Når jeg er i gang med en roman, er karaktererne så tæt på mig, at jeg kan føle, hvad de føler, og tænke, hvad de tænker. De er simpelthen inden i mig hele tiden. Den eneste måde, jeg kan holde lidt fri fra dem, er, når jeg spiller tennis. Når jeg skal slå en bold hårdt ned i modstanderens baghånd, så er det umuligt for mig at tænke på andet. Det er blandt andet en af grundene til, at jeg tror, det er sundt for mig at spille tennis,” siger forfatteren.

I hans ikke-realistiske, skønlitterære univers er personerne 100 procent fiktive. Selvom Svend Åge Madsen lever i en tid, hvor autofiktion er på mode, så ligger det ham meget fjernt at bruge sig selv eller mennesker i hans nærhed i sine bøger.

”Der er ikke nogen i min vennekreds eller familie, der vil kunne genkende sig selv. Jeg synes faktisk, det er modbydeligt og mangel på respekt at udlevere andre mennesker i en roman. Det er for mig det samme som at bagtale sine venner i et offentligt selskab,” siger han.

Hovedpersonen i hans aktuelle roman, den unge aarhusianer Jonatan, der er studerende, men hellere vil være forfatter, har dog, indrømmer han, visse ligheder med ham selv. Men historien er alligvel tvistet så tilpas meget, at intet er genkendeligt.

”Enden på tragedie” er på en måde to bøger i én. Først får vi i romanform historien om evighedsstudenten, der drømmer om at blive forfatter, og så får vi 14 noveller, der skal forestille at være skrevet af Jonatan, og som omtales i romanen. Svend Åge Madsens idé er, at læseren skal bladre frem og finde de pågældende noveller, efterhånden som de bliver omtalt i romandelen.

”Jeg har været optaget af, hvordan vores liv og personlighed påvirkes af vores læsning og de historier, vi spejler os i. Ved at kombinere roman og noveller har jeg fundet en illustrativ metode til at belyse det tema på. Læseren vil opleve, hvordan skrivningen omformer hans liv, og hvordan novellerne griber ind i de beskrevnes tilværelse,” siger Svend Åge Madsen.

Den nye roman er typisk for hans måde at arbejde på, for han har i hele sit forfatterskab bestræbt sig på at gå nye veje, og har, som en slags litteraturens laboratorieforsker, systematisk undersøgt de uendelige muligheder, der ligger i at skrive fiktion.

”Hvis jeg får en fornemmelse af, at det, jeg sidder med, ligner noget, jeg skrev for eksempelvis fem år siden, så går jeg i stå. Det duer ikke med gentagelser, der skal være noget nyt og uprøvet ved projektet, før det skærper min interesse,” siger Svend Åge Madsen.

Sådan var det også, da romanen ”Se dagens lys”, der netop har spillet for fulde huse på Aarhus Teater, blev skrevet i slutningen af 1970’erne. Her leger han med tanken om et samfund, hvor alt er nyt hver eneste dag. Fra partneren i dobbeltsengen til funktionen på arbejdsmarkedet. Med den fortælling prøver han at lokke læserne til at acceptere et samfundssystem, hvor alting skifter meget hurtigt. For så, i samme roman, at trække tæppet væk ved at beskrive, at noget så grundlæggende som kærlighed ikke kan forekomme i et sådan samfund.

”Forhåbentlig får jeg i den bog læserne til at spekulere på, hvor langt de vil gå for at undgå gentagelser,” siger han.

”Se dagens lys” blev skrevet i en periode, hvor han selv følte sig en anelse ”sat” som 40-årig ægtemand med to børn og hus i Risskov.

”Bogen virkede som en overbevisning til mig selv om, at der var noget godt ved at holde fast. På den måde kan man godt sige, at mine bøger i et vist omfang virker som selvterapi, for når jeg skriver, kommer jeg videre med de tanker og udfordringer, jeg som privatperson gør mig,” siger han og tilføjer:

”Så længe, der er noget, der pirrer mig, så længe bliver jeg ved med at skrive.”

Forfatteren er erklæret ikke-troende, og det har ikke ændret sig, efterhånden som livets deadline nærmer sig. Om sin ikke-tro fortæller han gerne en anekdote:

”Jeg var på en flyvetur i Kina med en gruppe forfattere fra PEN, hvor vi måtte nødlande mere end én gang. Efter nogle ret kraftige rystelser kunne jeg se, at folk rundt omkring på flysæderne bøjede hovederne og foldede deres hænder. Jeg havde hørt, at der i et nedstyrtende fly ikke findes ateister, så jeg tænkte: Nu gælder det om at holde fast i min ateisme, for det kan være den, der redder os alle sammen. De andre ved endnu ikke, at det var mig, der reddede dem.”

Svend Åge Madsen i det ”liggende bogtårn”, hvor han har sit eget private bibliotek. Han har et meget fysisk forhold til bøger, og når han skal slå noget efter eller genlæse, skal det helst være i de bestemte bøger, som han tidligere har haft i hænderne. – Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix.

Jeg synes faktisk, det er modbydeligt og mangel på respekt at udlevere andre mennesker i en roman

Svend Åge Madsen, forfatter