”På et tidspunkt fik jeg nok af seminariet. Jeg gik hen til pater Cavalli og sagde til ham: 'Jeg vil ikke være præst alligevel. Jeg vil ud i verden igen.'”
Således begynder romanen om Accio Benassis vilde liv, og den sidste sætning skal vise sig at blive kendetegnende for hans ungdomsår. Uanset hvor han er, vil han videre og væk.
Han vil væk fra præsteseminariet, han vil væk fra hjemmets arne, og han vil væk fra det byggetekniske gymnasium, hvor hans forældre tror og håber, at han vil falde til ro.
Han vil ud i den verden, han ikke forstår sig på, men som han i sit ungdommelige overmod vil erobre med et ansigt, der ligner en slagmark af bumser (som ifølge hans jævnaldrende først forsvinder sammen med uskylden), og man følger ham med tungen ud af halsen i mangfoldige forsøg på at genvinde en eller anden form for orientering i alt det nye, på det politiske såvel som på det personlige plan.
Og så længe rejsen varer, er alt godt. Men så snart den unge Accio slår sig ned, bryder rastløsheden ud, og han lader sig skyde af sted igen og igen som en kugle i en flippermaskine og flirter lige så ihærdigt med alt af hunkøn under en vis alder som med fascisterne, der dog ender med at smide ham ud af deres parti, hvorefter han må begynde forfra med at (gen)opfinde sig selv.
Hvordan får man en plads i en familie, hvor alle de gode stole allerede er besat? Hvordan kommer man af med sin forbandede og kroniske uskyld? Og hvordan laver man politisk revolution i den fagre voksne verden, som man ikke forstår sig på?
Det er nogle af de spørgsmål, som Accio Benassi går og grubler over i ”Fascistkommunisten”, der er en selvstændig fortsættelse af den anmelderroste ”Mussolini-kanalen”.
Antonio Pennacchi skildrer smukt og sørgmuntert, hvordan man som ung kan føle sig fortabt i sit eget liv, hvordan man ikke længere er den samme som før - men endnu ikke er blevet en anden - og hvordan man forsøger at finde et indre eller ydre ståsted, der gerne befinder sig så langt væk fra forældrenes som muligt, politisk såvel som geografisk og personligt.
Antonio Pennacchi har givet sin unge jeg-fortæller en charmerende og sludrevorn stemme.
Det går over stok og sten, og siderne truer med at koge over af rablende og ungdommelig energi. Hvis man er en af dem, der ikke magter mange ord og sværger til minimalistisk prosa, skal man holde fingrene fra ”Fascistkommunisten”.
Men alle andre kan roligt kaste sig over denne suveræne ”coming-of-age”-fortælling, hvor Italiens politiske historie bliver set og formidlet gennem Accio Benassis skæve optik, og hvor det personlige blander sig med det faktiske og den lille historie med den store.
Det er blændende godt gjort, og man kan ikke lade være med at misunde dem, der endnu har Antonio Pennacchi til gode.