Da de nazistiske mordere indleder masseudryddelserne af jøder i Østeuropa under Anden Verdenskrig, sender et jødisk par deres søn Joska langt ud på landet, hvor han gemmes hos sin tante. Drengen trives ikke i eksilet, hvor far og mor er deporteret til det unævnelige. Han sender en lille legetøjsbåd ned ad floden med et sejl af papir, hvorpå der står: Kom og hent mig.
Det er stort set det sidste håb, der er i den tjekkiske instruktør Václav Marhouls filmatisering af den polsk-amerikanske forfatter Jerzy Kosinskis roman fra 1965 ”The Painted Bird”, der udkom i dansk oversættelse året efter med titlen ”Den bemalede fugl”. For Joska bliver i stedet indhentet af en grum skæbne. Hans tante dør pludselig, og den lille dreng tvinges til at klare sig på egen hånd i et ingenmandsland mellem fronterne, hvor potentielle fjender og farer lurer overalt.
Chokket over tabet af det sidste anknytningspunkt i tilværelsen har gjort Joska stum. Han kommunikerer fremover kun med sit blik, og det, han ser, bør intet barn se. I de følgende to år, hvor Joska flakker nomadisk rundt, bor han kun i sit navn. Og det holder han for sig selv. Han er blevet til ingen og til ingens og dermed alles, et billede på den torterede menneskelighed i en verden af krig, perversion og vold. Filmen forvandler sig gradvist til en nærmest surreel allegori over den tabte uskyld.
Således er filmens – og bag den romanens – titel ”The Painted Bird” i sig selv en overgribende metafor for naturens iboende grusomhed, hvor alt fremmed og anderledes udseende udstødes og slås ihjel.
Drengen tilbringer en tid under sin flugt hos en fuglefanger, der anskueliggør tesen. Han maler en spurvefugls vinger og sætter den fri i himlen, hvor den søger sin flok. En sort sol slynger sig som en slange over himlen, og ud af de mange fuglesving dumper den bemalede fugl til jorden, hakket til døde.
Samme skæbne synes at vente den stumme dreng i krigens og myrderiernes skygge. ”The Painted Bird” er bygget op i kapitler eller episoder, der går fra ondt til værre. Drengen hutler sig igennem den store natur og den lille simple menneskehed. Mellem de tyske og sovjetrussiske hære lever en tilsyneladende primitiv lokalbefolkning på et nærmest ur-lignende stadium. Drengen prisgives mennesker præget af overtro, stupiditet og ustyrlige drifter. Drengen konfronteres med og er vidne til, hvad den franske forfatter Emile Zola kaldte for ”la bete humaine”, menneskedyret. I en nedadgående kurve ødelægges drengen fysisk og psykisk af heksekunster, stump vold, sodomi og seksuelle overgreb fra både mænd og kvinder og ydmyges på det grusomste. Hele viften af perversioner foldes ud i obskøne, nærmest groteske middelalderlige syner.
Det sætter drengens lidelser i relief, at de eneste, der udviser en form for nåde og anstændighed, er officerer for henholdsvis de nazistiske og stalinistiske hære! Så langt ude er fortællingen om Joskas møde med voksenverdenen. For denne signatur er der noget spekulativt over dette narrativ. Som beskuer griber man sig i – i stedet for at blive grebet – at regne ud, hvilken perversion Joska nu skal udsættes for, når den næsten tre timer lange film klipper til et nyt kapitel.
Måske ligger en del af forklaringen i forlægget. Jerzy Kosinskis roman vakte opsigt, da den udkom, ikke mindst fordi forfatteren hævdede, at den var delvis selvbiografisk. Senere reviderede han angiveligt denne opfattelse, ligesom andre, der har beskæftiget sig med Jerry Kosinskis selviscenesættelse, har sået tvivl om autenticiteten af hans virke og endog beskyldt ham for plagiat. Nogle af romanens grænseoverskridende handlingsmønstre synes at have smittet af på Vaclav Marhouls filmiske realisering.
Men ”The Painted Bird” skal prises for billedsiden. Filmen er optaget i klassisk 35 millimeter celluloid. Resultatet er frapperende mættede sort-hvide billeder, som fotografen Vlademir Smutny og klipperen Ludek Hudec udnytter ganske utrolig effektfuldt. Æstetisk minder ”The Painted Bird” om eksempelvis den ungarske instruktør Béla Tarrs sort-hvide film. Og både tematisk og æstetisk trækker ”The Painted Bird” veksler på den russiske mesterinstruktør Andrej Tarkovskijs sort-hvide debutfilm ”Ivans barndom” fra 1962. Også den handlede om en drengs møde med krigens grusomhed og alt for tidlige modning, men med en langt dybere humanisme end tilfældet er i ”The Painted Bird”.
Filmen skal også roses for at være optaget kronologisk og i realtid over to år, så drengen Joska – spillet med stum intensitet af Petr Kotlár – vokser og ændrer sig fysisk, alt som han møder mørket under Anden Verdenskrigs sidste krampetrækninger. Og bliver en anden end den, han burde være. Filmen rummer tillige fine enkeltpræstationer af blandt andre Stellan Skarsgård, Harvey Keitel og Barry Peppers, der i øjeblikke hæver filmen op over det misogyne og misantropiske. ”The Painted Bird” stabler så megen ondskab op, at også slutningen – som ikke skal røbes for dem, der virkelig ønsker at se denne film – kommer som en form for forløsning og udfrielse. Joska synes at vedkende sig sin slægt og sit navn. Han skriver sit navn på en dugget rude, hvor det trækker sine tårespor.