Så meget nærvær på så få sider

Karl Ove Knausgårds nye bog på dansk handler om Norges største maler, Edvard Munch, men selvfølgelig også om Knausgård selv. Og om, hvad kunst i virkeligheden er

Karl Ove Knausgårds bog om Edvard Munch er skrevet i forbindelse med en udstilling, som den norske forfatter tidligere arrangerede i Oslo på Munchmuseet. Men bogen er ikke en traditionel katalogtekst og minder i visse passager om Knausgårds bøger ”Om sommeren”, ”Om efteråret”, ”Om vinteren” og ”Om foråret”, der udkom lige inden Munch-bogen. –
Karl Ove Knausgårds bog om Edvard Munch er skrevet i forbindelse med en udstilling, som den norske forfatter tidligere arrangerede i Oslo på Munchmuseet. Men bogen er ikke en traditionel katalogtekst og minder i visse passager om Knausgårds bøger ”Om sommeren”, ”Om efteråret”, ”Om vinteren” og ”Om foråret”, der udkom lige inden Munch-bogen. – . Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix.

For tre år siden blev den norske forfatter Karl Ove Knausgård spurgt, om han ville arrangere en udstilling med landsmanden Edvard Munchs værker i Oslo. Knausgård så Munchs malerier første gang som teenager på en tur med gymnasieklassen til Nasjonalgalleriet og blev næsten slået omkuld af deres intensitet. Senere læste han kunsthistorie og har ofte illustreret sine egne bøger med malerier af nulevende kunstnere.

Men ellers er han hverken Munch- eller kunstekspert, så han gik til opgaven med at arrangere udstillingen som lægmand, men jo samtidig med en kolossal viden om og erfaring med det at se verden og male indre landskaber frem. Blot arbejder Knausgård med bogstaver på papir, mens Munch (1863-1944) arbejdede med pensel på lærred. Men ellers ligner deres metoder hinanden nok til, at en Knausgård-bog om Munch er en must-read for både Munch-interesserede og for Knausgård-læsere.

”Så megen længsel på så lille en flade” er ikke en traditionel kunsthistorie og heller ikke en almindelig Knausgård-bog, men den hører naturligt hjemme i nordmandens forfatterskab. Ja, måske er det mere en bog om ham, eller om kunst generelt, end ”kun” om Munch.

Om Munch lærer vi imidlertid en masse på siderne. Han var kendt for at male indesluttede mennesker, der lukker verden ude, men Knausgård finder i sin søgen efter billeder til udstillingen ud af, at der også er en anden Munch. Ham, der ikke maler angst og mørke, men sol og ro, harmoniske skikkelser i naturen, der bader, høster, pløjer eller er optagede af andre hverdagssysler i det åbne. Og træer, træer overalt.

Knausgård læser i Munch-biografier om, hvor socialt akavet den store maler var, og hvor dårligt han havde det i selskab med blot få andre ad gangen. Men det betyder jo ikke, at han var uinteresseret i verden og menneskene omkring sig. Knausgård skriver:

”Et særtræk ved Munch og hans karakter som maler [er], hvor åben han var over for andre mennesker, ikke nødvendigvis for deres indre, men for deres udstråling.”

Knausgård sammenligner Munch med en anden samtidig norsk kunstner, Knut Hamsun. Begge forandrede de måden, man skrev og malede på dengang i slutningen af 1800-tallet. De afstod fra at fremmane sociale rum, som personerne på lærredet eller i romanen bevægede sig i, men begyndte at male og skrive med et radikalt perspektiv: individets. ”Sult” (1890) er derfor ikke en roman om samfundsklasser i Oslo, hvor romankarakterer bevæger sig ind og ud af sociale rum og stiger op eller rutsjer ned ad en samfundsmæssig rangstige, men en roman set og oplevet fra en radikal, personlig vinkel. Og det var nyt dengang. Ligeså med Munch:

”Det som er slående med Munch, og som gør ham speciel, er at han maler højtidelige motiver, som ’Skrig’ og ’Fortvivlelse’ og ’Melankoli’, på en vild måde.”

De to norske kunstnere sprængte formen og skabte en ny stil, som andre efter dem blev tvunget til at forholde sig til og videreføre. Ud med realisme og sandsynlighed, ind med radikalt nærvær og intensitet. Samme figur ser Knausgård andre steder i kulturhistorien og udvider sin Munch-karakteristik til Rusland:

”Tolstoj var en større forfatter... men Dostojevskij nåede nogle steder længere, ind til det som kun intensiteten kunne åbne: nåden, selvudslettelsen, gudsmysteriet. At hændelserne i hans romaner ikke er troværdige i deres melodrama bliver overstrålet af denne kraft.”

Og han kigger mod Danmark og sammenligner Munch med Søren Kierkegaard, for så vidt som han mener, man kan inddele Munchs værk efter de tre kierkegaard’ske stadier, det æstetiske, det etiske og det religiøse, uden at han dog forfølger tanken, hvilket er karakteristisk for bogen: Tanker sættes i søen, men fangsten må læseren nogle gange selv hive i land.

”Så megen længsel på så lille en flade” består af tre dele og er sammensat af mange forskellige elementer. Arbejdet med at finde billeder til udstillingen i Oslo afbrydes af erindringer fra ungdommen, af beskrivelser af det knausgård’ske hjemmeliv ved Ystad, som vi kender det fra de fire ”årstidsbøger”, der udkom lige inden Munch-bogen, og af en række interviews, som Knausgård foretager med andre kunstnere (blandt andre instuktøren Joachim Trier) og eksperter (blandt andre Stian Grøgaard, forfatter til ”Edvard Munch – et utsatt liv” (”den absolut bedste bog om Munch jeg har læst”)).

Det vil være synd at sige, at interviewene med disse personer er særlig integrerede i bogens forløb. Snarere kastes de ind i ”handlingen”, der heller ikke slutter med nogen afklarende pointe eller afrunding (for eksempel, at udstillingen på Munchmuseet åbner, og hvordan bliver den så modtaget?).

Men er den nu god eller dårlig, denne henkastede metode? Spørgsmålet er forkert stillet, for en bog, der handler så meget om form, som denne gør, og om Munch, der var en skødesløs maler, må i sin natur næsten selv være henkastet.

Om Munch skriver Knausgård:

”En skødesløs maler, ofte uinteresset i at male billederne færdige.”

Er det ikke også Knausgård selv, det handler om? Eller Bob Dylan, der ikke nævnes i denne bog, hvor siderne ellers er fyldt med kunstnernavne. Ingen anden nulevende forfatter efterlader som Dylan samme enorme værk, som Munch gjorde, leveret på samme henkastede, skødesløse måde, i utallige versioner, så langt fra et idylliserende, harmoniserende kunstsyn, man kan komme, men sydende af intensitet og radikal individualisme i jagten på at male de indre landskaber frem og tage imod verden og skabe den på ny.

Det er her, vi er med Knausgård: sammen med Munch, Hamsun, Dylan og Dostojevskij, og det er dét, denne bog egentlig handler om: følelsen af nærvær. Med andre mennesker og i kunsten. At skabe kunst er ikke at vide en masse på forhånd, som man så vil ”lægge over”, eller, som med maling i en tube, ”udtrykke” på lærredet. At skabe kunst er heller ikke at erindre en masse fra sin barndom, som man nu vil skrive om og dele med verden, eller at beskrive tilværelsen med kone og fire børn på et nedlagt landbrug uden for Glemmingebro ved Ystad, mens man arbejder på en bog om Munch, så troværdigt som muligt.

Nej, kunst sker, når der opstår så lille en afstand mellem tanke, følelse og sprog som muligt, og man blivet ét med instrumentet eller penslen eller pennen. Knausgård skriver:

”Grundlæggende for al skabelse er at det ikke handler om overførsel, af noget man besidder og vil udtrykke, men om at det udtrykte opstår som noget i sig selv. Kun da bliver det levende.”

Og levende, det er denne bog.