Prøv avisen
Essay-anmeldelse

Så meget skifter tiderne heller ikke hos Bob Dylan

Bob Dylan, der er født i 1941, har ofte skiftet stil, men indholdet i mange af hans sange er forbløffende ensartet. Her ses han... – Foto: Polfoto

Bob Dylan har et tredobbelt album på vej og står snart på scenen i Operaen i København. Nobelprismodtageren er berømt for at skifte stil og være gådefuld, men faktisk er det kontinuitet, og ikke konstante brud, der kendetegner Dylans karriere og livssyn, hævder forfatteren til ny Dylan-bog

I betragtning af, at Bob Dylan er en af de mest sky nulevende kunstnere, er det utroligt, hvor heftig aktivitet der omgærder den lille amerikaner.

Selv bidrager han til nyhedsstrømmen med et enestående udgivelses- og koncertprogram med cirka 100 optrædener og et nyt album om året. Snart står han på scenen i Operaen i København to aftener i træk og sidst i denne måned udsender han ”Triplicate”, den første tre-dobbelte plade nogensinde fra Dylans hånd.

Følger man lidt med i Dylan-stoffet i magasiner og på nettet, ser man hurtigt, at der hver eneste dag, året rundt og på talrige sprog, publiceres nye artikler om manden fra Minnesota.

Forleden kunne magasinet Esquire for eksempel fortælle, at Dylan har en personlig bowlingkugle med skuespilleren John Waynes kontrafej liggende hjemme hos musikeren Jack White, hvis han tilfældigt kommer forbi vennens bopæl i New Orleans og har lyst til keglespil.

I den mere seriøse ende af Dylan-formidlingen er der imidlertid også heftig aktivitet.

Ingen anden musiker eller Nobelpristager skrives der så mange bøger om som Dylan. Den nyeste i rækken er netop udkommet på Oxford University Press med titlen ”Light Come Shining”.

Titlen er et citat fra sangen ”I Shall be Released” – Dylan-forfattere er ofte ferme til at forme deres titler i Dylans billede; tidligere er eksempelvis udkommet ”Tangled Up in the Bible” og ”Who is that Man?”, der henviser til klassikerne ”Tangled Up in Blue” og ”Ballad of a Thin Man”.

Forfatteren til den nye bog, Andrew McCarron, gennemgår sangen ”I Shall be Released” (1967) sammen med to andre udvalgte fra Dylans enorme katalog, nemlig ”In the Garden” (1979) og ”Where Teardrops Fall” (1989). Disse tre Dylan-sange fra tre årtier er for McCarron at se uomgængelige, hvis man vil forstå det univers, som Dylan bevæger sig i, og komme hans livssyn nærmere.

For McCarron, der er digter og universitetslærer i New York, er Dylans karriere kendetegnet ved både brud og kontinuitet. Dylan har ofte skiftet stil, men indholdet har altid været det samme. Hvad bruddene angår, skriver McCarron blandt andet om det berømte skifte fra akustisk til elektrisk musik i 1965, der gav Dylan øgenavnet Judas, fordi hans folkemusikfans mente, at han forrådte dem og den politiske sag ved at sætte strøm til guitaren. Dylan har i øvrigt ofte gjort sine fans rasende på det personlige plan i stort og småt. Hans støtte til højrerepublikaneren Barry Goldwater, hans forståelse for Lee Harvey Oswald og hans besøg på Tempelpladsen i Jerusalem har op gennem årtierne forbløffet og frastødt selv hardcore fans.

Men der er mange andre musikalske skift i karrieren end dét på Newport festivalen fra akustisk til elektrisk. Efter den hæsblæsende rocksucces i midt-tresserne med ”Highway 61 Revisited”, ”Bringing it all Back Home” og ”Blonde on Blonde” trak Dylan sig tilbage og begyndte at indspille countrymusik.

Senere indoptog han en anden ærkeamerikansk genre, gospelmusikken, og i 1990’erne vendte han tilbage til den tidlige folkemusik med plader som ”Good as I Been to You”, som en anden Dylan-forfatter, Sean Wilentz fra Princeton Universitet, opfatter som et hovedværk i Dylan-produktionen. I 2001 gjorde Dylan et nyt skifte med albummet ”Love and Theft”, der indeholder stort set alle kendte amerikanske musikformer, og i nyere tid har han kastet sin fulde opmærksomhed på det enorme katalog af amerikanske standarder og genindspillet en række klassikere, som han iøvrigt også gjorde på sin juleplade fra 2009.

Flere andre musikbrud og -skift kunne nævnes – ja, hip hop og rap er vel nærmest de eneste amerikanske musikgenrer, som Dylan ikke har haft fingrene i – men pointen for McCarron er, at de musikalske stilskift altid har været der. Skiftene er konstanter. Bruddene er kontinuitet. Og, tilføjer han: Dylan er ikke den første figur i amerikansk kultur, der har genopfundet sig selv. Hos forfattere som Mark Twain, Herman Melville og F. Scott Fitzgerald finder man en lignende forestilling om, at man i Amerika kan begynde på en frisk og kaste fortiden og sit udgangspunkt fra sig for at nå nye højder. I den forstand er Dylan så amerikansk en kunstner, som man kan forestille sig.

Men der er også kontinuitet på et andet plan i Dylans produktion. Hans livssyn har altid været præget af det apokalyptiske, af forestillingen om, at vi lever i de sidste tider. Derfor gælder det for det enkelte menneske om at finde ud af, hvad hendes eller hans opgave her i livet er.

”Destiny”, skæbne, er et ord, der går igen i sange og interview med Dylan. Den ligeledes bibelske forestilling om eksil og hjemkomst er også en konstant i Dylans livssyn.

McCarron skriver, at Dylan altid har levet med to bøger tæt på sig: Bibelen og den store amerikanske sangbog. Bibelcitater gennemsyrer hans tekster, og forestillingen om, at verden er af led – ”World Gone Wrong” og ”Time Out of Mind” er to karakteristiske albumtitler – har altid været der. Dylan skelner ikke særligt mellem epoker, skriver McCarron. Om han er i det gamle Rom, under Borgerkrigen i USA eller modtager af Nobelprisen i 2016 – ja, det er ikke adskilte tider for Dylan.

Derfor mener McCarron da også, at opfattelsen af, at Dylan havde en ”kristen periode” fra 1978-1981, er forkert. En så firkantet opdeling af tilværelsen ligger Dylan uendeligt fjernt. I et af flere interview om sin tro, der er lavet efter denne periode, siger Dylan da også:

”Jeg tror ikke, jeg nogensinde har været agnostiker. Jeg har altid troet, at der er en suveræn magt, at denne verden ikke er den ægte, og at der venter en ny verden. At ingen sjæl er død, at alle sjæle er levende, enten i frelse eller i flammer. Og at der sandsynligvis er en stor midtergrund mellem disse yderpunkter.”

Bogen ”Light Come Shining” med undertitlen ”The Transformations of Bob Dylan” er en del af en serie fra Oxford University Press, der handler om store kunstneres indre liv. Tidligere er der udkommet bøger om sangskriveren John Lennon og forfatteren Truman Capote. En interessant idé, som et dansk forlag da gerne måtte tage op. Indre landskaber og forestillinger er ofte mere interessante og inspirerende end ydre liv og faktuelle oplysninger. For hvad driver egentlig et menneske? Det svarer denne nye bog om Bob Dylan på.

Andre læser lige nu