Martin Lyngbos Stumfilmsvinkel passer fortrinligt til ”Barberen i Sevilla”

Tempofyldt og letflydende opførelse af ”Barberen i Sevilla”

Martin Lyngbos Stumfilmsvinkel passer fortrinligt til ”Barberen i Sevilla”
Foto: Thomas Lekfeldt/ Ritzau Scanpix.

Mange nye operafortolkninger er så spækket med indfald, at de kommer til at stritte i flere forskellige retninger. I Det Kongelige Teaters nye udgave af Rossini-klassikeren ”Barberen i Sevilla” fra 1816 holder man sig imidlertid hele vejen igennem til et og samme koncept. Den Reumert-vindende skuespilinstruktør Martin Lyngbo, der med denne opsætning debuterer i operagenren, har fået den idé at henlægge handlingen til stumfilmens glansperiode i begyndelsen af 1900-tallet.

Det er der kommet en skæg og seværdig forestilling ud af, og lige fra den sprudlende ouverture, spillet af Det Kongelige Kapel under ledelse af Michael Hofstetter, fornemmer man, at stumfilmsvinklen passer fortrinligt til Rossinis letflydende stil – også som et resultat af Rikke Juellunds klare, dukkehusinspirerede scenografi.

Blandt Lyngbos talrige nyskabelser er at lave en dobbeltfigur ud af titelrollen, barberen. Vi ser nemlig ikke alene den livfulde altmuligmand Figaro, som vi kender ham fra mange tidligere versioner, men også en såkaldt figurant – en stum scenefigur, der kan lede tanken hen på Charles Chaplin, især hans jødiske barber i storfilmen ”Diktatoren” fra 1940. Stakkels Bo Thomas, der optrådte som barberens dobbeltgænger, måtte i løbet af de godt to timers spilletid tage imod mange stumfilmstæsk.

Man havde indforskrevet et internationalt hold af sangere. Den sydafrikanske baryton Luthando Qave fylder med sin vitalitet og myndige stemme titelrollen godt ud, og som grev Almaviva, der for at erobre den skønne Rosina på kærlighedens præmisser udgiver sig for at være en anden, kan man opleve den italienske tenor Matteo Macchioni. Han er en spirrevip på scenen og kan virke lettere komisk i tilbederens rolle, men hans vokale præstation blev bedre og bedre, efterhånden som premiereforestillingen skred frem. Stærkest indtryk gjorde den unge georgisk-armenske sopran Anna Kasyan, ikke alene i kraft af sin sødmefyldte udstråling, men i endnu højere grad takket være sin vokale pragt, der især henrykkede i det dybe leje.

Danske Simon Duus viste atter sit sceniske talent i rollen som musiklæreren Basilio med den berømte ”bagtalelsesarie”, og det er ment som en utilsløret kompliment, når jeg tilføjer, at der er gået en stor stumfilmstjerne tabt i Duus – dog ikke ganske tabt, for hans ageren i barberstolen kunne lede tanken hen på John Cleese i sine velmagtsdage. Endelig viste den portugisiske baryton José Fardilha sig at være ideelt castet i partiet som Doktor Bartolo, den skønne Rosinas formynder, som godt kunne have tænkt sig selv at ægte hende – også for at score hendes ikke ubetydelige medgift – men i sidste instans må kapitulere over Figaros listige intriger og den lille greves vedholdenhed og fine titel.

Stumfilm og italiensk bel canto-stil gik i mange passager op i en højere enhed, og der blev på intet tidspunkt fedtet med effekterne i den velfungerende scenografi. Premieren i lørdags var forestilling nummer 716 på vores nationalscene, og det fortæller mere end mange ord, hvor sejlivet den 202 år gamle ”barber” er. Rossinis letbenede værk er en af de mest ideelle ”begynderoperaer” for dem, der har fået appetit på genren – og denne forestilling har tilmed det plus, at de gængse ”overtekster” ikke er at læse øverst i sceneåbningen med muligt hold i nakken til følge, men fikst er anbragt på facaderne i Sevilla – eller hvad denne hyggelige dukkehusby nu skal forestille.

Der er tarige forestillinger helt frem til den 8. juni, og de skal nok blive velbesøgt.