Prøv avisen
Bog

Så som så med Ruslands gode hensigter

5 stjerner
Bog om Rusland understreger blandt andet Ruslands succes i krigen i Syrien, hvor Putin fik reddet det russisk-venlige Assad-styre, fik baser, afprøvede sit militær og kunne afvise Vestens liberale og demokratiske normer. Foto: Alexey Druzhinin/arkiv/Ritzau Scanpix

Danske forskere fremlægger i ny bog en række oplysende analyser af Ruslands konflikter med andre lande

Den seneste tid har Ruslands udenrigspolitik og mulige trussel mod Vesten været diskuteret livligt, også her i avisen, og flere af debattørerne er kendte fra den kirkelige debat. På den baggrund er det oplysende at få denne samling artikler af førende danske forskere på området.

Bogens første tredjedel handler om tre forskellige teorier til at forklare Ruslands adfærd. Den første er den såkaldte nykrigsteori. Gammeldags krig mellem stater som i Første og Anden Verdenskrig er for ødelæggende. Men der er nu andre muligheder for krigsglade lande.

I takt med globaliseringen er stater spundet ind i et net af alliancer og internationale konventioner, så nationalstaten er stækket oppefra. Og nedefra er især svage stater blevet svækket af kriminelle grupper og paramilitære militser. Globaliseringen med sociale medier, nemme pengeoverførsler og billige rejser gør det muligt for lokale konflikter at tiltrække sig opmærksomhed, ressourcer og frivillige soldater i lang tid. Parterne er tit etniske eller religiøse grupper, der ikke kæmper for at vinde magten over en nation, men for at forsvare deres identitet, og blandt motiverne til at kæmpe er ofte økonomisk vinding gennem plyndring, afpresning, smugleri og handel med ulovlige varer som narkotika og mennesker. Krigen er altså en levevej i stedet for en kamp om en nation, og derfor kan krigene fortsætte med vekslende intensitet i årevis.

Den anden teori er teorien om strategisk kultur: Hvilke opfattelser og hvilken adfærd danner statens identitet og forhold til andre og bestemmer, hvilke mål og midler den bruger for at bevare sin sikkerhed og fastholde sin position?

Den russiske strategiske kultur har ifølge bogen tre hovedpunkter: Rusland bør igen være en stormagt, og landet vil respekteres som en stormagt. Det andet er den såkaldte eurasianisme, som er en romantisk forestilling om, at Rusland forener kultur, sprog og kristen religion til noget særligt, som er forskelligt fra Vestens demokrati, globalisering, frie markeder, moralske opløsning og moderne vantro. Det er dette træk, som Marie Krarup og Iben Thranholm holder af, når de forsvarer Rusland i dag. Rusland opfatter sig som den førende og kulturbærende eurasiske magt, og derfor er det naturligt, at Rusland dominerer andre nationaliteter omkring sig, for eksempel Ukraine. Da Ukraine dog hellere ville knyttes til EU og Nato, erobrede Rusland en del af landet.

Det tredje og sidste hovedpunkt er begrebet ”suverænt demokrati”. Med det begreb vil russiske ideologer sige, at samfundet er en organisme, der skal forstås religiøst og kulturelt holistisk, så der kan være en stærk central statsmagt, så borgerne kan blive fri for ævl og kævl. Nogle vil sige, at fascistiske træk dominerer over de demokratiske.

Sammenfattende kan man sige, at Ruslands strategiske kultur legitimerer, at Rusland optræder aggressivt over for USA og Vesten, at Rusland dominerer sine naboer, og at områdets styreform er skindemokratier med ringe respekt for menneskerettigheder.

Den sidste teori handler om såkaldt hybrid krigsførsel. Hybrid krigsførsel blev aktuelt ved Ruslands annektering af den ukrainske Krim-halvø og destabilisering af det østlige Ukraine i 2014. Hybrid krig foregår i en gråzone mellem fred og åbenlys krig mellem nationer. Ved erobringen af Krim sendte Rusland soldater uden nationalitetsmærker på uniformerne (”små grønne mænd”) ind i landet og fortalte i begyndelsen den løgn, at Rusland intet kendte til dem. Der var ikke egentlige kampe, men de overtog vigtige bygninger og nøglepositioner. Samtidig pressede Rusland Ukraine med gasforsyningen, og imens kørte de sociale medier løs med, hvordan russisktalende soldater hjalp gamle damer og andre på Krim, der hellere ville være russere end ukrainere, og så videre.

Hvor stærkt er så Rusland? Styret har god støtte i befolkningen, opstande er nedkæmpet, militæret har frie hænder, fordi der ikke er en kritisk presse eller opposition. Men landets svage økonomi begrænser de militære muligheder. Militæret koster nu det maksimalt mulige, hvis russernes forventninger til velstandsstigninger ikke må skuffes, og det sætter snævre rammer for brugen af de militære instrumenter de næste 15 år. Ret beroligende trods alt.

Bogen er skrevet i et til tider ret teknisk sprog – den slags elsker personer med forbindelse til forsvaret – men den er normalt let læst. Indimellem kan synspunkterne dog blive en dans på æg. For eksempel i sammenligningen af Ruslands og Natos styrker i Østersøområdet – et ret interessant aspekt for Danmark. Konklusionerne på fem forskellige tilgange er alt fra betydelig russisk overlegenhed til, at Nato er 12 gange stærkere. Så blev vi så kloge.

Rusland inviterer gerne sig selv ind i nabolandene under påskud af at skulle bevare freden eller beskytte russiske befolkningsgrupper. Men russerne er også forsigtige på den måde, at de ikke vil blive hængende i en lang krigs dynd. Derfor prøver de at få ordnet forholdene med lokal hjælp. Og selvom hybrid krigsførsel lykkedes på Krim, er strategien ikke gratis: ”De hybride magtinstrumenter anvendt i et hybridt krigsførelsesmiljø synes at have vist deres effektivitet. Det er tydeligt i forhold til invasionen af Krim, som fra et russisk synspunkt må betegnes som en foreløbig succes. I manges øjne har det imidlertid udstillet Rusland som en rå magtspiller med villighed til at lade hånt om internationale regler og aftaler for at opnå sit mål om at genvinde status som stormagt med global indflydelse.”

Derimod har krigen i Syrien været en indiskutabel russisk succes. Rusland fik reddet det russisk-venlige Assad-styre, Rusland fik baser, afprøvede sit militær og kunne afvise Vestens liberale og demokratiske normer. Endelig undgik Syrien at ende i kaos, og Rusland viste, at landet vil og kan optræde som supermagt i konkurrence med USA. Derimod kan man godt diskutere, om Ruslands støtte til Assad-styret har været en succes for syrerne.

De to sidste kapitler om Østersøregionen og Arktis har særlig interesse for Danmark. I Arktis har russerne opført sig fredeligt og respekteret status quo. Men det er et spørgsmål, om det vil fortsætte sådan. Rusland har både store råstofinteresser og strategiske interesserer i områderne. I takt med klimaændringerne bliver det nemmere at sejle i de kolde farvande, og det kan bringe vestlige fartøjer, for eksempel u-både, med atomvåben tættere på Rusland. Der er grund til, at rigsfællesskabet holder sammen og holder øje.

De baltiske landes situation som direkte naboer til Rusland er ikke nem, men heller ikke risikabel ifølge bogen. Landenes politiske systemer er stabile, så hybrid krig har færre muligheder, og de er ikke attraktive områder for Rusland. Men de må være forberedte på russiske forsøg på indflydelse og destabilisering gennem økonomisk indflydelse, støtte til kriminelle netværk og manipulerende brug af sociale medier og massemedier.

Efter de baltiske lande blev medlem af Nato, er Danmarks sikkerhed derimod øget. Vi er ikke længere en frontlinjestat mod øst. Nu er vores opgave i en eventuel konflikt at være støttende bagland for vore baltiske allierede. Det er en af de mere fortrøstningsfulde konklusioner i denne interessante og skarpsindige artikelsamling. Men ellers må konklusionen være, at det kræver stor optimisme at fastholde det indtryk af Ruslands gode hensigter, som vi indimellem møder i den danske debat.