Det har ikke skortet på opfordringer til at melde sig som organdonor de seneste år. Sundhedsstyrelsen har ført kampagner, som har tilskyndet os til at tage stilling til organdonation, så det ikke er overladt til vores pårørende at finde ud af det, når ulykken først er indtruffet, og vi ligger hjernedøde i respiratoren. Jeg har også diskuteret det med min kone, men vi har haft svært ved at komme til en afgørelse.
Min fornuft og min moral siger mig, at jeg bør melde mig som organdonor og overlade mit hjerte til en anden, når jeg er død. Jeg bør hjælpe et andet menneske i nød. Hvad skulle der gå af mig, hvis jeg gav mit hjerte væk, når jeg engang ikke selv er i stand til at bruge det? Og hvis jeg vender det hele om, bliver det endnu tydeligere. Ville jeg ikke modtage et andet menneskes hjerte, hvis jeg var ved at dø? Ville alle forbehold ikke fare, hvis jeg først stod med kniven for struben, og det var et enten-eller? Jeg ville nok tage chancen for at vågne endnu en dag og se mine elskede i øjnene – og mærke mit – eller hvis det nu er – hjerte slå.
Alligevel stritter mine følelser voldsomt imod tanken. Det har at noget at gøre med min selvopfattelse. Det har noget at gøre med min forståelse af, hvad et menneske er.
Min identitet er lejret i min krop. Jeg kan være træt af min krop, fordi den bliver syg, fordi den bliver træt, fordi den ser forkert ud, fordi jeg bliver for tyk, fordi den bliver gammel og affældig. Men min krop er stadigvæk mig, og jeg er den. Jeg hverken kan eller vil skille mig selv ad i to, i legeme og sjæl.
Jeg ser på min krop og ser samtidig på min livshistorie. Min navle har ar efter navlebrok, som jeg blev opereret for, da jeg var spæd. På mit lår er der et ar efter en dyb flænge, jeg måtte sys for engang i min barndom. Jeg ville slå min storebror med et stykke glas og endte med at skære mig selv. På min højre langfinger har blommen et ar efter en flaske, jeg skulle åbne, da jeg var teenager; et ar, der også altid minder mig om en af mine første erotiske oplevelser. Mit ansigt er asymmetrisk efter en operation for en cyste. Mine tænder er skæve på en bestemt måde. Min tunge finder altid en dyb kindtand i nederste venstre side. Min ansigtshud er ødelagt af solen og tåler ikke længere meget direkte sollys. Mine to skønhedspletter på brystet har jeg aldrig kunnet lide, men efterhånden har jeg lært at leve med dem, selvom de minder mig om dengang, jeg for alvor blev bevidst om min krop. Min bror gjorde opmærksom på dem og drillede mig med dem. Jeg fik et fremmed og kritisk blik på min krop.
Sådan bærer kroppen på min historie. Og så bærer den på min kunnen. Min krop kan gå, cykle og svømme. Når jeg løber, behøver jeg ikke tænke over at sætte den ene fod foran den anden. Jeg gør det bare. Eller min krop gør det bare. Alle mine ar gør det tydeligt, at jeg er et enestående væsen. Godt nok deler jeg mindst 99,5 procent gener med alle andre mennesker. Men de sidste promiller og min personlige historie gør forskellen. Jeg er mig. Jeg føler mig som ét udeleligt væsen.
Når jeg tænker, så sker det fysisk. Det foregår inden i mig. I min hjerne. Jeg har en fornemmelse af min udstrækning og min grænse. Jeg går herfra og dertil, fysisk og mentalt. Det har jeg det godt med, med den begrænsning. Jeg kan lide at begrænse mig. Jeg bliver muligvis mindre af det, men min selvfølelse og mit nærvær bliver større. Uendeligheden er ikke noget for mig. Begrænsningen er min mulighed. Den gør, at jeg kan udfolde mig.
Jeg ser godt, at selve det at tale om min krop og mig er skizofrent og peger på, at der alligevel skulle være to dele: min krop og min sjæl, min bevidsthed, min tanke, min ånd, eller hvad man nu kan kalde den metafysiske del af mig. For så vidt kunne jeg godt dele ud af min krops organer.
Jeg ville også være mig, selvom jeg gav min ene nyre væk. En enkelt hornhinde kunne jeg vel også undvære, uden at det gjorde nogen afgørende forskel.
Men jeg bliver ved med at trække på det, for jeg har alligevel ikke så let ved at dele organer ud. Jeg kender godt nok ikke mine nyrer, men jeg ved, at de er inde i kroppen og er forudsætningen for min daglige eksistens, og at jeg skal nok få at mærke, hvis de ikke fungerer. Mit hjerte har jeg bedre kontakt med. Det slår, så jeg en gang imellem kan mærke det. Når jeg løber, og når jeg elsker. Hvis ikke mit hjerte er mig, så ved jeg ikke, hvem jeg er. Hvis ikke jeg tænker min krop og min sjæl forenet af det, som Kierkegaard kalder for min ånd og selvbevidsthed, går min selvfølelse i stykker. Den falder fra hinanden, og jeg bliver uvirkelig for mig selv. Jeg vil ikke eksproprieres, kannibaliseres eller fragmenteres. Jeg er øm om min krop. Jeg ville heller aldrig udstilles som Tollundmanden på Moesgaard Museum. Det er som en krænkelse af manden. Jamen, han er stendød, siger de. Han mærker ikke noget. Men han er her jo! Jeg kan se ham. Jeg kan mærke ham med en eller anden sans, jeg har. Jeg er blufærdig på hans vegne.
Når jeg dør, skal hele ”mig” dø. Der er ikke dele, som på genfærdsagtig måde skal overleve. Jeg skal brændes og helt væk, før jeg får ro. Jeg har det mildest talt skidt med at skulle gå igen i en andens krop. Jeg vil ikke udstilles på Moesgaard Museum eller i et glas formalin på Medicinsk Museum.
Jeg ved god, at der er grænsetilfælde, og det slet ikke er så entydigt med min krop. Den flyder ud i omgivelser og bliver ubestemmelig del af dem. Jeg lægger mig jo heller ikke ned for at dø, fordi jeg mister en negl. Jeg opbevarer ikke mine afklippede negle og hår. Man fortæller mig også, at store dele af min krop bliver udskiftet undervejs i mit liv. Jeg får ny hud, nye celler her og der. Så noget udskiftes og forbliver dog det samme. Jeg er som floden, man ikke kan bade i to gange. Foranderlig og dog den samme. Skrøbelig, helt ind i knoglerne.
Jeg har en følelse af, at hvis jeg først begynder at slække på denne selvopfattelse, at jeg er min krop, så går jeg i stykker og skrider helt ud. Min selvfølelse falder fra hinanden. Det er, som om jeg så bare kan begynde at dele ud af mig selv, fordi jeg allerede er i stumper og stykker. Men min krop og jeg står sammen. Er der to, der står sammen i denne verden, så er det mig og min krop. Vi står last og brast. Vi siger en for alle og alle for en. Og jeg vil ikke bryde den musketer-ed. Jeg kan ikke skrive under på de papirer, der gør det muligt at udparcellere min krop. Jeg kan ikke give mit hjerte væk, som var det en cylinder med stempel og tænding i min bil.
Kunne jeg selv leve med et andet menneskes hjerte? Kunne jeg fastholde tanken om, at det bare er en pumpe, eller ville jeg under alle omstændigheder have fornemmelsen af at være forandret og ikke være den samme som før? Kroppen vil ikke vide af en andens hjerte og må med medicin snydes til ikke at afstøde det. Måske vil min bevidsthed gøre det samme for at holde sig selv intakt, men byttet ville ikke være til at bortforklare. Jeg ville have et stort ar på brystet, der konstant ville fortælle historien om det døde og det levende hjerte. Jeg måtte forandre mig for at bevare mig. Både fysisk og bevidsthedsmæssigt måtte jeg blive en anden. Udadtil ville ingen kunne se på mig, at jeg havde fået et nyt hjerte. Så længe jeg beholdt tøjet på, ville ingen spørge. Men ville min kone kunne genkende mig som den, hun gav sit hjerte? Og vil hun vide, hvem mit hjerte nu banker for?
Jeg roder tingene sammen – det bogstavelige og det symbolske. Jeg gør det med vilje, for det er sådan det er. Snart taler vi om et fysisk hjerte, snart et åndeligt. Det hele hænger sammen, og det er det, som gør det så kompliceret og komplet følelsesforvirret.
Følger jeg mine umiddelbare følelser, så bliver det ikke til noget med et organtestamente. Min kone kan heller ikke udholde tanken om, at hun og børnene ikke måtte være ved mit dødsleje, når jeg udåndede, fordi lægerne ville tage over og bortoperere mit hjerte.
Men jeg ser to andre muligheder. Jeg kan gøre mig kold og kynisk over for kroppen eller varm over for min næste. Hvis jeg opgiver min krop og er ligeglad med den, kan jeg reducere dens betydning og gøre den til en sjælløs maskine eller et hylster for bevidstheden. Med sådan en indstilling er det ingen sag at give sit hjerte bort – eller at modtage et. Men sådan kan jeg ikke få mig selv til at se på det.
Hvis jeg skal testamentere mit hjerte væk, må det ske i kærlighed. Så kan jeg måske leve med tanken. Skulle jeg give mine børn en nyre eller en lunge, ville jeg ikke betænke mig. Skulle de arve mit hjerte, når jeg døde, ville det også være i orden. Vi er dog af samme kød og blod. Men hvordan kan jeg give mit hjerte væk i kærlighed til en, jeg ikke kender og ikke aner, hvem er? Inde i et andet menneske ville mit hjerte også komme til at banke for en anden end min kone. Som om mit hjerte var hende utro. Inde i et andet menneske ville mit hjerte måske komme til at pumpe liv i en person, hvis meninger jeg ikke deler, og hvis handlinger jeg foragter og fordømmer.
Så kærlighedskravet er radikalt:
”Du skal elske din næste som dig selv,” som skrevet står. Min næste er hvem som helst i nød. Det er ikke min opgave at skelne mellem den ene og den anden og sige, at du må få mit hjerte, men andre må ikke. Som mit hjerte har banket for mig, således skal det også banke for dig, elskede ukendte.
Det er næsten ikke til at sige helt ærligt og med fuld overbevisning. Men jeg tror, at det er det, der skal til, hvis jeg skal overgive mig.
Så giver jeg da mit hjerte til min næste, hvem end det måtte være!
Ræk mig papirerne, og jeg skal skrive under. Men skynd jer, inden jeg ombestemmer mig, for min hånd ryster, mit hjerte banker, og min kone græder.