Prøv avisen

Sådan blev "Lykke-Per" anmeldt i 1904

Anmeldelsen på forsiden af Kristeligt Dagblad 16. december 1904.

Da sidste del af "Lykke-Per" udkom i 1904, var der stor ros til Henrik Pontoppidans bog, der af Kristeligt Dagblads anmelder blev kaldt en mesterlige sjæleskildring og en oplagt ouverture til julen

Sådan endte da altså "Lykke-Per" oppe i ”det fattige, vejrbidte Land, hvor Faarene selv ved Midsommertid har ondt ved at bjerge Føden."

Således indledes anmeldelsen af tredje og sidste del af Henrik Pontoppidans storværk "Lykke-Per", der udkom i december 1904.

"Lykke Per - Hans sidste kamp" blev modtaget med stor ros af anmelderen, viser et dyk ned i Kristeligt Dagblads avisarkiv. Skribenten lagde dermed afstand til vurderingen af det andet bind fra 1898, der blev kaldt kedelig og blev beskyldt for ikke at have en egentlig handling.

Der var altså anderledes positive toner i den afsluttende anmeldelse fra 16. december 1904, hvor skribenten hylder værket som en "mesterlig bog" med "stor betydning". En bog, som ifølge anmelderen ville adskille sig fra de øvrige bøger, man nogle dage senere ville kunne finde under juletræet.

Den "kunne for tænkende mennesker blive en ouverture til julen, fordi den både afslører den forlorne kristelighed og viser håbløsheden ved et liv uden Gud," skrev anmelderen. Videre står der om "Lykke-Per":

"Det er en sjæleskildring, så fin, at man skal gå til en Jacob Knudsen for at finde magen til ... Det er en bog, efter hvis læsning der aflejrer sig mange tanker, fordi der i den findes H. Pontoppidans dybe medfølelse med de mennesker, der - med skyld, uden skyld - har fundet plads på livets skyggeside."

Anmelderen lagde i sin anmeldelse også en del også vægt på Pontoppidans velskrevede beskrivelse af hovedpersonens tvivl og tro:

"Forfatteren lader os ikke mindre se, hvad der var de to imellem, Lykke-Per og hans Gud. Drager Tungsindet en Kierkegaard hen til Gud, saa drager Tungsindet, alle de grublende Tanker, Lykke-Per bort fra hans Gud. Lykke-Per søger en Tid Beroligelse i Pastor Blombergs fade Vorherre-Tro, men han kan ikke i Længden den slaa sig til Ro i denne 'frejdige Imødekommen af Tidens Forventning om en Religion til nedsat Pris'."

Find tema om "Lykke-Per" her og læs anmeldelsen af bogens tredje del, "Hans sidste kamp" fra Kristeligt Dagblad 16. december 1904 i sin fulde længde nedenfor.

Saadan endte da altsaa Lykke-Per. Oppe i ”det fattige, vejrbidte Land, hvor Faarene selv ved Midsommertid har ondt ved at bjerge Føden. Det er en Klit- og Sumpegn, ens Vinter og Sommer, blaagrøn af Marehalm eller rødlig af Stavgræsser og Lyng, der alene modstaar Havgusens Saltlud. Ufarbare Kærstrækninger bringer Vejene ud i store Buer, og naar det en sjælden Gang er stille Vejr, driver der en tung Røg henover dem som over en Brandtomt.”

Deroppe dør den sære Vejassistent. ”Trods sin Ensomhed, og skøndt han i mange Aar havde haft et svagt Helbred, der nødte ham til en streng Regelmæssighed i sin hele Livsførelse, og navnlig til at forsage saadanne haandfaste Nydelser, som forsonede andre med Livets Genvordigheder, syntes han altid rolig og tilfreds.”

I Dagbogen, den unge Skolelærer finder i hans Bordskuffe, har den ensomme Mand nedskrevet sine Tanker og Enesamtaler. Den unge Lærer havde tidt undret sig over, at denne ensomme og lidende Mand kunde synes saa lykkelig; han forbavses over i Dagbogen at komme til at se ind i aarelange Kampe.

”Saa længe vi er unge, stiller vi saa ubeskedne Fordringer til Tilværelsens styrende Magter. Vi vil, at de skal aabenbare sig for os - vi forlanger at kontrollere og korrigere det store Verdensmaskineri. Naar vi bliver lidt ældre, kaster vi i vor Utaalmodighed Blikket ud over Menneskene - for at søge Meningen med Livet, Formaalet for al vor Kamp og Liden. Indtil vi en Dag standses af en Stemme fra Dybet af vort Indre, en Spøgelsestemme, der spørger: Men hvem, er du selv? Fra den Dag kender vi intet andet Spørgsmaal end dette ene. Fra den Dag er vort eget, sande Jeg blevet den store Sfinks, hvis Gaade vi stræber at løse. Mit sande Jeg? — Har vi lige saa mange Sjæle i os, som der er Brikker i en Gnavpose? Hver Gang, Posen rystes, kommer en ny til Syne: en Nar, en Hugaf, en Natugle... Jeg spørger! Jeg spørger!"

Den unge Lærer støder paa et Brev. Det var en Damehaand. ”Jeg hører, at du er syg, meget syg. Jeg bryder derfor den Tavshed, du har paalagt mig, jeg kan ikke blive rolig i mit Sind, før jeg faar sagt dig min uendelige Tak for alt, hvad du har ofret for min Lykkes Skyld. Jeg forstaar dig nu helt, forstaar, at du kun har villet mit Bedste, og jeg kan aldrig takke dig nok derfor. - Endnu engang min inderligste Tak for alt. Gud give dig Kraft til at bære, hvad der maatte komme! Inger".

Læreren nikker hen for sig og putter derpaa stille Papiret ind igen i Omslaget. Hvad det dog har været for en sær Mand! tænkte han. Hvad kan der nu have været de to imellem?

Og Skridt for Skridt lader Forfatteren os se, hvad der var de to imellem, den ulykkelige ”Lykke-Per" og hans hustru. ”Der er dem, over hvem Ulykken har en sær fristende og dragende Magt. Paa samme Maade som Mosehuller og mørke Skovsøer skal kunne have det over enkelte Mennesker", siger Lykke-Per den sidste Gang, han saa sin Hustru.

”Der er dem, som drages mod Ulykken netop af deres religiøse Instinkt, der siger dem, at kun Sorgen og Savnet, ja maaske først Haabløsheden fuldt ud kan frigøre deres aandelige Menneske. Der er jo ogsaa Planter, som kun trives i Skyggen og Kulden, og som endda bærer Blomster".

Og Forfatteren lader os ikke mindre se, hvad der var de to imellem, Lykke-Per og hans Gud. Drager Tungsindet en Kierkegaard hen til Gud, saa drager Tungsindet, alle de grublende Tanker, Lykke-Per bort fra hans Gud. Lykke-Per søger en Tid Beroligelse i Pastor Blombergs fade Vorherre-Tro, men han kan ikke i Længden den slaa sig til Ro i denne ”frejdige Imødekommen af Tidens Forventning om en Religion til nedsat Pris".

Han opdager Verdens Trøstesløshed, og denne fører ham for en Tid til en Slags Gudfader-Tro - men han opdager aldrig Syndens Skyld, kommer derfor aldrig til Kristus, men ender med det bestandige: ”Jeg spørger, jeg spørger!” Naturen bliver hans Gud: ”Mere være min Ungdoms store Drømme! Saa blev jeg dog en Verdenserobrer alligevel! Hvert Menneskes Sjæl er et selvstændigt Universum, hans Død en Verdensundergang i det smaa. Ja, Naturen er rig, Naturen er vis og miskundelig".

Lykke-Pers ”sidste Kamp" er ikke en Bog som Dusinet af de Bøger, der ligger Paa Julens Bogmarked - det er en Sjæleskildring, saa fin, saa man skal gaa til en Jacob Knudsen for at finde Magen til — det er en Bog, efter hvis Læsning der aflejrer sig mange Tanker, fordi der i den findes H. Pontoppidans dybe Medfølelse med de Mennesker, der - med Skyld, uden Skyld - har fundet Plads paa Livets Skyggeside. En Bog som „Hans sidste Kamp" kunde - uden at det i mindste Maade har været Forfatterens Hensigt - for tænkende Mennesker blive en Ouverture til Julen, fordi den baade afslører den forlorne Kristelighed og viser Haabløsheden ved et Liv uden Gud — atter bekræfter Sandheden af Richardts gamle Linjer: "Vor syge Slægt, hvor trænger den til Helse — vor arme Slægt, hvor trænger den til Jul!"

Og deri finder vi denne mesterlig skrevne Bogs største Betydning.