Skal kunstnerne engagere sig mere og tydeligere i samfundsdebatten?
Ja, mener kulturminister Mette Bock (LA), som for nylig lagde op til diskussion med kunstnere af alle slags på Rødding Højskole. I den forbindelse sagde hun i et interview i Politiken:
”Men når jeg synes, det ville være godt, hvis flere kunstnere bidrager til debatten om vores fælles udfordringer, er det også for at skabe større legitimitet omkring, at vi som stat, kommuner, fonde og så videre investerer i kunst og kultur. Hvis kulturen ikke har legitimitet, er det svært at skaffe opbakning til, at det er en god idé”.
Her bliver samfundsengagementet knyttet sammen med spørgsmålet om offentlig kunststøtte. Idéen er, at kunsten skal kunne bruges til noget og have en mission. Det er måske ikke så underligt, når pengene skal op af de offentlige kasser. Der må være et formål, og borgerne skal kunne se, hvad de får for deres skattekroner.
Det er bare ikke så nemt og enkelt, når det drejer sig om kunst. Det er sjældent, at dens effekt kan måles direkte. Man kunne umiddelbart se en debat-effekt af for eksempel Yahya Hassans digte og Morten Papes roman ”Planen”. De gav genlyd i alle slags medier og bidrog til en samfundsmæssig debat.
Men der er en overvejende del af kunsten, som man ikke umiddelbart kan se effekten af – og da slet ikke i medierne, som af den ene eller anden grund ikke vil diskutere og formidle den.
De fleste romaner bliver læst af få mennesker og digtsamlinger af endnu færre. De lever deres liv uden for de store mediers søgelys, og det er måske slet ikke så dårligt, at de ikke skal igennem mediemøllen. Den arbejder med nyhedskriterier og tidsformater, der er denne del af kunsten fremmed.
Skal der argumenteres for nytten af for eksempel den såkaldt smalle litteratur, så må man gå en anden vej. Denne litteratur er paradoksalt nok nyttig ved sin unyttighed og ved at være noget andet end ”samfundsmæssig” og debatterende. Det er et argument, som er ført frem af adskillige kunstnere.
Kunsten har netop sit eget sprog, som ligger langt væk fra det, der bliver anvendt i den offentlige debat. Og det er i kraft af det særsprog, kunsten kan nytte noget. Det er i kraft af det, at den tilbyder et andet blik på verden og samfundet.
Man kan derfor ikke stille generelle krav til kunstnerne om samfundsrelevans, fordi et sådant krav – i samme øjeblik, det fremsiges – bliver til kravet om en bestemt slags kunst og litteratur. Man bliver i stedet nødt til at stole på, at kunsten virker på en måde, som ikke kan måles og vejes.
Har man gode og givtige oplevelser med kunst, er det nemt nok at have tillid til kunstens evner, men har man ikke haft det, er det selvsagt vanskeligere. Det er svært at overbevise den kunstfremmede om kunstens fortræffeligheder. Kunst skal erfares. Man må selv læse en bog – eller høre den. Man må selv en tur i teatret, og man må selv i koncertsalen og på museet.
Det er her, kulturministeren kan gøre noget. Hun kan være med til at gøre det muligt at komme gratis på de af staten støttede kunstmuseer rundtom i landet. Hun kan gøre det muligt at se og låne mange forskellige bøger selv på de mindre biblioteker. Som det er nu, står der først og fremmest den i forvejen populære litteratur på hylderne – det andet skal bestilles hjem. Det duer ikke.
Det er nemt at stille krav til kunstnerne om, hvad de skal gøre. Det er sværere, hvis man begynder at forlange noget af publikum. Det er heller ikke populært at kræve noget af sine vælgere. Det ville være noget af en overraskelse, hvis en kulturminister i stedet for at pukke på kunstnerne udfordrede publikum og krævede, at hver enkelt skulle tage sig sammen og se, lytte og læse sig til den kunst, der allerede byder sig til. Vi mangler ikke kunst, men et publikum, der gider den.
Megen kunst er besværlig, fordi den er anderledes – ikke bare i sine synspunkter, men også i sin form. Der er allerede adskillige lyrikere, som tematiserer klimakrisen. Det gør blandt andre Lars Skinnebach, Theis Ørntoft og Rasmus Nikolajsen. Men de gør det selvfølgelig på en måde og i et sprog, som er anderledes end politikernes og debattørernes, og som derfor ikke rigtig passer ind i den offentlige debat.
Skal man støtte kunsten, bliver man nødt til at gøre det på grund af dens ofte besværlige og ubelejlige anderledeshed og helt uden sikkerhedsnet og krav om samfundsrelevans. Kun sådan kan samfundet få fuld valuta for kulturpengene.
I klummen Liv&Litteratur skriver kulturkritikerne Mai Misfeldt, Henrik Wivel og Lars Handesten på skift hver lørdag om forbindelserne mellem eksistens og litteratur – både historisk og aktuelt.