Himlen er at være i Guds hånd
Salmedigteren Lisbeth Smedegaard Andersen er sikker på, at evigheden ender godt:
”Jeg forestiller mig noget med lys og glæde og harmoni. Da jeg var barn, tænkte jeg nok også mere, at Himlen ville ligne Jorden, bare smukkere. Og at vi der skulle møde hinanden og genkende hinanden, fordi vi vil ligne os selv. Og jeg drømmer stadig lidt om, at der vil komme en engel til mig i Himlen og lære mig at spille cello.
Men i virkeligheden tror jeg, at de færreste gør sig meget konkrete forestillinger om Himlen. Sådan tror jeg nærmest altid, det har været. Himlen er et stærkt udtryk for et håb. Og for mig er det nok at tro på, at jeg i livet og i døden er i Guds trygge hænder. Og så vil alt være godt.”
Som en fortsættelse af det uforklarlige liv i stilheden
Kunstneren Peter Brandes tænker på evigheden som en forlængelse af den guddommelige inspiration:
”Det uforklarlige i kunsten kommer fra et andet sted end mig selv, når jeg arbejder med kunsten ubevidst med et stykke papir eller en klump ler foran mig. Og jeg kan ofte selv blive forbløffet over at se, hvordan et kunstværk ender, fordi dets former og farver nærmest er kommet af sig selv. For her arbejder jeg i en form for vågeblustilstand, hvor man i kristen forstand kunne sige, at Helligånden er til stede og lader mig blive hans instrument.
Jeg bruger ikke meget tid på at visualisere Himlen, men sommetider forestiller jeg mig også evigheden som en fortsættelse af det uforklarlige liv i stilheden.”
Lyden af en blank cykelklokke i morgenmørket
”Døden kan jeg umuligt forestille mig, men opstandelsen kunne godt være lyden af en blank cykelklokke et sted derude i morgenmørket,” har digteren Søren Ulrik Thomsen skrevet i ”En hårnål klemt inde bag panelet” (2016).
”Det er lyden af den blanke lille cykelklokke i morgenmørket, der kom først og så fik mig til at tænke på den ellers så uforståelige opstandelse. Ikke omvendt. For jeg ’bruger’ aldrig noget konkret til at symbolisere noget større, som jeg sidder inde med som en viden eller forklaring uden om digtet. Det er slet poesi,” har han forklaret her i avisen.
Som et solglimt
Kunstneren Maja Lisa Engelhardt beskriver opstandelsen som et livgivende morgenlys:
”Når jeg går ude i naturen, føler jeg mig fuldstændig i ét med fuglene, planterne og lyset, og jeg tænker selv ikke på, at jeg er et menneske, jeg føler, at jeg er en del af et hele. Og da er det, at jeg føler en dyb tro på opstandelsen. Dér ved jeg, at der findes noget, som jeg aldrig nogensinde vil kunne forklare og kun kan gribe i glimt af dyb tro. Jeg kan kun røre ved en lille flig af opstandelsens mysterium, men det er nok til at leve et liv i tro. Det solglimt har jeg sagt ja til. Jeg føler en daglig påskemorgen. Hver dag er påskemorgen min ledetråd, også i mit arbejde.
Når jeg går over i mit atelier, føler jeg mig ofte rådvild i forhold til alle de ting, som jeg med min hjerne gerne vil udføre, og først når jeg giver slip og plads til troen på opstandelsen, får jeg ro. Så er jeg ikke længere fyldt af tanker og frustrationer over, hvad jeg skal præstere, men så er det min tro på opstandelsen, der er min ledetråd, hvor end jeg er, uanset om jeg er syg eller rask.”
Som at vågne efter en drøm
Operasangeren Jens-Christian Wandt tyr til salmer, når han skal forstå evigheden:
”’Døden er jo kun et blund, som vi fra søvnen kender’. Og jeg har altid haft den enkle tro på opstandelsen. Jeg ved ikke, hvordan det foregår, men jeg er sikker på, at vi ses igen. Jeg er måske også heldig, fordi jeg aldrig har sluppet min barnetro. Men jeg tror aldrig, at jeg vil forstå dem, der tror, at døden er absolut. For så synes jeg ikke, at livet giver mening.
Det er det samme, Grundtvig skriver i ’ Påskeblomst’: ’Kan de døde ej opstå, intet har vi at betyde.’
Der må være noget mere efter døden, hvis livet skal give mening, men jeg har til gengæld ikke behov for at vide fysisk, hvad det er. Og min tro på opstandelsen hjælper mig, når jeg står over for andres død. Og jeg synes, at især Grundtvigs salmer bekræfter mig i det håb.”
Klapsalver efter en god forestilling
Kunstneren Tal R har længe forestillet sig efterlivet som et bifald efter en forestilling.
”Jeg tror på, at når man dør, så vågner man. Jeg er ikke et særligt moralsk menneske, måske endda tilnærmelsesvist umoralsk, for jeg har også levet mit liv umoralsk. Men jeg tror, at vi alle sammen kommer op på en scene, når vi dør. Dér skal vi stå med både vores venner og værste fjender i hånden, og så bukker vi. Jeg har altid haft den fantasi. Og jeg har altid tænkt, at det at dø i virkeligheden er at vågne. Så er man tilbage i en virkelighed, der ikke har nogen symmetri.
For jeg tror, at menneskers lidelser skyldes det, som videnskaben kalder altings symmetri. At der ikke kan være lys uden mørke. Men jeg tror, at symmetrien forsvinder, når vi dør. Det er min vision om døden. Og den kan være lige så god som andre. Vi ved jo ikke, hvad der sker. For Gud er tavs,” har Tal R sagt her i avisen.