Møllehave: Sådan husker jeg min ven Halfdan Rasmussen

På torsdag er det 100 år siden, at Halfdan Rasmussen blev født. Han har betydet lige så meget som H.C. Andersen og Storm P, mener Johannes Møllehave

Når Halfdan Rasmussen så fortiden for sig, var det i øjenhøjde og med barnets blik, skriver Johannes Møllehave. Her ses forfatteren i 1965. -
Når Halfdan Rasmussen så fortiden for sig, var det i øjenhøjde og med barnets blik, skriver Johannes Møllehave. Her ses forfatteren i 1965. - . Foto: Else Christensen/Ritzau Scanpix.

Storm P. var ud af en slagterfamilie og hensigten var, at også han skulle blive slagter.

Halfdan Rasmussen blev født den 29. januar 1915 i en børneflok på seks - tre piger og tre drenge - i Burmeistergade 8 i stuen på Christianshavn, hvor moderen havde en rulleforretning.

Fælles for dem er, at de skaber kunst for børn. Halfdan skrev til mig i et brev i 1999: ”Jeg har oven i købet haft et ufortjent godt og rigt liv. Selv, når jeg havde det værst, havde jeg det godt. Gode forældre og gode venner, godt helbred (når man ser bort fra et enkelt brækket lårben og tuberkulose og andre gebrækkeligheder). Og så har jeg jo været usandsynlig heldig som forfatter. At skrive er udmærket. At skrive og blive læst er endnu bedre. Jeg er ovenud taknemmelig og lykkelig over, at jeg er blevet læst og godtaget af børn. Det har virkelig betydet alt for mig.”

Halfdan døde i 2002. Han skrev i et af de sidste breve, jeg fik: ”Hvem skal støvsuge efter støvets år? Hvorfor forstøver man ikke bare, når man fordufter? Eller fordamper. Tænk dig overskriften 'Forfatter fordampet'. Verdammt!”. Han skrev også til mig: ”Det værste ved at blive gammel (han blev 87) er, at jeg vokser nedad som en gulerod.”

De to første mønsterbrydere har været grundlæggende for min tidlige udvikling. H.C. Andersen kaldte sine eventyr ”Eventyr fortalt for børn” fra 1835-1843. Ikke eventyr skrevet, men fortalt - H.C. Andersen skrev for øret. Derfor siger han: ”Nu skal du høre”.

Han holder af de små for eksempel Lille Tommelise, der kun er på størrelse med et barns tommeltot, Den lille havfrue, Den lille Idas blomster, Den lille pige med svovlstikkerne. Jeg hørte H.C. Andersen, før jeg selv kunne læse og holdt naturligvis med den lille Claus mod den store.

Jeg lærte at læse af min far, før jeg kom i skole. Bogen, han viste mig, hed Ole Bole, og jeg elskede tegningerne og farverne, men jeg anede ikke, hvem der var kunstneren, men det var Storm P.

Mine børn og børnebørn har lært alfabetet af Halfdans ABC med Ib Spang Olesens geniale tegninger. Man oplever i ABC'en Halfdan som et overskudsmenneske, men i virkeligheden kom den til ham efter en dyb depression i 1967 og efter, at han havde forsøgt selvmord.

Inde ved Helligåndskirken på Strøget i København har Halfdan Rasmussen skrevet et digt over asken fra ofrene fra Neungamme og Auschwitz-Birkenau. Digtet lyder:

Jeg gætter på, at børn og gamle også vil læse Halfdan om 100 år, siger Johannes Møllehave.
Jeg gætter på, at børn og gamle også vil læse Halfdan om 100 år, siger Johannes Møllehave. Foto: Mette FrandsenLeif Tuxen.

”Muselmand ukendte Job

aske i en askehob.

Legioners sorg og ve

sover i din askes sne.

Menneske. Navnløse ven

giv os mennesket igen.”

Både under og efter Anden Verdenskrig havde familien Rasmussen økonomiske problemer. De boede dels i Ølstykke og på Vesterbro. Halfdan begyndte at skrive børnerim og vissevasse-vers, som blev trykt i Politiken. I 1954 fik Halfdan 10.000 kroner fra Politiken som en pris for hans digte, og dermed fik han og Ester råd til huset i Saunte ved Hornbæk. Han blev i det hus til sin død.

I 1962 blev Halfdan Rasmussen og Ernst Clausen redaktører af tidsskriftet Vild Hvede efter Viggo F. Møller, som havde været redaktør i 25 år. Det var et litterært tidsskrift, som var organ for nye unge talenter. Halfdan bestemte, at det nu skulle hedde Hvedekorn. Halfdan og Ernst Clausen arbejdede sammen om børnebogen ”Lange Peter Madsen” og de to rejsedigtsamlinger ”Torso fra Grækenland” og ”Stilheden” - digte fra Grønland. Halfdan samarbejdede med mange tegnere: Mogens Zieler, Ib Spang Olsen og Kaj Matthiessen.

10 år efter ABC'en udsendte Halfdan digtsamlingen ”og det var det -” i 1977. Længe havde hans venner opfordret ham til at skrive erindringer, fordi han fortalte så vittigt om sin barndom og ungdom. Han valgte at fortælle sit liv på vers.

Hver eneste af de 25 digte begynder med ordene ”Og det var”, for eksempel ”Og det var i det dybe rottemørke”, ”Og det var da du drømte om at flyve” eller ”Og det var i Prinsessegade”. Han husker sine lærere i folkeskolen. Han er sikkert blevet drillet, fordi han var lille af vækst, og man ville håbe, at alle seminarier lærte de vordende skolelærere digtet om hans yndlingspædagog:

”Og det var min lærer hr. Ørnebjerg

som aldrig talte ned til en dværg

og gerne fortalte om kæmper så små

at de næppe var til at få øje på.

Og han kunne mer end sin ABC

for han kunne lege og slås med sne

og lærte os mer om at tro på os selv

end om det vi sku glemme alligevel.

Og han kunne mer end sit Fadervor

for han ku forstå hvad kun få forstår

at større end kæmper i afgrund og dal

er en dværg på en kvist på en femtesal.”

Når Halfdan ser fortiden for sig, er det i øjenhøjde og med barnets blik. Om sin lærer i kristendom husker han en detalje, som hele klassen må have lagt mærke til:

”Og læreren havde et ben af træ

og fipskæg og bakkenbarder

og kradsede sig på det højre knæ

skønt knæet slet ikke var der.”

Til sidst sammenfattes hele hans tilværelse med ordene ”og det var det”. Til mig skrev han engang, at han havde det som manden i en Storm P. flue, der går i en skov med et skæg, der går helt ned til jorden og siger: ”Når jeg tænker på alle de år, jeg har levet, er det med en inderlig glæde - over, at de er overstået”.

Børnedigteren Halfdan udsendte i 1985 ”Fremtiden er forbi” - en digtsamling for gamle.

Til mig skrev han: ”Jeg er færdig med overgangsårene, jeg er kommet i undergangsårene”.

I digtet ”Sent” skriver han:

”De bløde lag blev skrællet bort af tiden.

Nu er du hård som ben og mere sårbar.

Din fremtid er forbi for længe siden

og du kan ikke mer begynde forfra.

Den sene sol går ned bag fjerne tage.

I vindueskarmen står en blomst og brænder.

Af alle nøgler blev kun en tilbage

og den vil ikke lystre dine hænder.”

Det er i denne digtsamling, han skriver om Signe, der var hans anden kone, og som døde i 1986 efter at have lidt af alzheimer. Digtet hedder ”Forbi”:

”Hun tændte lyset for at se

om det var mørkt

men så kun natten strømme ind

og snefnug falde.

Og døren græd på sine hængsler

da hun gik

og hendes hænder tømte rummet

for musik

før hun blev et med intet

og med alt og alle.”

I de første linjer tror man, at det er vittighed, men det er jo netop sygdommens særkende, at man ikke kan kende forskel på lys og mørke, og at man glemmer, hvor man er, og hvor man bor. Signe ankom i en politibil, fordi hun var gået grædende rundt i en tilfældig have. Han besøgte hende et par gange om ugen på plejehjemmet.

Jeg spurgte ham, om han kunne tale med hende: ”Nej, men jeg kan danse med hende”.

På Signes gravsten - hun blev 73 år - på Hellebæk Kirkegård lod Halfdan indgravere:

”Al din varme gav du fra dig

da du døde

og nu strømmer den os

levende i møde.”

Jeg gætter på, at børn og gamle også vil læse Halfdan om 100 år.