Det er ikke hver dag, at der udkommer en dogmatik på dansk, heller ikke en oversættelse. Så med udgivelsen af Christian Danz’ indføring i den evangeliske dogmatik er vi tæt på en begivenhed. Selvom det blot er en indføring, så har bogen dog karakter af dogmatik. Christian Danz er professor i systematisk teologi ved Det Evangeliske Fakultet i Wien, og bogen, der er oversat af Hanne Sander, udkom på tysk i 2010.
Det er sin sag at oversætte et tysk, teologisk akademisk værk, men oversætteren synes at komme godt omkring det. Dog ville nærværende anmelder have foretrukket at oversætte det tyske ord ”Altprotestantismus” med ”den tidlige protestantisme” og ikke ”gammelprotestantisme”, der har noget støvet over sig, men det er underordnet.
Christian Danz griber opgaven an ved at tredele værket. I indledningen gennemgås dogmatik og dogmet, dernæst dogmatikkens grundlag og endelig den materiale dogmatik. Den sidste del er opdelt i de tre trosartikler, hvor Faderen underligt nok blot benævnes Gud, og derefter Jesus Kristus og Helligånden. I klassisk treenighedstænkning ville alle tre benævnes Gud. Det er ikke forbeholdt Faderen alene.
Gennemgangen knytter sig til Luther, der ofte udlægges med tilslutning, dernæst en historisk gennemgang af den efterreformatoriske teologi, og endelig Danz’ egen forståelse. Det betyder, at bogen i lange stræk læses som en god dogmehistorisk gennemgang.
Det er således korrekt, som det også anføres på bogens bagside, at den særligt er præget af Luther. Men egentlig er det Schleiermachers teologi, der fornemmes at være den bærende kraft i Danz’ egen forståelse. Schleiermacher (1768-1834) var teolog i romantikken og nytænkte den protestantiske teologi i lyset af oplysningstidens indsigt og kritik. For Schleiermacher var det afgørende troen, der blev defineret som den absolutte afhængighedsfølelse. Det er troen, der er grundlaget for gudsbegrebet. Udgangspunktet er menneskets religiøse bevidsthed, og hvorledes den ved hjælp af gudsfortællingen oplyses om sig selv og sin endelighed.
På samme måde griber Danz opgaven an, når han definerer troen som den hændelse, hvor det menneskelige liv bliver forståeligt for sig selv i gudsforholdet. Troen er, som han udtrykker det, reflekteret endelighedsbevidsthed. Derved er dogmatikkens opgave at udfolde trosbegrebet, og dogmatikkens indhold er former for menneskelig selvbeherskelse og selvfortolkning.
Det bliver klart gennem læsningen, at Danz også bygger på Luthers korsteologi, hvilket er særligt tydeligt i hans gennemgang af kirken. Men der savnes en tydeligere forståelse af troen som Kristus-nærvær.
Danz kan dog skrive, at ”trosretfærdighed er for Luther kristustro”. Men hvad betyder det? Er det Kristi nærvær i den troende, eller er det den troendes tro på Kristus? Og er ”kristustro” i øvrigt også skrevet med småt i den tyske udgave? For det har betydning for troens subjekt: er det Gud, der tror i os, eller os, der tror på Gud? Danz afviser gang på gang troen som en menneskelig ydelse, men det bliver desværre uklart, hvad den så er. Det giver bogen et spekulativt præg. Problemet er også, at ordene Gud og gudstanke bruges i flæng, men er det egentlig det samme?
Medvirkende til det spekulative præg er, at noget af det grundlag, som udfoldes i indledningen, hvor blandt andet Skriften på protestantisk vis lægges som grundlag for teologien, næsten ikke benyttes i den efterfølgende materialedogmatik. Skriften er stort set fraværende i denne del på nær få henvisninger i relation til klassisk teologi. Altså på trods af at Skriften fremstilles i indledningen som grundlag, og dens funktion i dogmatikken er at reflektere troens selvforståelse, så kan den således alligevel undværes i udfoldelsen. Det er mærkeligt.
Og selvom det er en indføring, så må sakramenterne ikke være et appendiks. Men også de er stort set fraværende. Måske kunne en dogmatik blive langt mere nærværende ved at knytte an til det, vi alle erfarer i sakramenternes brug; hvorledes erfarer vi Gud i dåb og nadver? Altså at udlede et gudsbegreb af sakramenterne. Men disse er fraværende og bruges kun som markører af luthersk teologi.
På trods af disse indvendinger så udfolder Danz en spændende teologi, der særligt i kirkelæren rækker ud i det moderne. Det er et forsøg på, på luthersk grund og i sporet fra Schleiermacher, at udfolde, hvad kristentro er i dag. Det er ikke let læsning. Dogmatikken bevæger sig i Danz’ fremstilling væk fra læresætninger og over i en teologisk religionsteori. Spørgsmålet er, om det er den vej, vi skal gå. Nærværende anmelder er ikke overbevist. En større luthersk vægtlægning på de konkrete sakramenter havde gjort det mere erfaringsnært. Men bogen kan klart anbefales som et bud på, hvorledes evangelisk teologi også kan tænkes i dag.