At lave Susanne Biers film ”Efter brylluppet” som musical er ingen uvæsentlig idé. Filmen er en genistreg i intensitet, store uoverskuelige følelser og billedmættede sekvenser, hvor vi kommer helt tæt på hovedpersonerne. Man kan bruge musikken til at underbygge alvoren, angsten og glæden i dette fortættede familiedrama. Man kan bruge chancen til at vise, hvad man kan formidle med sang, dans og musik. Det kan blive godt. Men det blev det ikke. Biers film er et kunstnerisk mesterstykke. Peter Langdals teaterversion er nærmest en latterliggørende parodi over sit forlæg – og ikke mindst over sin genre.
Den idealistiske Jacob rejser modvilligt fra sit børnehjem i Mumbai til Danmark i forsøget på at sikre en anseelig donation til et velgørenhedsprojekt for indiske gadebørn. I Danmark opdager han, at velgøreren, Jørgen, er gift med Jacobs ekskæreste, Helene, og at Jacob er biologisk far til datteren Anna, der skal giftes samme weekend. Det er ikke tilfældigt. Jørgen har kræft og ønsker, at Jacob skal overtage familien.
I Biers film er familierelationerne skrøbeligt komplekse. På scenen er karaktererne reduceret til endimensionelle skaller. Musicalen forbryder sig mod historiens pointe, idet den gør Jacob og Helenes forgangne kærlighed til sin kerne og Jørgen til en usympatisk bikarakter, der skal dø for, at hovedpersonerne kan få hinanden. Det sker som led i en håbløs forsimpling af handlingen. I stedet for at finde ind i historiens kerne af intimitet og sorg, griber man desperat enhver chance for at smide en plathed her og en seksuel hentydning der for at fremtvinge grin fra publikum.
Det er ikke nemt at skrive ørehængere, og derfor har man bedt en række af Danmarks største kunstnere om at levere nye sange, der passer til karakterernes sindsstemninger. Og det er da også i musikken, at vi kan hente de største øjeblikke. Mads Langers åbningsnummer ”Mit København” maler fine billeder og har hitpotentiale. Og i Tim Christensen og Peter Sommers ”Det’ galskab” kommer Erann DD tæt på at fremtvinge noget af det mørke, forestillingen mangler. Men undervejs får vi også tåkrummende underlige musikbidder, der kulminerer med slutnummeret ”We Are the Children of the World”, der mest af alt minder om en komisk kopi af støttesangen ”Afrika”. Sangen slår også ring om den nye vinkel, som forestillingen tilfører historien: en forvirrende morale om velgørenhed og mangfoldighed.
Skuespillerne består fortrinsvis af dygtige sangere uden nævneværdig skuespil-erfaring. Erann DD og Barbara Moleko er søde nok i deres nyopdagede far/datter-forhold. Men de begår alle de skuespiltekniske fejl, der er beskrevet på side ét i dramaturgiens instruktionsbog. Alt sammen ting, man kan forvente af utrænede skuespillere – og alt sammen noget, som er instruktørens ansvar at rette ud. Selv ikke garvede Cecilie Stenspil og Kasper Leisner får lov at udfolde sig som det kæmpende ægtepar, og de bliver ofre i denne ubehjælpelige produktion.
Skuespillerne løber, tripper og hopper forvildede omkring på scenen. Bange for at stå stille. Vi skal jo ikke kede os. Vi må for alt i verden undgå den dårlige stemning. Det er jo en musical. Vi skal have det sjovt.
Men hvis det er præmissen, hvorfor i alverden har man så valgt at musicalificere en historie, hvor der er så megen indædt uro og blødende kontroverser på spil? Det er en gåde, at man ikke har valgt at tage forlægget alvorligt og har smidt et svimlende budget efter en så uambitiøst forløst opsætning. Det kunne have været så spændende og så godt, havde man bare turdet eller haft forstand til at bruge formen til at underbygge de meget stærke følelser, vi kommer helt tæt på i Susanne Biers film. Nogle af verdens bedste musicals skildrer angst, sorg og undertrykkelse. Det kan lade sig gøre.
Den danske musicalscene bevæger sig lige nu i to retninger: Opad, hvis man kigger mod Fredericia Teater, der har bevist, at musicalen kan og vil være mere end jazzhænder og candyfloss. Nedad, hvis man kigger mod selskabet The One and Only Company, som endnu har til gode at lave andet end poppede filmmusicals. ”Efter brylluppet” er desværre et lavpunkt i den udvikling.