Sådan raserer man et ”Et dukkehjem”

Henrik Ibsens ægteskabsgyser sner til i ironisk distance og akavet akrobatik i Det Kongelige Teaters pinefulde opsætning

Sicilia Gadborg Høegh er rørende i sit utrættelige forsøg på at opretholde en krakelerende facade. Hun rummer noget af den varme naturlighed, den ægte indlevelse, som resten af stykket savner. – Foto: Catrine Zorn/Det Kongelige Teater.

Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det. Plakaten siger ”Et dukkehjem”, men der er ikke meget ”Et dukkehjem” over den unge instruktør Anna Balslevs skambeskæring af Ibsens ægteskabsdrama fra 1879.

Nora og Torvald er taget ud af dagligstuen og puttet ind i en klaustrofobisk kukkasse af beton og ideligt dalende sne. Befinder vi os på indersiden af en bankboks, på bunden af en brønd, i et fangehul? Dukkehjemmet er i hvert fald et abstrakt sted, forstår vi, en kønnenes kampplads, hvor hr. og fru Helmer atter en gang må bakse med det det besværlige, det umulige ægteskab og den ikke mere medgørlige frihedstrang.

Størstedelen af parforholdsdialogen deklameres med anstrengte smil fra forscenen henvendt til hinanden, men mest henvendt til os, publikum, som var vi en slags voyeurer på de sociale medier. Et lidt træt moderniseringsgreb, der forsøgsvist skal føre stykket up to date ved at antyde tidens perfekthedskultur og urealistiske lykkekrav, som de udstilles på diverse platforme.

Men mon ikke Nora, Ibsens lille, infantile trofækone, ville have været en krukket influencergås, hvis det var i dag? Her er hun imidlertid stadig den legesyge, livlige bankdirektørfrue, der forfalsker en underskrift for at kautionere for et lån, der skal redde den stress-syge Torvald. De dunkle transaktioner og mørke hemmeligheder spøger som altid hos Ibsen under den pæne politur.

Sicilia Gadborg Høeghs Nora er den charmerende sukkergris, der som familiens samlende kraft sørger for, at alle har det godt, og at alt tager sig indbydende ud. Børnene danner bare anonymt bagtæppe, stumme statussymboler som obligatorisk inventar i det perfekte familieportræt.

Sicilia Gadborg Høegh er rørende i sit utrættelige forsøg på at opretholde en krakelerende facade. Hun rummer noget af den varme naturlighed, den ægte indlevelse, som resten af stykket savner. Smilet bliver stadig mere anstrengt neurotisk, i takt med at nettet strammes om den flaksende lærkefugl.

For den stridbare sagfører Krogstad, i øvrigt glimrende forløst som bebrillet pedant af Mikkel Arndt, truer jo med at afsløre Noras falskneri og demaskere hende som falden engel for Torvald. Hun flagrer, flirter og danser mod afgrunden til sidst som uheldsvanger guldfugl under den store diskofest af et maskeradebal.

Scenografien har fint greb om den ibsenske uafvendelighedsmaskine, når værdipapirer, fatale breve og kaskader af sne med tiltagende voldsomhed hvirvler rundt på scenen, blænder udsynet, begraver børnene, vælter Nora omkuld. Og selvom hun bliver ved med at rive breve i stykker, dukker der bare nye frem. For sandheden lader sig ikke sådan fortrænge.

Langsomt indser hun, at lykkedrømmen er en løgn. At alt ”det vidunderlige”, hun hele tiden håber på vil ske, ikke sker. At ægtemanden aldrig var en romantisk hero, men en forfængelig og selvisk lille slapsvans.

Peter Christoffersen spiller rollen som den mansplainende arrogante og overbærende bankdirektør Torvald Helmer på en underlig ironisk karikerende måde, som desværre må siges at falde helt igennem.

Der opstår en sær disharmoni mellem den langt mere naturalistiske Nora og den tegneseriegestikulerende slapstickdirektør. Han formår ikke med samme overbevisning som Sicilia Gadborg Høegh at skifte lydefrit mellem leg og alvor, og dialogen bliver en haltende, ujævn pardans.

Det er dog, skal det rettelig siges, personinstruktionens, ikke Peter Christoffersens, skyld. Især er det grelt og decideret tåkrummende i Noras sortie-scene, som jo ellers er nok så central. Her falder stykket endegyldigt fra hinanden og blotlægger iscenesættelsens grundlæggende problem.

Indtil da har man nemlig kørt hårdt på med en vrængende fysikalitet, hvor Ibsens ellers enestående skarpe replikker er nedbarberet til et forbryderisk minimum og ordene erstattet af kravlende, rullende, svingende kroppe.

Tilsyneladende er det mindre vigtigt, hvad der bliver sagt i denne iscenesættelse, så længe man kan lave lidt syret rytmik på gulv-abstraktion over teksten. Så da vi omsider ankommer til det dramatiske højdepunkt, det afgørende øjeblik, da Nora skal knuse sin mands verdensbillede, forlade børnene og smække med døren for at blive fri, er stemningsskiftet så abrupt, så kluntet, at én af teaterhistoriens mest gribende scener lader en aldeles kold. Det er pinefuldt at være vidne til, men af alle de forkerte grunde.