Sådan så dansk åndslivs største skikkelser på opstandelsen

Både H.C. Andersen, Søren Kierkegaard og N.F.S. Grundtvig havde en klar forventning om, at livet og samtalen fortsætter hos Gud efter døden

H.C. Andersen, Søren Kierkegaard og N.F.S. Grundtvig.
H.C. Andersen, Søren Kierkegaard og N.F.S. Grundtvig. Foto: Ritzau Scanpix.

Kathrine Lilleør, sognepræst og H.C. Andersen-ekspert:

H.C. Andersen skrev om både døden og opstandelsen i flere af sine eventyr. I eventyret ”Verdens dejligste rose” skriver han for eksempel om en særlig rose, som gør, at man ikke dør, når man ser den. Der er en dronning, der ligger for døden, og de leder efter roser overalt, så hun ikke skal dø, men det er først, da hendes søn læser op fra Bibelen, at hun får øje på rosen, der skyder op fra bogens blade, da han læser om Kristus.

Det er H.C. Andersens trosbekendelse i ”Verdens dejligste rose”, at man ikke skal dø, når man får øje på Kristus. Endnu mere udfoldet finder vi hans opstandelsessyn i ”Nattergalen”, som ender med, at kejser, der ellers lå for døden, rejser sig, efter at nattergalen har sunget døden væk, og hilser sine forbløffede hoffolk, der troede, at de skulle ind at se ham død, med et ”godmorgen!”.

Det samme ”godmorgen” finder vi i Matthæusevangeliets morgenhilsen, for det er også, hvad den opstandne Kristus siger til kvinderne ved graven påskemorgen. H.C. Andersen troede på, at der bag døden findes et lys og en opstandelse, som man med det blotte øje ikke altid kan se. Ligesom nattergalen syner lille og grå, men har den dejligste sang i sit bryst.

Andersen var begavet nok til ikke at konkretisere sit opstandelseshåb, men der er ingen tvivl om, at han troede på evigheden hos Gud. Troen på evigheden er for Andersen forudsætningen for, at vi tør leve lige nu.

Således er ”evigheden” det ord, der i ”Snedronningen” sætter lille Kay fri, og det er i troen på evigheden, at vi befries for vores dødsangst her og nu. For som han skriver i salmen ”Jeg har en angst som aldrig før”:

”Jeg trædes skal af dødens hæl,

først da sig løfte kan min sjæl.

Læg Fadervor som duens blad

mig på min tunge, gør mig glad!

Har jeg ej Gud, hvad har jeg da,

når hele verden falder fra.”

H.C. Andersens egen gravsten på Assistens Kirkegård i København peger også på hans opstandelseshåb med en strofe fra et af hans egne senere digte:

”Den Sjæl, Gud i sit Billede har skabt,

Er uforkrænkelig, kan ei gaae tabt;

Vort Jordliv her er Evighedens Frø,

Vort Legm’ døer, men Sjælen kan ei døe!

Peter Tudvad, forfatter og Kierkegaard-ekspert:

Peter Tudvad, forfatter og Kierkegaard-ekspert. –
Peter Tudvad, forfatter og Kierkegaard-ekspert. – Foto: Leif Tuxen

Søren Kierkegaards tro på opstandelsen står mejslet ind på hans gravsten på Assistens Kirkegård i København, hvor han selv valgte at citere et af Brorsons salmevers:

”Det er en liden Tid,

saa har jeg vunden,

saa er den ganske Strid

med eet forsvunden,

saa kan jeg hvile mig

i Rosensale

og uafladelig

min Jesum tale.”

Det meste af Kierkegaards forfatterskab er ellers præget af en klassisk protestantisk distance til at sætte håndgribelige billeder på opstandelsen. Og et andet sted overvejede han også, at der skulle stå ”Hiin enkelte” på hans gravsten, ligesom han jo ofte bliver forbundet med at være individets filosof. Men pietisten kom altså op i ham, og det er også meget sjovt, at han her vedkender sig en tro på opstandelsen i dialogens form.

For en anden af de få gange, Kierkegaard bliver konkret omkring opstandelsen, handler også om en længsel efter fællesskabet, da han står og fortaber sig i synet af havet ved Gilbjerghoved, efter at både moderen og de fleste af hans søskende var døde. Det skrev han om den 29. juli 1835:

”Og naar jeg da stod her en stille Aften, naar Havet med dyb men stille Alvor istemmede sin Sang; naar mit Øie ikke mødte en eneste Seiler paa den uhyre Flade, men Havet begrændsede Himlen og Himlen Havet; naar paa den anden Side Livets travle Syslen forstummede, og Fuglene sang deres Aftenbøn – da fremsteg ofte af Graven for mig de faa kjære Afdøde, eller rettere sagt, det forekom mig, som de ikke vare døde. Jeg følte mig saa vel i deres Midte, jeg hvilte mig i deres Favn, og det var for mig, som om jeg var ude af Legemet og i en høiere Æther svævede om med dem – og Maagens hæse Skrig erindrede mig om, at jeg stod ene, og Alt forsvandt for mit Øie, og jeg vendte tilbage med veemodsfuldt Hjerte for at blande mig i Verdens Vrimmel uden dog at glemme saadanne salige Øieblikke.”

Her bliver Kierkegaard jo nærmest katolik med en tro på, at man kan komme i kontakt med de afdøde, fordi de i en eller anden forstand er opstandne. Han undlader på behørig vis at tale om, hvordan de er opstandne. Men den historie er lidt parallel til Brorson-citatet om uafladelig sin Jesum at tale. Sådan forbinder individualitetens filosof altså opstandelsen med at være i et selskab med andre og ikke mindst Kristus, som han ellers beskriver som den eneste kontakt mellem det jordiske og himmelske.

Erik A. Nielsen, professor og Grundtvig-ekspert:

Erik A. Nielsen, professor og grundtvig-ekspert. –
Erik A. Nielsen, professor og grundtvig-ekspert. – Foto: Jens Welding Øllgaard

Grundtvigs mest berømte opstandelsesbillede står i hans salme ”Den signede dag”. Salmen er skrevet til tusindårsjubilæet for den danske kirke. Den begynder med at beskrive en solopgang, som vi kan opleve hver morgen, men det peger også på, at Kristus står op som en sol, og også gjorde det for den danske virkelighed, tusind år før salmen blev skrevet. Men så slutter salmen med en solopgang, som er større end alle andre:

”Så rejse vi til vort fædreland,

dér ligger ej dag i dvale,

dér stander en borg så prud og grand

med gammen i gyldne sale;

så frydelig dér til evig tid

med venner i lys vi tale.”

Et af de tilbagevendende billeder på opstandelsen er også at vågne op i en verden, hvor der ikke er nogen nat. Det er det, der ligger i ”ej dag i dvale”. Det hele er dag og bliver ved med at være dag. Og den evighedsdag forstår Grundtvig altså som et sted med en festligt oplyst borg, hvor der er sat en stol frem til os hver især.

Det er formentlig det himmelske Jerusalem, han skriver om, og dér skal man altså tale med vennerne i lys. Det betyder, at man her på Jorden altid taler med mennesker i en form for tusmørke eller halvmørke, fordi vi aldrig kan nå frem til definitive formuleringer og fuldstændigt klarsyn, så drømmen om opstandelsen er også drømmen om at komme ind i en verden, der er fuldstændig gennemlyst af dagslyset fra den store solopgang, som altså er Kristus, så der skal man sidde og tale oplyst med hinanden.

Opstandelsen var til stede hele tiden i Grundtvigs bevidsthed, for han var en deprimeret mand med et meget dobbelt forhold til verden, som han dels elskede, dels nærmest frygtede. Men for Grundtvig var opstandelsen et mysterium, så Grundtvig havde heller ikke nogen færdig forståelse af, hvad opstandelse og evighed er, men på den anden side beslaglagde det hans tanker meget. Opstandelsesmysteriet er netop det, som man ikke kan udsige med rent klart sprog, før man forhåbentligvis står midt i det og ser det.

Men både i Bibelen, poesien og Grundtvigs egen bevidsthed vækker det en række billeder, som han knytter sine opstandelsesforestillinger til. Og et af billederne er altså en evig solopgang.