Antallet af muslimer i Danmark vokser. Fra 2006 til i dag skønnes antallet at være steget fra 200.000 til 300.000. I samme periode er moskéernes antal steget fra 115 til 170. Det er blot et par af de tal og faktuelle oplysninger, man finder i bogen ”Danmarks moskéer. Mangfoldighed og samspil”, skrevet af professor mso og ph.d. Lene Kühle og cand.mag. i religionsvidenskab Malik Larsen, begge fra Aarhus Universitet.
I bogen har de to forskere påtaget sig opgaven at kortlægge og beskrive danske moskéer, som de ser ud i dag og i lyset af den udvikling, de har gennemgået det sidste årti. I forhold til tidligere undersøgelser som ”Moskeer i Danmark” fra 2006 og rapporten ”Moskeer i Danmark II” fra 2017 præsenteres her nogle mere uddybende analyser, der sættes ind i flere forskellige kontekster.
Undersøgelsen er et bestillingsarbejde, finansieret af Aarhus Universitets forskningsfond, Kirkeministeriet samt forskningsprogrammet på afdeling for religionsvidenskab ved Aarhus Universitet. Rammerne for undersøgelsen blev fastlagt i et aftalepapir, hvor der blandt andet står: ”Der skal gennemføres en opdateret undersøgelse af moskéer i Danmark i stil med den kortlægning, der blev udført i 2006, som vil gøre det muligt at få et videnskabeligt baseret, tidssvarende overblik over, hvordan moskéerne i 2016 er organiserede, samt detaljerede oplysninger om, hvem der kommer i moskéerne.”
Konteksten for undersøgelsen er de to meget omtalte kriser, ”Karikaturkrisen” efter Morgenavisen Jyllands-Postens tegning af muslimernes profet, Muhammed, i 2005-2006 og ”Dokumentarkrisen” – det vil sige krisen i forbindelse med TV 2’s dokumentar ”Moskéerne bag sløret” – i 2016. Begge kriser har spillet en stor rolle for udviklingen i de muslimske miljøer, for forholdet til staten og samfundet generelt samt for den enkelte muslims forståelse af livet som muslim i Danmark.
Kriserne og deres betydning bliver gennemgået og analyseret, herunder ikke mindst mediernes betydning, som i begge tilfælde spillede en afgørende rolle. I den forbindelse henvises til en undersøgelse af dansk, norsk og svensk mediedækning af religion. Her viser det sig, at debatterne i Danmark er både mere omfattende og mere negative end i de to andre nordiske lande. I Danmark er der en tendens til at forbinde religion med konflikt, hvorimod religion i Norge forbindes med noget positivt. I Sverige er det både-og.
Gennem fem kapitler tegner ”Danmarks moskéer” et grundigt og troværdigt billede af, hvordan islam i Danmark ser ud, og hvordan moskéerne påvirkes af den danske kontekst. Målgruppen er islamforskere, medarbejdere ved offentlige institutioner såsom ministerier og kommuner, journalister, gymnasie- og seminarielærere og særligt interesserede. Det er forfatternes ønske, at bogen derved kan hjælpe til med at ”kvalificere såvel den akademiske og politiske debat”, hvilket må siges at være lykkedes.
Bogen rummer et væld af oplysninger og henvisninger til forskellige undersøgelser. I det første af de fem kapitler beskrives religiøs praksis i de danske moskéer. Her fortælles forholdsvist grundigt, hvad der foregår i de forskellige moskéer, om deres finansiering, hvem og hvor mange der deltager i aktiviteterne, og hvor ofte disse finder sted. Også de muslimske friskolers baggrund, udfordringer og problemer beskrives, herunder de enkelte skolers forhold til islam. I kapitlet om relationen til danske myndigheder gennemgås imampakkens og trossamfundslovens tiltag, ligesom der er en liste over moskéer, der har opnået skattegodkendelse.
I tre følgende kapitler beskrives moskéerne ud fra tre synsvinkler, der hver for sig har betydning for moskéernes virke: autoritet, etnicitet og lokalitet. Om imamernes rolle og autoritet angives det som tankevækkende, at det ”typisk er de imamer, som vi islamforskere vurderer, har stor indflydelse (…) der nedtoner deres betydning, mens imamer vi betragter som mindre indflydelsesrige, betoner deres magtposition”.
At moskéerne har vidt forskellige etniske baggrunde, ved de fleste, men i bogen får vi at vide, at halvdelen af alle moskéer i Danmark repræsenterer tyrkisk og arabisk etnicitet, ligesom der er et oversigtskort over deres geografiske fordeling. I kapitlet om moskéernes lokalitet finder man på samme måde et danmarkskort over de cirka 115 moskéer, som fandtes omkring 2006, og de cirka 170 moskéer, som fandtes omkring 2018.
Bogen kan i høj grad anbefales den, som beskæftiger sig professionelt med islam og muslimer i Danmark, men også den almindelige nysgerrige læser. Som sådan kan bogen også bruges som opslagsbog, selvom det havde været en fordel med en indholdsoversigt. Bogen er ganske vist forsynet med et omfattende noteapparat og en afsluttende lang liste over samtlige danske moskéers navne og beliggenhed, men hvis man ønsker at vide noget om et konkret emne eller eventuelt finde noget om sin lokale moské, så må man selv i gang med at lede.
Afslutningsvist hedder det, at Danmark adskiller sig fra de fleste europæiske lande ved de gode muligheder, vi har for at etablere muslimske friskoler, ved en ofte direkte og bramfri debat om migration og islam, og ved at landet er præget af et højt niveau af tillid. I modsætning til de fleste europæiske lande har den danske stat dog afholdt sig fra at samarbejde med muslimske organisationer og heller ikke støttet dannelsen af paraplyorganisationer.
Den amerikanske filosof Jonathan Z. Smith citeres et sted for et meget rammende udsagn: ”Map is not territory.” (et landkort er ikke området). Det betyder, at de teorier og begreber, forskere benytter sig af, naturligvis ikke må forveksles med den virkelighed, de forsøger at beskrive.
Med det in mente er der alligevel grund til at hilse denne fremstilling velkommen og ønske til lykke. For selvfølgelig dækker den ikke hele virkeligheden, men den kan under alle omstændigheder hjælpe til med at kvalificere samtalen.
Hvad man dog savner – og som heller ikke var en del af aftalepapiret – er en undersøgelse af forholdet mellem den lokale moské og folkekirken. I hvilken udstrækning finder dialog sted, og hvilken betydning har den? Hvad med de møder, som Folkekirke og Religionsmøde årligt afholder mellem kristne og muslimske ledere? Spiller de nogen rolle? Der er bestemt plads til nye aftaler og til yderligere forskning.