Prøv avisen
Bog

Begravelsesritualer: Sådan siger vi farvel til verden - fra asatroende til ateister

4 stjerner
I ”Hvor flyver sjælen hen?” kortlægger journalist Birthe Lauritsen en lang række andre trossamfunds ritualer end det kristne. Fra asa-troende til ateister. Her er det Søren Kierkegaards grav. Foto: Hougaard Niels, Jyllands-Posten

En sober præsentation af begravelsesritualer i Danmark og samtidig en påmindelse om den kulturarv, som gravstederne også rummer

Hvert år dør omkring en procent af befolkningen. Hovedparten bliver begravet fra folkekirken, men i ”Hvor flyver sjælen hen?” kortlægger journalist Birthe Lauritsen også en lang række andre trossamfunds ritualer. Fra asa-troende til ateister. Fremstillingen er journalistisk og med interviewet som den primære kilde.

Bertel Haarder (V) bliver introduceret på en noget ejendommelig facon: ”Han er almindelig folkekirkekristen – også når det gælder troen på opstandelsen. Når den en dag vil komme. Men det evige liv leves her på Jorden, tilføjer han.”

Har kirkeministeren virkelig udtrykt sig sådan? For denne ”trosbekendelse” rummer unægteligt et efterslæb af noget ufortalt, uformidlet og derfor uforløst, og står i påfaldende kontrast til en note, Birthe Lauritsen bringer i bogen:

”Folkekirken tror på kødets opstandelse og det evige liv hos Gud – ikke på Jorden.”

Birthe Lauritsen har også forhørt sig om begravelsesritualer hos folketingspolitiker Özlem Cekic, der lige er fyldt 40 år, men hun taler om sin egen begravelse, som var den nært forestående.

Cekic har allerede truffet aftale med den imam, der skal begrave hende, og fået lovning på, at hendes mand venter to år med at gifte sig på ny. Men lige før den bekymrede læser overvejer at sende en bårebuket, dukker Cekic heldigvis op på et foto i bogen og smiler over hele femøren.

Overskriften på kapitlet lyder i øvrigt: ”Send ingen blomster – giv pengene til Folkekirkens Nødhjælp eller Læger uden Grænser”. Men i selve interviewet opfordrer Cekic til at donere til Dansk Flygtningehjælp eller Læger uden Grænser. Det ville vel også være mærkeligt, hvis en erklæret muslim havde Folkekirkens Nødhjælp med i sin sidste vilje, omend onde tunger bedyrer, at organisationen har lige så lidt med folkekirken at gøre, som italiensk salat har med Italien.

Overordnet set har Lauritsen leveret et sobert og informativt stykke arbejde uden svælgen i morbide detaljer og med gode folk til at guide læseren gennem ritualerne hos de forskellige trossamfund.

Undervejs bidrager forfatteren med tankevækkende oplysninger, såsom at man på de københavnske kirkegårde hvert år flytter omkring 100 urner fra den anonyme fællesgrav til kendt gravsted. Vores behov for at mindes de afdøde viser sig ofte at være større, end vi regnede med.

Og stenhugger Steen Jensen fra Mors beklager derfor, at udviklingen er gået i retning af stadig mere beskedne gravsteder:

”Der er plads til over 50 millioner grave på de danske kirkegårde. Så hvem er det, der siger, at urnegravene skal være så små?”

Omvendt påpeger tidligere folketingsmedlem og nuværende folkekirkepræst Pernille Vigsø Bagge, at det maner til eftertanke, når en sten bærer teksten ”Aldrig glemt – i hjertet gemt”, skønt ukrudtet i realiteten har overtaget gravstedet.

Bogen – velresearchet, velfortalt og perspektivrig – er imidlertid et godt middel mod aggressiv fortidslikvidering og en besindelse på den kulturarv, gravstederne rummer.