Prøv avisen
Tidsskrift

Sådan skal et tidsskrift være

Maja Lucas, der selv er forfatter, laver i det nye nummer en overraskende sammenlignende analyse af Martin A. Hansens ”Løgneren” og Kim Leines ”Profeterne i Evigheds-fjorden”, der viser sig at have mere til fælles, end man lige gik og regnede med.

Det nye nummer af ”Spring” giver læseren en livlig blanding af interessante artikler om dansk litteratur

Der er et vist pres på forskere nu om dage for helst at skrive artikler på engelsk til internationale tidsskrifter. Det er selvfølgelig problematisk for sammenhængen mellem for eksempel litteraturforskningen og den danske kulturelle offentlighed, og på den baggrund er det velgørende at læse ”Spring”, et tidsskrift for moderne dansk litteratur, der har eksisteret siden 1992.

Her boltrer en serie danske litterater sig ufortrødent på modersmålet, og selvom alle de videnskabelige artikler naturligvis er ”antaget på baggrund af anonyme fagfællebedømmelser” (de såkaldte peer reviews), hvor var vi ellers henne, fru Heilbunth, her i det nye årtusind, er de gennemgående velskrevne og perspektivrige.

Ifølge en overlevering - om den står helt til troende, ved jeg ikke - blev ”Spring” i sin tid oprettet, fordi Gyldendals kulturtidsskrift ”Kritik” blev mere og mere tværfagligt og samfundsdebatterende og dermed tabte sit gamle kernepublikum, danskfagets gymnasielærere og de danskstuderende, lidt af syne. ”Spring” lever i hvert fald fint op til denne funktion, og også den almendannede, litterært interesserede læser vil have glæde af at frekventere tidsskriftet, hvis man vil et spadestik dybere end avisernes bogtillæg og featuresider. ”Spring” bliver redigeret af den litteraturfaglige ildsjæl Marianne Barlyng.

Det nye nummer 36 veksler fint mellem gammelt og nyt. I den ældre afdeling finder vi originalt materiale om Herman Bang. Et erindringsbrev af Berta Wasbutzki, som Bang plejede omgang med i Berlin i sine sidste leveår, er blevet oversat og giver et meget levende billede af den følsomme og på mange måder plagede forfatters hverdagsliv i årene 1907-1909. Et andet slags rørende, menneskeligt dokument finder vi på nummerets sidste sider. Litteraturforskeren Jørgen Elbek udgav erindringsbøger på forlaget Spring og nåede inden sin død sidste år også at indsende et lille supplerende erindringsessay, hvor han skriver meget personligt om sin far, sin mor og sit forhold til dem. Det er ganske heftig læsning at se et gammelt menneske være så kritisk over for sin arvelod, men Elbek må dog medgive, at hans far og mor også har haft deres at slås med i forhold til deres egne forældre!

Der er også mange nulevende og yngre litteraturforskere på færde i spalterne. Maja Lucas, der selv er forfatter, laver en overraskende sammenlignende analyse af Martin A. Hansens ”Løgneren” og Kim Leines ”Profeterne i Evighedsfjorden”, der viser sig at have mere til fælles, end man lige gik og regnede med. Kasper Støvring ihukommer den unge døde digter Morten Nielsen i en fin læsning af dennes digt om netop døden. Svend Skriver, Sune Auken og Kathinka Skriver kaster blikket på en anden ung digter, der allerede i levende live har fået mytologisk status, nemlig Yahya Hassan, og modtagelsen af hans digtsamling. De konkluderer ikke uberettiget, at den empiriske Yahya Hassan (offer, debattør, elsker, voldsmand og ghettodigter) har fyldt mere end digteren af samme navn. Men omvendt havde han nok ikke vakt så meget opmærksomhed på de andre områder, hvis ikke han havde skrevet så stærke digte. Dialektikken mellem litteratur og samfund er på den måde stadig i live.

Forlaget Gladiator udgav for et par år siden romanen ”Hinsides” af den glemte, kvindelige gennembrudsforfatter Helga Johansen (1852-1912), der var interneret på Sct. Hans i flere omgange og skrev om det. Jens Kramhøj Flinker sætter hende ind i en interessant historisk sammenhæng om afvigeren som motiv i dansk litteratur på Georg Brandes' tid og i dag.

Claus Elholm Andersen fremdrager en hidsig litterær debat, som jeg faktisk havde glemt, selvom jeg sad som litteraturredaktør på Berlingske, da den rasede. I 2003 rettede journalisten og bestsellerforfatteren Michael Larsen et heftigt angreb mod Statens Kunstfond for kun at støtte den smalle litteratur og i øvrigt være kulturradikalt domineret. Året efter, i 2004, udsendte han ”Aftenlandet”, første bind af ”Den store tid”, om Danmark på det moderne gennembruds tid. Romanen tog meget hårdt fat på Georg Brandes og virkede som en litterær udgave af kritikken fra 2003. Larsens alter ego, Lars Mikkelsen, var en oprørsk figur, der ville noget andet end den radikale elite. Aviserne delte sig efter anskuelser i vurderingen af Michael Larsens roman, og gennem Elholms artikel bliver man virkelig ført tilbage til den oppiskede stemning i 2000'ernes kulturkamp, hvor litterære vurderinger pludselig ikke lod sig skelne fra politiske sympatier. Nu gik det hverken værre eller bedre, end at Larsen faktisk fik støtte af Kunstfonden i 2005, og i 2008, da andet bind udkom, var han faldet ned som et lam. Elholms vurdering er, at kulturkampen kulminerede i 2004, og at man fire år efter ikke længere kunne indtage en minoritetsposition i forhold til en kulturradikal elite.

Et lidt beslægtet emne er Svend Skrivers og Michael Schmidt-Madsens portræt af Torben Brostrøm som gennembrudskritiker, altså én der fører det nye frem og fejer det gamle til side, på niveau med Johan Ludvig Heiberg og Georg Brandes. Og dermed skaber litteraturhistorie lige så vel som at beskrive den. Jeg synes dog ikke, de føjer så meget nyt til billedet af Brostrøm, hvis tidlige indsats i forvejen har været meget diskuteret i regi af den såkaldte Kolding-skole. Snarere fuldender de billedet af en kritiker, der fik enorm indflydelse fra cirka 1960, ikke blot fordi han var dygtig og flittig, men også fordi han var allestedsnærværende og indimellem tog nogle ikke helt fine polemiske points hjem. På en måde er det svært at forbinde en magtfuld kritikerpave med det indtryk af en pæn og upolemisk mand, som den endnu levende Brostrøm giver. Måske tog han en rolle, tiden tilbød, i højere grad end han selv skabte den. Det vil nok kræve en regulær Brostrøm-biografi eller mere dyberegående forskning om hans tid og hans generation at få fremkaldt det fulde billede.

Artiklerne i ”Spring” giver dermed gode idéer til videre arbejde, og dermed udfylder tidsskriftet også en vigtig funktion midt imellem døgnets rejsestald og disputatsskriveriets kamre.

kultur@k.dk