Prøv avisen
Bog

Sådan skal historien om Første Verdenskrig fortælles

5 stjerner
På billledet fra 1984 holder Mitterand og Kohl hinanden i hånden, mens de står foran det store benhus med resterne af mere end hundrede tusinde uidentificerede soldater.

Den første store samlede fremstilling på dansk om Osmannerriget under Første Verdenskrig er både aktuel historie og formidling på højt niveau

I slutningen af maj i år vil den franske præsident, Francois Hollande, og den tyske kansler, Angela Merkel, mødes i Verdun for at markere 100-året for et af de værste militære slag i Europas historie under Første Verdenskrig.

Måske vil de ligefrem forsøge at skabe et ikonografisk fotografi som det, der blev taget på samme sted af deres forgængere, Mitterand og Kohl. På billledet fra 1984 holdt de to statsmænd hinanden i hånden, mens de stod foran det store benhus med resterne af mere end hundrede tusinde uidentificerede soldater.

Senere på året vil blikket blive rettet mod en ny fransk slagmark fra den store krig, denne gang vil det dreje sig om Somme, og således vil den ene mindehøjtidelighed efter den anden frem til 2018 periodevis optage medierne. I dette forløb vil der ikke blive skrevet ret meget om den krig, som rasede i Mellemøsten og Tyrkiet. En væsentlig årsag hertil er naturligvis, at kampene i Belgien og Frankrig var de vigtigste under verdenskrigen, men også det eurocentriske fokus, som har præget meget af historikernes forskning i den Første Verdenskrig.

Den eurocentriske tendens gør den britiske historiker Eugene Rogan op med i ”Osmannerrigets fald” om den Første Verdenskrig i Mellemøsten. Som titlen antyder, er det historien om Osmannerriget, der er værkets omdrejningspunkt. Hvor mægtigt et område, der var tale om, kan man forvisse sig om ved at kaste et blik på et verdenskort fra 1914. På dette tidspunkt lå byer som Istanbul, Damaskus, Aleppo, Jerusalem, Bagdad og Mekka alle inden for rigets grænser, og da det kollapsede i 1918, forsvandt verdens største islamiske imperium, der havde eksisterede siden middelalderen.

”Osmannerrigets fald” er kronologisk disponeret og begynder med krigsudbruddet i 1914 og slutter med sammenbruddet i 1918. Bogen bringer for så vidt ikke meget nyt i forhold til den allierede eksisterende forskning, som primært er udgivet på engelsk inden for de seneste 10 år.

Læs et uddrag af bogen her.

Styrken ved ”Osmannerrigets fald” er imidlertid på det formidlingsmæssige plan, idet det er lykkedes forfatteren at skrive en overbevisende samlet fortælling om de ofte komplicerede forhold i Mellemøsten. Endnu en styrke ved værket er den primært osmanniske optik, som Eugen Rogan har valgt, der forstærkes gennem inddragelsen af et mangefold af tyrkiske og arabiske erindringer. Det giver en utraditionel vinkel, hvor krigen ikke kun ses med de britiske beslutningstageres øjne.

Et godt eksempel herpå er slaget ved Gallipoli, der var et allieret forsøg på gennem en stor landgangsoperation at erobre kontrollen over Dardanellerne. Lykkedes den plan, kunne franske og britiske krigsskibe derefter sætte kurs mod Istanbul. Sådan kom det ikke til at gå, da tyrkerne forsvarede sig indædt i et slag, der udartede sig til skyttegravskampe og tåler sammenligning med de kampe, som foregik på vestfronten. I januar 1916 blev de sidste allierede styrker evakueret fra området, uden at man havde opnået andet end voldsomme tab på begge sider. I historiebøgerne beskrives slaget ofte som ”Churchills fiasko” med henvisning til en af de hovedansvarlige, marineminister Winston Churchill. I bogen hedder kapitlet om slaget derimod ”Den osmanniske triumf i Gallipoli”.

På trods af den udprægede osmanniske optik er der ingen undskyldninger og bortforklaringer for det folkedrab, som tyrkere og kurdere foranstaltede på deres kristne armenske medborgere. Baggrunden for gerningsmændenes motiver skildres indgående, men heller ikke folkedrabets gru med voldtægter og drab på børn skånes læseren for.

Det er lidt synd, at forfatteren i det ellers bredt anlagte værk ikke fører fortællingen om Første Verdenskrigs betydning frem til nutiden i en mere eksplicit form. Det havde eksempelvis været oplagt at udfolde den historiebrug om verdenskrigen, som har en væsentlig betydning i det moderne Tyrkiet den dag i dag, ikke mindst i konflikten om det religiøse eller sekulariserede samfund.

Den kritik skal dog ikke skygge for den samlede vurdering, at ”Osmannerrigets fald” er et særdeles vellykket værk, som man må glæde sig over er blevet oversat til dansk. Eugen Rogans bog er ikke kun fortællingen om de ulykker, der ramte verden for 100 år siden – det er også en historie med relevans for forståelsen af en stadig uroplaget del af verden.