Sådan skriver man en elskelig musikhistorie

Søren Schauser fortæller med fantasi og indlevelse om klassisk musik for børn og unge

”Tones drøm” er skrevet som en fantasifuld rejse gennem tid og rum.
”Tones drøm” er skrevet som en fantasifuld rejse gennem tid og rum. .

For et års tid siden udgav musikjournalisten Søren Schauser bogen ”Klassisk!”. Undertitlen var ”Europæisk musikhistorie fra begyndelsen til 1900”.

Nu har Schauser skrevet en pendant for børn og unge. Den hedder ”Tones Drøm” og former sig som en rejse gennem den klassiske musiks historie, hvor forfatteren akkurat som i bogen for det voksne publikum bevæger sig fra de tidligste europæiske komponister frem til cirka år 1900.

Det indebærer, at markante skikkelser som Mahler, Carl Nielsen, Sibelius og Sjostakovitj ikke figurerer i denne bog. Af de 22 store navne, han i det afsluttende kapitel ”Alt om komponisterne” tager under kyndig behandling, kommer Johann Sebastian Bach, som er den mester, mange opfatter som den første store milepæl i musikhistorien, først som nummer 9, Mozart figurerer som nummer 12 – og Schauser sætter punktum med Johannes Brahms.

”Tones drøm” er skrevet som en fantasifuld rejse gennem tid og rum. Læseren får en gevaldig tur på Schausers flyvende tæppe i selskab med den trompetspillende pige Tone (godt navn i den sammenhæng), som under et besøg i Operaen har forvildet sig ned i kælderen med rekvisitter og andet tingeltangel.

Sammen med en mystisk dreng ved navn Hubert (han er egentlig hundrede år ældre, men det er en historie i historien) og med en gammeldags grammofon som springbræt hvirvles hun rundt af musikken og bliver i første omgang slynget tilbage til trubadurernes og korstogenes tid.

Her træffer hun og Hubert den omvandrende sanger Walther von der Vogelweide – og det bliver det første af mange ansigt til ansigt-møder med en række af musikhistoriens mest markante skikkelser, for de dukker med korte mellemrum frem på rad og række. Tone får ovenikøbet lejlighed til at gribe ind og påvirke deres valg af værker og udformningen af dem.

Således giver hun Schubert idéen til Forellekvintetten. Hvis du er rigtig smart, siger hun til ham, så lader du de fire strygere spille sammen med et klaver:

”Schubert selv ved klaveret vil være et hit!”

En replik, der siger meget om forfatterens forunderlige leg med tid og sted og sprog.

Stilen udvikler sig undertiden lige lovlig meget i retning af ”dig og mig og vi to”. Det generer i hvert fald Chopin, at Tone ved mødet med ham udbryder:

”Åh, Chopin, eller må jeg kalde dig Frédéric?”

Og det bliver i for høj grad lige ud ad landevejen, da følgesvenden Hubert om Verdi konstaterer:

”Han er sandelig også en spændende komponist med masser af god musik.”

Men overordnet set øser Søren Schauser af sin kolossale viden med en overskudsagtig indlevelse, og at hans begejstring for musikken gang på gang manifesterer sig i ordet ”dejligt”, opleves kun som en charme.

Det samme er tilfældet med det anekdotiske skær og Schauers forkærlighed for nutidsformen:

”Haydn arbejder som kordegn ved Stephanskirken i Wien og har muligvis været til stede ved Vivaldis begravelse.”

”Tones drøm” er noget så specielt som en elskelig musikhistorie, sprængfyldt med småt og stort om musikkens giganter. Bogen er illustreret ”med let pen”, og der rundes af med en række repertoire-anbefalinger.