Prøv avisen
Bog

Sådan spillede klaveret under kommunismen

5 stjerner
I sin roman om Dmitrij Sjostakovitj fortæller Julian Barnes i korte opsatser om den russiske komponists liv. Julian Barnes optræder på Louisianas litteraturfestival til august. Foto: Graham Jepson

Suveræn roman fra Julian Barnes om den russiske komponist Sjostakovitj og kunstens plads i et umusikalsk samfund som Sovjetunionen

”Hvordan fortæller man et liv?”, spurgte den norske forfatter Jan Kjærstad i sin romantrilogi om tv-produceren Jonas Wergeland. Er livet en landevej med en begyndelse, midte og slutning, eller er livet et kalejdoskop, hvor et drej i synsvinklen kaster nye spejlinger og betydninger af sig?

Uanset om man bruger disse eller helt andre metaforer om livet, har den rigtige repræsentation af eksistensen været til debat i århundreder, og enhver seriøs forfatter til romaner og biografier begynder med formmæssige betragtninger som disse. Engelske Julian Barnes er ingen undtagelse – han, der synes ude af stand til at skrive en overflødig bog; alt fra hans hånd rummer indsigter, som man efter endt læsning nødigt ville have været foruden.

Barnes har leveret forskellige raffinerede bud på, hvordan man fortæller et liv. Eksempelvis skrev han om sit samliv med hustruen gennem 30 år i den lille perle af en sorgbearbejdende bog ”Vejen op, vejen ned” ved at fortælle om berømte ballonfarere, hvis op- og nedture blev billeder på Barnes’ brat afsluttede lykkelige ægteskab.

I sin nye roman om Dmitrij Sjostakovitj (1906-1975) fortæller han i korte opsatser, nogle helt ned til to linjer, om den russiske komponist – stærkt inspireret af blandt andre Sjostakovitjs egne erindringer, der løbende blev ”forbedret” og ikke er korrekte efter en striks biografisk skabelon, samt Elizabeth Wilsons biografi ”Shostakovich: A Life Remembered”. Julian Barnes skriver i efterskriften til ”Tidens støj”, som hans roman hedder, at der netop er mange måder at fortælle et liv på, og hvis man ikke kan lide hans måde at fortælle om komponisten på, så skal man læse Wilsons bog i stedet.

Det er der dog ikke nogen umiddelbar grund til, for ”Tidens støj” har det hele – og mere til, for det er ikke ”kun” en roman om musik og komponister, men en beretning om almenmenneskelige vilkår og om, hvad kunst er til for, og hvilken plads den har i samfundet.

Handlingen begynder i 1936 , hvor Sjostakovitj frygter for sit liv. Stalin, der ellers aldrig har virket interesseret i musik, har udtalt sig kritisk om den 30-årige komponists seneste værk. Sjostakovitj er sikker på, at han er på vej til Sibirien og den sikre død.

Men livet tager en anden drejning – til det værre eller bedre? Komponisten bliver aldrig sikker, for selvom han undgår repressalier i første omgang, følger nu årtier underlagt regimets krav. Sjostakovitj ser sig selv forløjende repræsentere Sovjetunionen ved en kulturkonference i New York, hvor tidens toneangivende kunstnere opfordrer ham til at hoppe af, og presses på hjemmefronten til offentligt at undsige systemkritiske kolleger, men trods samvittighedskvaler forbliver han tro mod partiet, underlagt dets evige ånden ham i nakken.

At Sjostakovitj er kunstner og komponist så uendeligt meget mere, end han er kommunist, står hele tiden klart, men som man erkender, mens man langsomt vender siderne: Den usynlige politiske magt over mennesker kan få os til at gå i retninger, vi ikke selv vil, og som tvinger ihvertfald romanforfattere til igen at overveje: Hvordan fortæller man et liv? Og det i et klima, Sovjetunionens, hvor alt kan siges højt, undtagen sandheden.

Sjostakovitj fandt en måde at være mennesker og musiker på, som ikke kompromitterede hans kunst, gjorde den propagandistisk, tidsbundet, politisk. Lykkelig virker han ikke på disse sider, kun glimtvis i sine ægteskaber, hvor det imidlertid kunne være svært at holde jalousien for døren i de åbne forhold, som han og hans kunstnervenner praktiserede. Lykken var foran klaveret, opslugt af at komponere, glemt af kommunismens ellers altseende øje.

Og hvor evigt ret har han – og Barnes – ikke i denne samlende sentens fra ”Tidens støj”, der trods bogens lidenhed rummer et helt og suverænt fortalt liv:

”Når alt andet svigtede, og der ikke syntes at være andet end idioti i verden, holdt han sig til dette: at god musik altid ville være god musik, og at stor musik var uangribelig.”