Inspirerende tegneserie følger Karen Blixens liv fra vugge til grav

Det dansk-franske tegner- og forfatterpar Terkel Risbjerg og Anne-Caroline Pandolfo har fortolket Karen Blixens liv i en inspirerende tegnet fortælling

Sådan tager side 86 i ”Løvinden” sig ud.
Sådan tager side 86 i ”Løvinden” sig ud.

Sidst jeg var i Frankrig og stod og græssede i en velassorteret boghandel, lagde jeg igen mærke til, hvor gode de er til at formidle både biografiske historier om store kunstnere og til at genfortælle klassikere igennem graphic novels, altså som seriøse og ofte ganske litterært begavede tegneseriefortællinger.

Selvfølgelig kan man få indtil flere versioner af Rimbauds livshistorie som tegnet fortælling, ligesom man kan erhverve sig Albert Camus’ ”Den fremmede” genfortalt i billeder. Sådan holder man kulturarven levende og vedkommende også for nye generationer.

Tegneren Terkel Risbjerg har gennem mange år boet og arbejdet i Frankrig, hvor han har udgivet flere bøger sammen med sin samlever, forfatteren Anne-Caroline Pandolfo. Sammen har de for eksempel skabt en parafrase over J.P. Jacobsens ”Niels Lyhne”, som kom på dansk i 2015 med navnet ”Skarabæernes konge”. Makkerparret har mod på at folde komplekse historier ud, og med ”Løvinden”, som udkom på fransk i 2015 og nu også er oversat til dansk, har de kastet sig over den oplagte dramatiske fortælling, som Karen Blixens liv er.

Det er sin sag at fortælle en forfatters liv på knapt 200 tegnede sider, hvor der også skal være plads til at dvæle ved enkelte øjeblikke for at skabe litterært flow og spænding, men jeg synes, at det dansk-franske makkerpar er lykkedes med det.

At Blixens liv skal blive dramatisk, lægger de flot ud med at foregribe ved at lade syv særegne feer møde hende ved vuggen. Den første og mest højtråbende fe er ingen ringere end filosoffen Friedrich Nietzsche, der, samme år som Blixen blev født – 1885 – udgav værket ”Således talte Zarathustra”, hvori Gud eftertrykkeligt blev erklæret død.

”Sig et stort ’Ja’ til livet”, deklamerer Nietzsche, inden næste fe, en stor løve, træder ind på scenen for at give den lille Karen styrke. Sheherezade bringer barnet fortællerens kraft, men naturligvis er den onde fe også med; Djævelen selv, som fortæller, at Karen Blixen vil blive budt på et liv fuld af faldgruber, og at hun gør klogt i at lære sig at le af livets genvordigheder. Og vi ved jo, at Blixen senere valgte pseudonymet Isak, der netop betyder ”den, som ler”.

”Løvinden” følger Blixens liv fra vugge til grav; opvæksten på Rungstedlund, hendes tætte forhold til ”Far Dinesen”, hendes vilde længsel efter noget mere, end tidens kvinderolle i det bedste borgerskab bød på, Kunstakademiet, ægteskabet med ”Bror Blixen”, årene på den afrikanske farm, årene som forfatter og årene med sygdom.

Bogen hedder ”Løvinden”, men det gennemgående billede er nu i virkeligheden fuglen. Da Blixens højtelskede far, som lærer hende fuglenes stemmer at kende, tager sit liv, omtales det måske lige lovligt poetisk som, at han ”fløj op for sidste gang”, men når vi kommer til kærligheden til Denys Finch Hatton, som vitterligt flyver op for sidste gang, giver det mening med de to store tab, der spejler hinanden.

Vi får også hele Blixens lille skæbnefortælling om storken med, ligesom bogen lukkes med hendes sidste store kraftanstrengelse, der handlede om at gøre Rungstedlund til et reservat for fugle. Slutteligt et sjovt lille efterspil med de syv feer, hvor Djævelen sættes pænt på plads.

Terkel Risbjergs akvareller er holdt i douce, lidt støvede farver, gråblå og sepia går igen. Og Karen Blixen selv gør han sig ikke noget forsøg på at psykologisere over eller trænge ind i. Det kan jeg godt lide. Hun får lov at beholde sin maske, så at sige. Vi følger hende fra tynd og spidsnæset pigespirrevip til en mager vindtør kvinde med tunge øjne.

Når hun ikke har noget at sige, eller måske er lukket inde i sig selv, har hun ingen mund. Risbjergs tegninger svinger fra det helt enkle, stiliserede til mere frie, rammeløse tegninger, hvor der er plads til at lade en stemning vokse. Der er mange fine detaljer, og man mærker, at både forfatter og tegner har gjort deres research ordentligt. Således er der også dis-krete noter undervejs og litteraturliste til sidst.

”Løvinden” er både for læseren, der kender sin Blixen, og en fin introduktion til den nye læser.