Synesios (370-413 e.Kr.) levede i det nuværende Libyen, han var veluddannet i den antikke tradition, tilhænger af den nyplatoniske filosofi og kristen biskop. Denne udgivelse har dels nogle hymner, som er præget af nyplatonismens skelnen mellem den lave materie og den ophøjede ånd, dels nogle breve.
Brevene behandler mange emner og giver et charmerende indblik i nogle sider af oldtidens liv, vi ellers ikke møder så tit. Sejlture var risikable og ubehagelige i oldtiden på grund af Middelhavets luner, de små skibe og manglen på navigationsudstyr. Synesios beskriver en forfærdelig tur, hvor skibet flere gange er ved at gå ned, de aner ikke, hvor de er, kaptajnen og sømændene er skumle typer, og de går til sidst alle i land et ret øde sted, hvis beliggenhed er helt ukendt for dem.
Synesios må løse stridigheder både i kirken og i forhold til de verdslige myndigheder, og de indimellem voldelige konflikter med statholderen får den moderne læser til at skønne på vores tiders orden og lovlydighed. I løbet af få år mister han tilmed alle sine tre sønner – oldtidens børnedødelighed må have været forfærdelig for forældrene. Han skriver: ”Jeg ville gerne holde op, enten med at leve eller med at huske mine sønners begravelse”. Det kan også i dag give læseren blanke øjne.
Oversættelsens sprogdragt er noget gammeldags, og noterne til teksten er få og korte. Derfor må læseren gætte en del, og læsehastigheden bliver ikke altid høj. Men oversættelsen lader os møde et sympatisk menneske både i hans praktiske og åndelige liv.