Rørende familiedrama giver plads til både vreden, humoren og den trodsige kærlighed

Den franske auteur Robert Guédiguian har skabt et rørende drama om social og biologisk arv

Robert Guédiguians drama om lille Glorias ankomst til verden viser, hvorledes den sociale arv sætter sig igennem, og herligheden forgår.
Robert Guédiguians drama om lille Glorias ankomst til verden viser, hvorledes den sociale arv sætter sig igennem, og herligheden forgår. Foto: Camera Film

Den aldrende Daniel kommer ud af fængslet efter at have sidde inde i 20 år for drab. Han tager bussen tilbage til Marseille, hvor han dengang efterlod sin kæreste, Sylvie, og deres lille datter, Mathilde. Han formulerer det selv, som om han er kommet ud af en grotte efter lang tid i mørket. Det er tid til soning og genoprettelse.

Men kommer Daniel tilbage til lyset efter at have været lænket i grotten? Skyggerne fra mørket følger med ud i lyset, hvor de bliver endnu længere, og Marseille er lige så slammet og socialt trøstesløst, som dengang han blev dømt. Hans familie lever på bunden af byen, Sylvie med sin nye mand, den søde Richard. Han er buschauffør, og hun er rengøringskone. De har fået datteren Aurore sammen, så Mathilde har nu en halvsøster, som hun inderligt ønsker var hendes helsøster, så hun ikke forbindes med sin biologiske fars skam. Hvor forældrene er deres klassebaggrund bevidst og forsøger at bringe en værdighed ind i tilværelsen, uanset hvor ydmygende den kan tage sig ud, søger døtrene og deres kærester at bryde med den sociale arv. Ikke mindst i kraft af deres kæresters mere eller mindre illusoriske forsøg på at få sig et liv med en vis glans af penge, magt og erotik. Eneste virkelige lyspunkt er Mathildes fødsel af barnebarnet Gloria. Skal hun blive den herlighed, som familien har savnet, den uskyld, de har længtes efter, og den forløsning af livet, de alle drømmer om?

Det er denne verden, Daniel kommer tilbage til som gæsten fra grotten, det mørke, der suger alting til sig. I sig selv en skygge, der sætter sig for at hjælpe sine nærmeste op i lyset og tage et ansvar for det, han måtte forlade, da livet endnu var ungt. En umulig opgave, som han vælger at ofre sig for.

Instruktøren Robert Guédiguian er blevet kaldt Frankrigs svar på Ken Loach og Mike Leigh. Guédiguian har en identisk indfølende instruktion og er fuldkommen solidarisk med sine karakterer og deres skæbne. Dramaturgisk lader instruktøren fortællingen følge sin kurve uden enkle løsninger. Der er plads til vrede, trodsig kærlighed, humor og absurditet i den verden, som den anden halvdel lever i. De er dernede i de underbetalte servicefag og bag facaderne til lurvede butikker med emigranter i baglokalet, der arbejder under slavelignende forhold.

Daniel fra grotten er selv strippet for alt og ser derfor illusionsløst på verden. Som en drøm om, hvad tilværelsen kunne være blevet til, skriver han haiku-digte, der fastholder de få lykkelige minder, han har (over)levet på. Men som han skriver: ”Der er intet skel mellem mig og natten”. Et sted derinde i sindet længes han tilbage til grottens omsluttende mørke. Han tåler ikke det grelle lys.

Robert Guédiguian har samlet nogle af Frankrigs bedste skuespillere i sit ensemble: Ariane Ascaride som Sylvie, den elskelige Jean-Pierre Darroussin som Richard, Gérard Meylan som hulemennesket Daniel, og Anais Demoustier som Mathilde mellem de to fædre og det lille nyfødte barn. Der spilles gnistrende godt, og bag kameraet fanger Pierre Milon Marseilles pågående sociale realisme mellem slum, højhusmodernitet og motorgader, der skyder ind som larmende trafikårer og deler byen op i zoner uden sammenhæng.

”Gloria Mundi”åbner med en fødselsscene til tonerne fra Verdis ”Requiem”. Et barn kommer til verden og tages varsomt af de hænder, der møder det. Skylles ren og får plads på sin mors mave. Scenen har en sakral dimension. Barnet døbes Gloria af de unge forældre, der synes at have glemt resten af den latinske sætning, deres barns navn indgår i: ”Sic transit gloria mundi” – ”Således forgår verdens herlighed”.

Robert Guédiguians drama om lille Glorias ankomst til verden viser, hvorledes denne sociale arv sætter sig igennem, og herligheden forgår. Men instruktøren ville ikke være den, han er, uden kærlighed og det blik for den biologiske arv, der manifesterer sig, da der er allermest brug for det. Hvordan skal ikke røbes. Se selv.