Prøv avisen

Tennessee Williams’ 1950’er-drama er blevet til veloplagt og velspillet tragikomedie

5 stjerner
Det er familiestridigheder af næsten shakespeare’ske dimensioner, hvor alliancer dannes på kryds og tværs, og rænker smedes i kulissen, skriver Kristeligt Dagblads anmelder. Foto: Christian Friedländer

Klassikeren ”Kat på et varmt bliktag” har fået en klædelig overhaling i den nye opsætning, men ellers er alting lige så frydefuldt grusomt, som det plejer at være i Tennessee Williams’ klassiske familiedrama

Det er varmt. Sådan trykkende sydstatsvarmt. Over tunge, draperede gardiner, der beklæder væggene fra gulv til loft, drejer en træt ventilator ugideligt rundt, som har den for længst givet fortabt over for den ulideligt lumre atmosfære i stuen. For med guldornamentik og et overflødighedshorn af pasteller og plastic ligger betændte familiefortrængninger og gærer som den omgivende Mississippisump.

Tennessee Williams’ flittigt fortolkede 1950’er-drama – hvem husker ikke den ikoniske filmatisering med Elisabeth Taylor og Paul Newman i de bærende roller? – er blevet til veloplagt og velspillet tragikomedie på Betty Nansens scene. Med sin vanlige sans for sproglig finurlighed har forfatteren Madame Nielsen givet manuskriptet en opstramning, der skærer ind til benet og betoner de barokke tangenter. Det hele glaseret med farverig 1970’er-kitsch og drivende absurdisme. Hvorfor man har valgt at flytte historien fra de bornerte 1950’ere til de anderledes frivole 1970’ere, står ikke helt klart. Måske for at forestille fortrængningens universalitet. At den lever i bedste velgående uagtet en nok så frigjort og tolerant fernis.

I rollen som den indestængte sydstatspatriark, bomuldskongen Big Daddy, har vi den virtuose Olaf Johannessen. Som husets overhoved nærer han en spruttende foragt for alt og alle – ikke mindst sin egen familie, der går ham så grueligt på nerverne. Og det kan man ikke fortænke ham i. Ældstesønnen Cooper (fortrinlige Mikkel Arndt) og den fødedygtige forstadsfrue af en svigerdatter (Kitt Maiken Mortensen) vimser rundt, belurer og udspionerer den dødeligt syge Daddy, på spring efter en luns af arven. Lillebror Brick drikker tæt, mens konen – ”katten Maggie” – flagrer uforløst og ulykkelig omkring i Johanne Louise Schmidts prægtigt lunefulde spil.

Og så er der børnene – en bande på hele fem ”halsløse monstre” – der stormer ind og ud med øretæveindbydende dansetrin, trompeter og nasale sanglege på de mest ubelejlige tidspunkter. Husets frue, Big Mamma, som Ditte Gråbøl lidt ujævnt leverer, forsøger, overdænget i diamanter og similiglimtende organza, skiftevis at udglatte og vende det blinde øje til – nervøst smilede sig gennem kaskader af verbale prygl.

Det er familiestridigheder af næsten shakespeare’ske dimensioner, hvor alliancer dannes på kryds og tværs, og rænker smedes i kulissen. For her er familien både en ubrydelig forbandelse og en djævelsk prisme, hvorigennem alle dårskaber forvrænges og forstørres. Hvem kender ikke det? Anledningen for den usalige sammenkomst er Big Daddys fødselsdag – formentlig den sidste af slagsen. Og til tonerne af lystig spillemandsmusik fra et sted i hjørnet af scenen ser vi til, mens det hele falder lystigt fra hinanden; en familiefestens svar på ”Titanic”s forlis.

I særklasse vellykket er Christian Friedländers lag på lag-scenografi, fuldendt med forgyldte palmer, spejlblanke overflader og en kaktusprærie, der trænger sig på. En øjenlyst af dårlig smag og ”nouveau riche”-æstetik. Altsammen for at dække over stanken af rådne relationer, der står ud fra de draperede gardiner. Big Daddys foragt for sine uduelige sønner, Bricks massive alkoholmisbrug som følge af en kær ven – og måske elskers – tragiske død. Fortrængt homoseksualitet. Ulykkelige ægteskaber. Broderrivalisering. Faderopgør. En mere fatal familiefest finder man næppe. Det skulle da lige være hos Thomas Vinterberg.