Først fyldes man med forundring, ja, tilmed en vis irritation over den fornuftsstridige uorden. En talende træfigur, en miniaturemand i et dukkehus, havfruer og en danserinde med abeansigt er bare et lille udsnit af det mildest talt farverige freakshow, som befolker novellesamlingen ”Skibbruden – og andre fortællinger om udødelighed”. Omsider må man dog give sig hen. For Kira Dreyer Messell skriver ikke alene umanerligt godt, hendes debutværk er endda en begavet samling små folkloristiske refleksionsstykker, der udfordrer vestlig virkelighedsopfattelse; som skaber tiltrængt rum for tilværelsens største temaer.
Vi begynder imidlertid et andet sted. Da Villy Sørensen i sin tid indsendte sit manuskript med de ikoniske ”Sære historier” til Wivels Forlag, fik han følgende svar i afslagsbrevet:
”Mentaliteten svinger mellem det infantile og det udspekulerede, ofte sindssyge.”
Det var krasse ord fra forlægger Ole Wivel, hvilket nok først og fremmest skyldtes, at novellesamlingen ikke lignede noget andet i sin samtid og derfor forekom, ja, forstyrret.
På tilsvarende vis skriver debutanten Kira Dreyer Messell sig med sine lige så sære historier stik imod den herskende litterære strømning af i dag. Hos Messell er det ikke den individuelle hverdagserfaring, som tiden ellers foreskriver, men den store kollektive fortælling, der behandles i en række symbolladede allegorier over død, splittelse, ensomhed og afsavn.
Et genremæssigt miskmask af litterære referencer løber sammen i de ni fantastiske fortællinger. Gendigtninger af kendte folkeeventyr møder Østens sagn, ritualer og riter, mens det hele er henlagt til eksotiske egne et sted i Asien. Flere af fortællingerne gestaltes med tiltænkt naivitet og med reminiscenser af H.C. Andersen, Brødrene Grimm og andre kendte eventyrmagere. Som i skæbnehistorien om en marionetdukkes krakelerende kærlighed, der på Pinocchio-manér fortælles fra dukkens egen malede mund.
Messell bruger de eventyrlige momenter til at skabe et nyt sprog, som ligger hinsides rationalitetens reservat. Med sin ejendommelige lyriske symbolik peger hun på de ting i tilværelsen, som ikke lader sig skildre med de forhåndenværende, dagklare rationaler. Livets forvandlingsfaser: forelskelse, alderdom, død. I fortællingen ”Glas” møder man forskellige kulturers forhold til døden, mens man i en anden novelle gribende følger den frugtesløse forelskelse i en havfrue. Men fortællingerne har altid flere betydningslag, ligesom eksistensen her er dobbelttydig og dunkel.
På én gang genkendeligt og fremmedartet strømmer et mylder af mystiske begivenheder os i møde. Vestens eventyr, der trygt genkendeligt emmer af barndom, blander sig med solgyldne strejf af eksotisme og noter af nordisk melankoli. Lig folkeeventyret har ”Skibbruden” dog hele tiden individets plads i fællesskabet i centrum. For hvordan finder man et ståsted midt på tilværelsens alt for åbne hav? Som det moderne menneskelivs allerede i forvejen skibbrudne skæbner higer Messells sære eksistenser efter kollektive referencepunkter, et mytisk fællesskab, som vejledede fyrtårn i tilværelsen.
Flere steder adresseres forholdet mellem den fornuftsbårne, vestlige logik og Østens religiøse ritualer som konkrete sammenstød. I ”Udødeligheden” eksempelvis – en af samlingens bedste – bliver den hovne fornufts fattige affortryllelse i form af fortælleren modsvaret i mødet med en undseelig morlille, som siden folder sig ud som den store kinesiske havgudinde Lin Mo.
De bedste af novellerne desarmerer gradvist læseren i en hengivelse til Messells magiske mytelandskab, som nærved ophæves til religiøse lignelser. I de mindre vellykkede stagnerer historierne i flade, fortegnede skabeloner, ligesom sproget har hang til sine steder at forfalde til slidte aforismer.
”Når verden er stillet på uskarp, forekommer den ofte mere interessant. Træer bliver til kæmper; herreløse hunde bliver til monstre, gadelamper bliver til landende ufoer,” lyder det indledende i en af novellerne og summerer på sæt og vis samlingen op.
Med sine kuriøse, melankolske gendigtninger af Vestens og Østens mytearv genskaber ”Skibbruden” noget af den moderne verdens tabte fortryllelse i et mayaslørs sælsomme mystik. Efter endt læsning er man ikke mindre mystificeret.