Ida spillede cellokoncert for seks æsler: ”De er nok det ærligste publikum, jeg nogensinde har haft”

På en koncert-cykeltur fra København til Skagen gjorde cellisten Ida Riegels forleden holdt i Nørager på Djursland for at spille for seks æsler. Æslerne viste sig at være et meget ærligt publikum

Ida Riegels har fået sin solide damecykel som transportstøtte fra Statens Kunstfond. Hun har etableret en hjemmesyet pude på bagagebæreren, hvor hendes cello hviler. –
Ida Riegels har fået sin solide damecykel som transportstøtte fra Statens Kunstfond. Hun har etableret en hjemmesyet pude på bagagebæreren, hvor hendes cello hviler. – . Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix.

Myter vil vide, at æsler er stædige og rolige, grænsende til det sløvagtige. Måske er der noget om det. En tordenbuldren i det fjerne formår i hvert fald ikke at distrahere æslerne Odin, Thor, Betty, Katja, Sus og Sita denne middagsstund på det nordlige Djursland. Uanfægtet gumler de videre på det græs, der er lagt foran dem, og lægger knap mærke til, at et par håndfulde mennesker sætter sig på hvide plasticstole lige foran dem.

Men så sker der noget. I sort kjole, røde sandaler og perler hængende fra øreflipperne nærmer Ida Riegels sig. På et udtjent traktorsæde, der har fået ben fra en lige så udtjent kontorstol, sætter hun sig til rette med sin cello og begynder at spille. Musikstykket, som hun kalder ”Månen over slotsruinen”, har hun selv komponeret, og æslerne kan tilsyneladende godt lide hendes måde at sætte toner sammen på. De rejser deres hoveder, og ørerne, der før var lagt tilbage, står nu pludselig vendt fremad i lodret position. Sita, det ældste af æslerne, er den første, der nærmer sig Ida Riegels og hendes cello. Først snuser æslet til den knaldrøde cellokasse, derefter går det helt tæt på den spillende kvinde. De andre er mere forsigtige, men alle vover de sig efterhånden tættere og tættere på.

Så begynder Ida Riegels på Bachs cellosuite nummer 1 i g-dur. Æslerne er først afventende, så drysser de langsomt væk fra koncertens centrum. Måske har de vænnet sig til hele situationen, eller måske bryder de sig simpelthen ikke om Bach. Ida Riegels, der også er konservatorieuddannet på fløjte, vælger i stedet at spille nogle toner på sin blokfløjte. De gør ikke æslerne mildere stemt, tværtimod får fløjtespillet dem til at rykke endnu længere væk.

”Æslerne er nok det ærligste publikum, jeg nogensinde har haft,” konstaterer Ida Riegels, da koncerten på den djurslandske mark er overstået.

Cellisten Ida Riegels stoppede på sin cykeltur fra København til Skagen op i Nørager på Djursland for at spille for seks æsler. Hun holder af at opsøge det uforudsete. –
Cellisten Ida Riegels stoppede på sin cykeltur fra København til Skagen op i Nørager på Djursland for at spille for seks æsler. Hun holder af at opsøge det uforudsete. – Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Hun, der er uddannet på Det Kongelige Musikkonservatorium og til daglig bor i en lejlighed tæt på Nyhavn i København, er taget på en 500 kilometer lang cykeltur fra København til Skagen. Cyklen, der er en damemodel af den solide slags, har hun fået som transportstøtte fra Statens Kunstfond. Og hele projektet går ud på at komme ud at spille for publikummer, der aldrig tidligere har lyttet til cellomusik. Og så går det for Ida Riegels ud på at kunne leve af sin musik uden at skulle have en fast orkesterplads.

”Musik handler for mig om kommunikation. Når publikum sidder i en koncertsal henlagt i mørke, kan det være svært at føle kontakt med dem. Derfor foretrækker jeg at møde publikum med min musik på en mere direkte måde,” siger hun.

Idéen med at opsøge æsler som publikum fik hun, da hun sidste år var på en lignende koncert-cykeltur fra Schweiz til Holland. Her spillede hun blandt andet et sted, hvor der var nogle hes-te, der virkede usædvanligt interesserede i hendes musik.

”Musik taler jo til menneskers følelser, og den dag opdagede jeg, at den også taler til dyrs,” siger hun.

”Æslerne er nok det ærligste publikum, jeg nogensinde har haft,” konstaterer Ida Riegels, da hendes koncert på den djurslandske mark er overstået. –
”Æslerne er nok det ærligste publikum, jeg nogensinde har haft,” konstaterer Ida Riegels, da hendes koncert på den djurslandske mark er overstået. – Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Under sin planlægning af koncert-cykelturen henvendte hun sig til en dansk forening for æsler og kom der-igennem i kontakt med Birgit Winther og Peter Mejlby fra Nørager på Djursland. De har i 15 år haft æsler, som de bruger i forbindelse med terapi til udviklingshæmmede børn. De var med det samme med på idéen om en æselkoncert og tog beredvilligt imod den overnattende Ida Riegels, da hun kom cyklende fra det nordlige Aarhus.

De sørger også for, at hun får et solidt måltid mad, inden hun skal cykle de 40 kilometer videre til aftenens koncert i Sct. Mortens Kirke i Randers. Hun cykler så vidt muligt til alle arrangementer, men med 40 koncerter på en måned har hun indimellem måttet ty til offentlige transportmidler eller fået et lift for at nå frem i tide.

Koncerten med æslerne kalder hun et eksperiment mellem de andre koncerter, som fortrinsvis finder sted i kirkerum.

”Jeg kan godt lide at opsøge det uforudsete, for det giver nærvær. Sådan et sted her med æslerne, og hvor høns spankulerer rundt på matriklen, fugle kvidrer, og planter er i fuldt flor, sker der noget, jeg ikke kan styre. Men det, jeg kan, er at formidle en kontakt igennem min musik.”

For Birgit Winther var koncerten ude på hendes og ægtemandens mark en stor oplevelse.

”Det var så tydeligt, at æslerne lyttede, specielt Odin og Sita nød virkelig musikken, kunne jeg se,” siger hun.

En af de få gæster, som æselejerne havde indbudt til at være med ved koncerten, var Niels Ole Hald fra Viborg. For ham var oplevelsen noget helt specielt.

”Jeg har det, som om jeg har oplevet et vidunder. For mig stod tiden lige så stille, som æslerne stod stille for at lytte,” sagde han efter koncerten.

Ida Riegels’ næste projekt er en cykeltur på tandem, hvor hun undervejs vil cykle sammen med musikere, der har lyst til at spille en eller flere koncerter sammen med hende.

Se og hør Ida Riegel spille cellokoncert for æslerne 3731919