Sæsonens første torsdagskoncert bød på intet mindre end en dansk uropførelse, da den 68-årige Hans Abrahamsen kunne præsentere sit næsten tre kvarter lange værk med den enkle titel ”10 stykker for orkester”. Det må have været en stor tilfredsstillelse for ham, al den stund de første skitser hertil opstod allerede i midten af 1980’erne. Siden har Abrahamsen lagt lag på lag på, og de tre sidste orkesterstykker fra 2020 er kommet til at binde sløjfen på den svimlende lange musikalske rejse. Det er da også dem, der bevirker, at man med føje kan tale om en uropførelse, men fornemmelsen af, at der trods alle musikalske kvaliteter var tale om et sært fragmenteret orkesterværk, understreges af, at komponisten har valgt tyske tempobetegnelser til den første del (komponeret 2000-2003), engelske til anden del (2014-2017), franske til tredje (2019-2020) og italienske til fjerde (2019-2020).
DR Symfoniorkestrets italienske chefdirigent, Fabio Luisi, var manden, der skulle forløse det righoldige værk, og han gjorde det med skyldig hensyntagen til både den sarte poesi, disse orkesterstykker rummer, og de buldrende vulkanudbrud, Abrahamsen også mestrer.
Man har hævdet, at Hans Abrahamsen og Gustav Mahler har en del tilfælles, heriblandt brugen af et stort orkester – det var velgørende atter at opleve scenen i DR Koncerthuset tæt befolket med DR Symfoniorkestrets fortræffelige musikere – og tankerne om, hvad der er på den anden side af virkeligheden. Og det var just Mahler, det relativt talstærke publikum fik at høre efter pausen. Først hørte vi fire af hans sange med orkesterledsagelse (fra ”Des Knaben Wunderhorn” og ”Rückert-Lieder”), foredraget med sødmefuld indlevelse af den sydafrikanske sopran Golda Schultz, der har sunget på adskillige af Europas store operascener, men for første gang kunne opleves herhjemme. Det var stor kunst i miniatureformat. Den fjerde og sidste sang ”Ich bin der Welt abhanden gekommen” (Jeg er som tabt for verden) kan opfattes som en slags selvportræt af den med årene mere og mere desillusionerede komponist. En form for svanesang.
Det samme kan med føje siges om aftenens sidste programpunkt, adagioen fra den ufuldendte 10. symfoni fra 1910 – som man senere har forsøgt at rekonstruere. Men den højintense musik bekræftede det rigtige i at lade denne sats stå alene – uden tilsætning af mere eller mindre spekulative fiksfakserier. Den blev en bekræftelse af, at selv den mest smertefulde sorg kan rumme en særlig skønhed.