Det gode ved bønner er, at man næsten kun kan bede om noget godt. Prøv at bede om noget dårligt. Det går ikke. På den måde kan bønnen, man beder, også blive den bøn, andre beder på et andet sprog et sted langt væk. Bønnen har det universelle i sig, den kan siges alene og sammen med alle andre. Den vil det samme. Og sådan samler bønnen altid.
Indrømmet: Jeg er endnu ikke nået til Kristuskrans, pilgrimsvandringer eller norsk tværkirkelighed. Det er Anna-Marie Hansen, og med inspiration herfra har hun samlet nogle af de bønner, som har betydet mest for hende gennem livet, i en bog til os andre. ”Bønner til alle tider” er titlen. Det er altid en gave at høre om, hvad der betyder så meget for andre, og der er noget godtgørende ved at sige lettere fromme ord, man ikke selv ville have skrevet. Tak for bogen. Man kan aldrig få nok bønner. Man kan altid bede en ny. Og det kan sagtens være en af dem, Anna-Maria Hansen har samlet. I bønnen er teologien ikke så vigtig. Det er det nære gudsforhold, man beder ud fra. At tænke for længe eller teologisk over en bøn fratager den ofte nærheden.
Forsiden har en Paul Smith-æstetik, som står i stærk kontrast til det ret andægtige indhold. Det er en god spænding. Hver bøn har hver sin side. Det er godt for klarheden. Der er mange forskellige forfattere til bønnerne. Alligevel kunne der godt være en større variation af sproglige toner. Man savner nutidssproget. Man savner den famlende bøn, den nysgerrige bøn, den bøn, som ikke kan blive sagt hurtigt nok. Der er noget tilbagetrukket over bønnerne. Men nogle gange kan man ikke finde tid til at sige sine bønner i ro og ensomhed – man må sige dem vej hjem på cykel i høj fart. På den måde holder bogen ikke helt, hvad den lover i titlen.
At vi ikke finder ud af, hvem Anna-Marie Hansen er, er nærmest smukt. For det er da lige meget, hvem der skrev bønnerne, og hvem der samlede dem. Det afgørende er den samtale, som den, som beder, har med Gud. Derfor behøvede vi heller ikke at få både en lidt for lang indledning og et afsnit tilføjet ved hver en bøn for at forklare os, hvem der har skrevet bønnen. Bare sæt bønnen op. Sæt den fri. Så vi kan stjæle ord fra hinanden og sige, hvad andre også har sagt. Eller skrive nogle nye selv, som bogen med de blanke sider til sidst, opfordrer læseren til.