At sætte livet på spil og male i minusgrader

På Rønnebæksholm er netop åbnet en seværdig udstilling af Aage Bertelsen, der var feltmaler på Danmark-ekspeditionen til Nordøstgrønland 1906-1908. Maleren kommer her i samspil med værker af Pia Arke, der stiller spørgsmål til den danske kortlægnings- og kolonihistorie, og Jacob Kirkegaard, der arbejder med lyd

Maleren Aage Bertelsen (1873-1945) var en af 28 mænd, der drog ud til det allernordligste Grønland på Danmark-ekspeditionen 1906-1908 med det formål at kortlægge den nordøstlige kyst af Grønland. Hans maleri ”Gnipahulen” er fra 1907. –
Maleren Aage Bertelsen (1873-1945) var en af 28 mænd, der drog ud til det allernordligste Grønland på Danmark-ekspeditionen 1906-1908 med det formål at kortlægge den nordøstlige kyst af Grønland. Hans maleri ”Gnipahulen” er fra 1907. – Foto: Aage Bertelsen/Arktisk Institut/Rønnebæksholm

”I dag var Lindhard og jeg oppe ved den nordre elv. Lige oven for den kommer elven ud gennem en lang tunnel, vi gik flere hundrede meter ind i den. Ved indgangen var hvælvingen 8 meter og 25 cm høj, og det dannede større hvælvinger som krybbekirker. Langt inde var det så mørkt, at Lindhard ikke kunne se mig på 10 skridts afstand. Vandets lyd var så højtidelig i alt det mørke, og ishvælvingerne var imponerende – det bliver en af de ting, jeg ser heroppe, som jeg ikke vil glemme.”

Det er den 12. august 1907, vi er i Danmarkshavn i det nordøstlige Grønland. Den, der skriver, er maleren Aage Bertelsen (1873-1945). Han er en af de 28 mænd, der drog ud til det allernordligste Grønland på Danmark-ekspeditionen 1906-1908 under ledelse af Ludvig Mylius-Erichsen og med det formål at kortlægge den ukendte (i alle fald for kolonisatorerne) nordøstlige kyst af Grønland. Det underliggende formål var at bevise, at området Peary Land var landfast med resten af Grønland, og ikke, som Robert Peary havde fremsat, adskilt via en gennemgående kanal, hvilket ville betyde, at USA kunne gøre krav på landet.

De har nu været af sted over et år. Bertelsen og ekspeditionens læge Lindhard er tilbage ved basen i Danmarkshavn, og det er her, Bertelsen finder den store isgrotte, som han kalder Gnipahulen og siden maler flere gange. I den nordiske mytologi er Gnipa den grotte, der markerer nedgangen til Hels dødsrige. Det var også farligt at opholde sig inde i den store iskatedral, hvorfra mandsstore blokke med mellemrum rev sig løs, men Aage Bertelsen blev dybt fascineret af at male den måde, hvorpå lyset, der spillede ind gennem sprækkerne, hele tiden forandrede rummets udtryk. I samme periode kredsede Bertelsens og de øvrige ekspeditionsdeltageres tanker dog af helt andre grunde om døden: Mylius-Erichsen, Høeg Hagen og Jørgen Brønlunds hold var ikke som ventet kommet tilbage til stedet, hvor de skulle mødes med resten af gruppen. Mandskabet har underlige drømme, og som tiden går, står det klart, at de tre mænd bliver derude.

Aage Bertelsens malerier fra Gnipahulen kan netop nu, sammen med mange andre af hans værker fra den sagnomspundne ekspedition, ses på Rønnebæksholm på Sydsjælland under udstillingen ”Kortlægninger”, som sætter ekspeditionsmaleren Bertelsen i spil med værker af den grønlandsk-danske kunstner Pia Arke (1958-2007) og en lydinstallation med titlen ”Melt” af lydkunstneren Jacob Kirkegaard (født 1975).

Artiklen fortsætter under annoncen

Det er oplagt for Rønnebæksholm at præsentere maleren Aage Bertelsen, der stammede fra Næstved-egnen (hvad han også fik lov at sætte på kortet – nord for Independence-fjorden finder vi hjemlængslen afsat som Herlufsholm Strand). Og frem for at vise hans oeuvre fra ende til anden har man på Rønnebæksholm klogt valgt at koncentrere sig om den del af hans værk, hvor han måske var allerbedst, nemlig de to års strabadserende og på alle måder livsændrende rejse til Grønland.

Det er en fin ophængning af Bertelsens værker i Rønnebæksholms blide stuer. Han er en næsten nøgtern og opmærksom registrator. Man ser, hvordan han er optaget af at fange det særlige lys, som alle grønlandsrejsende kender, og når man i udstillingsformidlingen læser, hvordan det simpelthen kunne være fysisk umuligt at male, fordi malingen var frosset eller frøs i det øjeblik, den blev klemt ud af tuben, hvorfor han til tider smurte farven på med sin lommekniv eller gik med tuberne mod den bare krop for at holde dem varme, så er det svært ikke at blive berørt.

De her billeder er malet, fordi nogen troede på, at kunsten kunne gengive noget, som fotografiet ikke kunne. Samtidig er der også noget næsten overmodigt og dekadent over hele projekt ”arktisk ekspeditionsmaleri”: At sætte livet på spil i hårde minusgrader, i perioder sulte eller lide af ekstrem forstoppelse, fordi det eneste, der var at spise, var halvfordærvet råt moskuskød, at angribes af hudsygdom grundet horder af lus (500 talt pr. sweater) og samtidig rejse rundt med 130 meter fransk malerlærred og den fineste oliemaling, alt sammen doneret af Stelling til rejsen.

Man kan med rette spørge, hvor meget Aage Bertelsen, Pia Arke og Jacob Kirke- gaard har tilfælles, men udstillingens pointe er, at de alle på forskellig vis forholder sig til det at kortlægge. Når Aage Bertelsen var med på Grønland som maler og tegner, handlede det om et storpolitisk kortlægningsprojekt. At være den, der tegner kortet, er en magtfuld position.

Polarforskeren Ejnar Mikkelsen kommer til området Scoresbysund i 1909, hvor han er oppe for at lede efter Mylius-Erichsen, Høeg Hagen og Brønlund, og på daværende tidspunkt er det ubeboet. ”Findes der en dansk monark, som ikke har fået sit navn på Grønlands kort?”, spørger den svenske essayist Stefan Jonsson i Pia Arkes bevægende hovedværk fra 2003, bogen ”Scoresbysundhistorier”, der på kunstnerisk og personligt investeret vis handlede om at give krop og navn til nogle af de mennesker, som skulle legitimere det danske projekt Scoresbysund.

I 1925 flytter den danske stat omkring 75 grønlandske borgere, heriblandt Pia Arkes morforældre, fra Ammassalik cirka 1000 kilometer længere nordpå og danner kolonien Scoresbysund. Det egentlige formål er at holde nordmændene væk fra østkysten af Grønland. I Arkes værk ”Dummy”, som er en del af materialet til bogen, kan man følge hendes arbejde med at få navn og fortælling på de anonyme mennesker, hun fandt på fotografier på Arktisk Institut og i danske udsendtes gamle fotoalbums. Da hun rejste tilbage til sin fødeby og viste billederne frem, åbnede kolonihistorien andre facetter.

Pia Arkes værker er udstillingens mest komplekse, men man bør give dem tid. Arke, der desværre døde alt for ung, er en vigtig stemme i dansk og grønlandsk kunst, fordi hun så begavet og indlysende punkterer og spørger ind til de koloniale myter, som vi til dels stadig vandrer rundt i.

Udstillingen munder smukt ud i Jacob Kirkegaards lydværk ”Melt” fra 2016. Man træder ind i et blødt rosa-orangefarvet rum, der er en let dis eller tåge derinde, og sammen med vægfarven og værkets lyd fremsuggererer det en fornemmelse af varme. Det er lyden, der er det essentielle her, og det er en stor og kropslig oplevelse. Lyden synes at være alle steder i rummet. Den varierer fra sekvenser med stille silen og dryppen, over strømmende og knagende lyde og til decideret dyb buldren af isskosser, der gnider sig mod hinanden.

Lyden er optaget med mange mikrofoner et sted ved isfjorden i Ilulissat. Gad vide, om det har lydt sådan inde i Gnipahulen dengang i 1906? Gnipahulen findes næppe i dag, og tankerne om de store klimaforandringer melder sig ildevarslende. Aage Bertelsen malede det landskab, han så. Jacob Kirkegaard bringer os ind i landskabet via lyden. At optage et steds lyd er en anden måde at kortlægge på og en tredimensionel og generøs måde at dele på.

Rummet er tomt, men et stort landskab tager form om ørerne på os. Egentlig havde jeg ikke behøvet lyset og farven, for lyden hører jo ikke til i Rønnebæksholms stue og vokser bedre i det indre mørke.