Sagakvinderne kommer til deres ret

Vagn Lundbye fremdrager glemte kvindeskikkelser fra sagatidens glemsel

Vagn Lundbye: Den kvindelige saga. Illustreret af Ib Monrad Hansen. 336 sider. 349,95 kroner. Lindhardt og Ringhof.
Vagn Lundbye: Den kvindelige saga. Illustreret af Ib Monrad Hansen. 336 sider. 349,95 kroner. Lindhardt og Ringhof. Foto: Forside fra bogen.

Noget så usædvanligt som en samling epos om kvindeskikkelser fra sagaernes overvejende mandlige univers er kommet på gaden. Forfatteren er ikke overraskende Vagn Lundbye, der altid har haft en ganske særegen stemme i dansk litteratur.

I forordet gør han rede for sine bevæggrunde. Han ser sagakvinderne som repræsentanter for de kvindelige værdier: en forbundethed med natur og mennesker, der er kritisk over for mandlig magtstræben og ditto selvoptagethed og dermed fastholder ægte livsværdier.

LÆS OGSÅ: Den gamle verden vakt til live

Kvindetid er nærvær her og nu, som han skriver. Mange moderne kvinder ville nok have sig en sådan omklamring frabedt og kalde det romantisk kvindedyrkelse, men som civilisationskritik og det er Lundbyes egentlige ærinde er her en pointe.

Kvindeportrætterne punkterer da også i deres udtryksform bekymringen om idyllisering. Her er bramfri realisme side om side med poetiske naturscenerier, dramatik og sine steder humor. Hvert portræt består af en gendigtning af kvindens livsforløb efterfulgt af en sang med kvinden som synsvinkelbærer og således udtryk for hendes egen livstolkning.

I Melkorkas rejse møder vi Melkorka fra Laksdøla Saga. Trods en ublid skæbne, hvor hun blev røvet fra barndomshjemmet i Irland og som træl solgt til islandske Høskuld, forblev hun tro mod sig selv og sin fortid, fordi hun så sig selv som del af en større sammenhæng: Kun sammen med verdenshvalen/ er mennesket mere end blot sig selv/ Kun i hende finder jeg findelykken.

Også norske Astrid fra Olav Tryggvessons Saga kan i sin lange flugt fra Gunhild, der efterstræber sønnen Olav i kampen om den norske trone, bevare fokus på det væsentlige. Hun kæmper for sønnens overlevelse, men da hun senere bosiddende på Island hører om hans tyranni efter at have besat tronen, må hun tage afstand.

Ikke alle sagakvinderne bevarer denne kontakt til det såkaldt kvindelige: omsorg og indsigt i menneskers indbyrdes forbundethed. Halgard Langben fra Njals Saga er en negativ modpol til kvinder som Melkorka og Astrid. Hun søger sit eget, kommer på kant med mennesker omkring sig og opnår aldrig kontakt med sin konstruktive kvindelighed. Måske fordi mandssamfundet er for stærkt? I hvert fald ender hun som en slags spøgelse, der må beklage sin skæbne: Jeg kender ikke mit eget dyr/ ved ikke om det er et usselt drog/ Jeg sørger over min egen smerte/ og kan ikke afsløre den skyldige.

Man kan være skeptisk over for Lundbyes syn på en uforanderlig kvindenatur, der kan frelse civilisationen, hvis den får lov at komme mere til udtryk. Under alle omstændigheder er hans epos opløftende og fornøjelig læsning, fordi de kraftfuldt og energisk giver stemme til sagalitteraturens bifigurer: kvinderne, der i Lundbyes fortolkning absolut er hovedroller værd. Ib Monrad Hansen bidrager smukt med tegninger.

kultur@k.dk4Vagn Lundbye: Den kvindelige saga. Illustreret af Ib Monrad Hansen. 336 sider. 349,95 kroner. Lindhardt og Ringhof.