Prøv avisen
Bog

Sagen, der gjorde Hitler til en stjerne

6 stjerner

Beretningen om ølstuekuppet og det nazistiske Tysklands fremmarch er en fremragende og medrivende bog af historikeren David King

Det dilettantiske ølstuekup. Sådan tænker vi ofte på det mærkelige kupforsøg, som det unge nazistparti iværksatte den 8. november 1923 i Bürgerbräukeller, en stor – men i dag nedrevet – ølstue af den slags, man endnu så mange af i München.

Jeg har vel altid tænkt, at ølstuekuppet passede så dårligt ind i fortællingen om nazismens fremmarch, hvor nazisterne gik fra valgsejr til valgsejr, mens deres uniformerede bøller terroriserede enhver opposition i knæ. Ølstuekuppet har noget lidt forpjusket over sig. Bare navnet. Det virker næsten – tør man sige det – ufarligt.

At den opfattelse er helt forkert, understreger historikeren David King i sin fremragende og uhyre medrivende bog ”Retssagen mod Adolf Hitler – Ølstuekuppet og det nazistiske Tysklands fremmarch”.

Det er historiefortælling, når det er allerbedst. Med legende lethed formår King at levere en ekstremt detaljeret analyse af begivenhederne på en måde, der mest af alt bringer tankerne hen på en politisk thriller eller en sæson af den prisvindende tyske tv-serie ”Babylon Berlin”.

Den dag i november var en stor del af Bayerns elite samlet i føromtalte Bürgerbräukeller. Omkring 3000 mand. King sætter scenen fortrinligt, når han skriver om Bürgerbräus enorme spisesal, ”hvor cigaret- og cigarrøgen lå tungt. I den modsatte ende af rummet blæste et hornorkester populære takter ud over forsamlingen. Servitricer med favnen fuld af ølkrus gik rundt mellem træbordene. En tyk dunst af oksebøf og sauerbraten hang i luften. Blandt de fremmødte var politikere, diplomater, journalister, bankfolk, bryggere og forretningsfolk, mange af dem i mørke jakkesæt eller militæruniformer, og kvinder klædt i pelskåber, lange aftenkjoler og smykker. I garderoben fyldte sværd, høje hatte og militærfrakker. Hele den politiske og patriotiske elite i Tysklands store ølby syntes at være til stede.”

Hovedpersonen var Gustav Ritter von Kahr, der som nyudnævnt generalstatskommissær havde diktatoriske beføjelser over delstaten. Det var ind i denne forsamling højtstående embedsfolk, industrialister og andre fra den nationalistisk og monarkistisk orienterede del af Bayerns elite, at uniformerede medlemmer af nazistpartiet trængte. Hitler tømte sit ølkrus, kastede det mod gulvet og begav sig i retning af spisesalen. Her proklamerede han ”den nationale revolution”, begyndelsen på en opstand i Bayern, som skulle lede til en march mod Berlin – inspirationen var selvsagt Mussolinis march mod Rom i 1922.

Nazisterne havde afbrudt mødet med den hensigt at sikre de tilstedeværendes opbakning til kuppet. Det er slående, at Hitlers taler denne dag blev mødt med jubel og klapsalver fra de tilstedeværende. Det var blandt andet takket være hans suggestive virkning på forsamlingen, at han kunne overbevise von Kahr og andre højtstående bayerske ledere, der i mellemtiden var blevet gennet ind i et sidelokale, om at støtte nazismens opstand mod Berlin.

Ud over bevæbnede bøller og en magnetisk veltalenhed havde Hitler endnu et es i ærmet: general Erich Ludendorff, der havde været den reelle leder af Tysklands væbnede styrker i sidste del af krigen. Ludendorff gav Hitlers projekt et skær af legitimitet, som den endnu unge korporal aldrig kunne bibringe på egen hånd. Tanken var, at hæren i nordtyskland ville slutte sig til revolutionen, når man erfarede, at Ludendorff stod bag den.

Hitler havde altså længe gode kort på hånden. Hans SA’ere (hans stormafdeling) erobrede vigtige positioner i München. Politiet reagerede kun tøvende. De var også i undertal. Folk i ledende stillinger sympatiserede med Hitler. Det samme gjorde en stor del af befolkningen i München.

Galt gik det alligevel. Næste dag smuldrede det hele. Og efter en væbnet konfrontation med statspolitiet måtte de nazistiske ledere tage benene på nakken. Enkelte slap væk. En af dem, Hermann Göring, nåede hele vejen til Østrig, hvor han hårdt såret indledte sit mangeårige morfinmisbrug. Hitler selv blev pågrebet uden for München.

Dermed sluttede affæren som bekendt ikke.

I bogens anden del skifter den karakter til et retssalsdrama, som afslører, hvor pilrådden Weimar-republikken var. David King viser meget tydeligt, hvordan dommerens sympati for den yderligtgående nationalisme og hans forsøg på at beskytte kredsen omkring von Kahr, som havde deres egne planer om at undergrave Weimar-republikken, betød, at Hitler og hans medsammensvorne blev taget på med fløjlshandsker. Det betød ikke alene, at Hitler endte med lovens mildeste straf for en forseelse, der meget vel kunne have givet dødsstraf, men også at Hitler fik lejlighed til at bruge retssagen som en megafon. Det var ikke kuppet, men retssagen, der transformerede Hitler fra et mærkeligt, lokalt fænomen i Tysklands bayerske ølbug til et internationalt fænomen.

Efter en kort fæstningsarrest, hvor Hitler foruden at skrive ”Mein Kampf” kunne divertere sig selv med nazistisk hornmusik, god mad og fængselsinspektørens udelte sympati, kunne han vende tilbage til samfundet, ikke blot som en fri mand – men som en stærkere og farligere mand. Sagen mod Hitler blev, som King bemærker, en forudsætning for nazismens senere sejr.