Pia er 62 år og bor alene sammen med sin mor Guitto, der er 84 år, på en nedlagt gård på Langeland. Hun kommer en gang imellem på et center for udviklingshæmmede, men ellers går hendes liv med de daglige sysler på gården såsom at passe gåsen Lola. Der sker ikke meget i Pias liv.
Filmen er ikke en dokumentarfilm og heller ikke en spillefilm. Det er snarere en række fiktive begivenheder udviklet på baggrund af et konkret liv, hvor Pia og hendes mor spiller sig selv. Handlingsforløbet er vævet tæt sammen med Pias konkrete situation. Den lille handling i filmen er instrueret af newzealænderen Daniel Borgman. Han har sammen med Pia og hendes mor formet den lille historie.
Handlingen kredser om ord som død og alenefølelse, fremtid og kærlighed. Hvad skal der ske med Pia, når hendes mor dør? Hun er dog 84, og som Pia siger i filmen, så dør man som 90-årig eller er det 80-årig? Pia er ikke stiv i tallene. Hvad drømmer Pia om? Hvad skal der ske i fremtiden?
De ser på en bolig i et bofællesskab, som de synes ser pæn ud, men Pia har også en drøm om en mand – og en dag møder hun en mand på havnen. Han har en båd liggende i vandet. Den nusser han om. Manden hedder Jens, og han har heller ikke den store succes i denne verden. Han bor alene med sin søster og er noget tung i det. Både kropsligt og sjæleligt.
Jens synes på sit langelandske, at Pia er ”sø”. De begynder at ses. Han har et hus med fisk og fugle og en lille have. Han har aldrig været uden for landets grænser. Han har et ønske om at se Den Blå Planet i København, men bare tanken om at komme helt derover er uoverskuelig.
Det er de to menneskers møde, filmen skildrer. Kan man elske Pia, der er udviklingshæmmet, hvis man som han bare er almindeligt hæmmet? De tager faktisk til København og indlogerer sig på et højhushotel, ser Den Blå Planet, men Pias møde med verden bliver ikke den store succes, selvom hun er i vældig godt humør og synes, livet er sjovt.
Er der plads til en Pia i denne verden? Ja, i en moders hjerte og i Guds. Når overskriften på denne anmeldelse er hentet fra Jesu Bjergprædiken, så er det, fordi Jesus dér virkelig provokerer os i sin omtale af, hvem Gud ser som salige. Ser vi en 62-årig udviklingshæmmet kvinde, der aldrig har haft en kæreste, og som har svært ved at begå sig i denne verden, som salig? Nej, de salige i denne verden er de succesfulde, kloge og normale.
Man kan ikke lade være med at holde af Pia, som historien ruller frem. Hun lever med en humor, renhed og nævær, som ikke er af denne verden. Pia (Pia Skovgaard) spiller sig selv. Hun lever af sin mors kærlighed. En kærlighed, der også rummer en bekymring for datterens fremtid. Der er også et sted mere, hvor hun er elsket. Pia omtaler i en enkelt replik også kirken. Dér er der en anden skala end i verden.
Kan verden rumme en Pia? Det spørger filmen om på sin stille måde.