Sally Rooney er måske den bedste til at sætte ord på relationer mellem venner i øjeblikket

Den irske forfatter er stormet ind på den litterære scene som forfatteren, der på overbevisende vis fanger tidsånden hos unge i Irland og deres venskaber. Nu er hun klar med en ny roman

Også i den nye roman fra Sally Rooney (forrest) handler det om venskaber og parforhold – og ikke mindst de glidende overgange, der er mellem de to størrelser, og hvordan unge mennesker kommunikerer på alle mulige måder med deres smartphones, når de ikke ser hinanden. Venskaber og parforhold var også temaet i Rooneys ”Normale mennesker”, der er blevet lavet til en tv-serie med Paul Mescal (tv.) i en af de to bærende roller. – Foto: David Buchan/Shutterstock/Variety.
Også i den nye roman fra Sally Rooney (forrest) handler det om venskaber og parforhold – og ikke mindst de glidende overgange, der er mellem de to størrelser, og hvordan unge mennesker kommunikerer på alle mulige måder med deres smartphones, når de ikke ser hinanden. Venskaber og parforhold var også temaet i Rooneys ”Normale mennesker”, der er blevet lavet til en tv-serie med Paul Mescal (tv.) i en af de to bærende roller. – Foto: David Buchan/Shutterstock/Variety.

Sally Rooney er end ikke fyldt 30 år, og hun har allerede to prisbelønnede og anmelderroste bestsellerromaner bag sig.

Derfor har det ikke overraskende trukket store overskrifter, da hendes forlag forleden kunne annoncere, at hendes tredje roman kommer til september.

Bogen har titlen ”Beautiful World, Where Are You” (Smukke verden, hvor er du?). Igen er rammen unge irske mennesker i 20’erne og deres forhold. Det er de to veninder Alice og Eileen. Alice er en ung forfatter, der møder lagerarbejderen Felix, som hun inviterer på en tur til Rom. Samtidig begynder Eileen at flirte med barndomsvennen Simon.

Dermed kredser Sally Rooney som i sine tidligere bøger om venskaber og parforhold – og ikke mindst de glidende overgange, der er mellem de to størrelser, og hvordan unge mennesker kommunikerer på alle mulige måder med deres smartphones, når de ikke ser hinanden.

”Det er en bog om venskab, sex, kunst, tro, magt og kærlighed. Du bliver opslugt af det indre liv hos persongalleriet og deres fantastiske tanker og ømme hjerter. Bogen funkler med intelligens, følelser og skønhed,” siger forlægger Alex Bowler fra Faber & Faber til avisen The Guardian.

Tilsvarende forudser New York Times, at det vil være en af årets bøger, som afventes med de største forventninger. Hendes to første romaner har solgt over en million eksemplarer alene i USA.

”Hendes bøger er altid politiske, fordi de handler om folk, der forsøger at finde ud af, hvordan de skal leve sammen og opføre sig. Karaktererne funderer over en verden, hvor deres fremtid er usikker. Hvordan vil arbejdslivet se ud? Hvad sker der med planeten?”, fortæller hendes amerikanske forlægger Mitzi Angel til New York Times.

Sally Rooney skrev sin første roman, ”Samtaler med venner”, mens hun studerede litteratur på Trinity College i Dublin i 2017. Allerede året efter kom så ”Normale mennesker”, som hun vandt litteraturprisen Costa Book Award for som den hidtil yngste modtager. ”Normale mennesker” er tillige omsat til en succesfuld tv-serie, som Kristeligt Dagblads anmelder Jeppe Krogsgaard Christensen kaldte endnu bedre end bogen, da tv-serien rullede over de danske skærme sidste forår.

Når der er så stor opmærksomhed om nyheden om en tredje bog, hænger det ligeledes sammen med, at hun selv har sagt, at hun ikke var sikker på, at hun havde flere bøger i sig.

”Jeg ved ikke, om jeg vil skrive flere bøger. Måske jeg er en af de personer, der skriver to bøger, mens de er i 20’erne, og som så aldrig skriver noget nyt igen,” sagde hun tilbage i 2018 til avisen Irish Independent.

Men i september satte hun sig til tastaturet igen, og resultatet rammer boghandlerne til september.