Prøv avisen

Salman Rushdie indfanger tidsånden i sin amerikanske undergangsfortælling

5 stjerner
Salman Rushdie leverer med denne roman en amerikansk dystopi, en undergangsfortælling på linje med F. Scott Fitzgeralds ”Den store Gatsby”. Forfatteren er bosat i New York og underviser blandt andet på byens New York University. – Foto: Dana Ullman

Indisk-engelske Salman Rushdie er højtflyvende i sin nye roman, der foregår i New York lige nu og her. ”Det gyldne hus” krydser politisk satire med magisk realisme i en fortælling om en grønhåret tegneseriepræsident, et gyldent hus og et menneskes søgen efter sig selv

Ahmed Salman Rushdie er ikke amerikaner. Han er født i Bombay i Indien i en familie af universitetsuddannede muslimer, og han har, siden han som 40-årig udgav bogen ”De sataniske vers”, tilbragt 30 år på flugt fra en religiøs fatwa, udstedt af Irans Ayatollah Khomeini. I mange år boede Rushdie blandt andet i England under dæknavnet Joseph Anton og levede i skjul; undtagen når han dukkede frem til litterære prisuddelinger og celebre humanitære events, mandsopdækket af bodyguards.

Rushdie er altså på ingen måde en klassisk newyorker, men det viser sig, at han alligevel er blevet det. Den nu 70-årige forfatter har taget byen og Amerika til sig, han har fået amerikansk statsborgerskab, arbejder på New York University – og har netop skrevet ”Det gyldne hus”, en 400-siders ironisk dystopi om sit nye hjemland.

Og ligesom ikoniske newyorker-fortællere som de nyligt afdøde Philip Roth og Tom Wolfe samt Woody Allen har gjort det i deres værker, indfanger Salman Rushdie i sit portræt af New York det særlige, kulturelle kamæleon-liv, som byen myldrer af. Hér kan alle genopfinde sig selv. Hvad der er sandt om Amerika, er dobbelt sandt om New York – ”if I can make it there, I’ll make it anywhere”, som Frank Sinatra sang. Hvis du har en grim fortid, bliver du bare til Don Draper, og hvis du hedder noget kikset og mitteleuropäisch, så skifter du det bare ud! Gatz bliver til Gatsby, Goldfish bliver til Goldwyn og så videre. Alt er kunstigt, alt er påtaget: ”At tale, klæde sig og være amerikanske”, det er svaret. Og det er lige præcis det, familien Golden gør i romanen.

”Det gyldne hus” fortælles af René Unterlinden, der bor hos sine forældre endnu (selvom han er omkring de 30 år), i det gyldne hus, Murray-palæet, en bygning af mytologiske dimensioner i Manhattan-bydelen Greenwich Village. Haven i midten af den firlængede bygning er så dyb og fuld af magi, at han føler sig knyttet til den. En dag ankommer familien Golden til bygningen: ”Daimler-limousinen udspyede Golden-mændene, faderen og hans sønner,” og alle begynder at gætte på, hvor de velartikulerede fremmede kommer fra. Hvem de virkelig ér.

René vil være kunstner og lave film, og hver scene i bogen er som en filmscene med ”cut”, ”close up”, ”fade out” og ”action!”. Han bliver venner med de tre Golden-brødre, den dumme, den flotte og den transkønnede, og snart træder en russisk fotomodel ind på scenen, Vasilisa, der forfører Golden-klanens leder, Nero.

Vasilisa er måske en fattig sibirisk pige, der er steget op via sin skønhed, måske er hun en heks, besat af dæmonen Baba Yaga. I hvert fald overtager hun styringen i Golden-huset og genopfinder sig selv som dets dronning. Og René, ham kan hun også bruge til noget, viser det sig. For: ”Hvis man ignorerer en smuk kvinde for længe, bliver der ballade. Hvor længe er for længe? Fem minutter.”

Romanen begynder, da Barack Obama bliver indsat som præsident. Rushdie beskriver smukt det håb, der flyder gennem folks årer, de etniske amerikaneres præsident er kommet, de tavse og udgrænsede får en stemme, det er humanismens tidsalder, alt synes lyst.

Men snart træder en ny kandidat til magten ind på scenen, en mand, som folket vil ha’, nemlig Neros åndelige tvilling kaldet ”The Joker”, der med grønt hår og sindssyge ambitioner spiller på det dybt splittede Amerika, som på et klaver:

”Det var et år med to bobler. I den ene af disse bobler skingrede Jokeren, og dåselattermængderne lo nøjagtigt på stikord. I den boble var viden uvidenhed, op var ned, og den bedst egnede til at holde kernevåbenkoderne var den grønhårede, hvidhudede mundflænsede fniser.”

Salman Rushdie leverer med denne roman en amerikansk dystopi, en undergangsfortælling på linje med F. Scott Fitzgeralds ”Den store Gatsby”, hvor den opadstigende sol Jay Gatsby styrter ned midt i sin amerikanske drøm. ”Det gyldne hus” er en horror-vision af et Amerika, der synker i fortabelse, fordi det føles så godt at gå i hælene på en tegneseriepræsident, der lover én guld og grønne skove.

Der er en smule Silvio Berlusconi og temmelig meget Donald Trump over både Nero og Jokeren, en hel del Melania over Vasilisa – og mange har da også bemærket, hvor profetisk og fremsynet det var af Salman Rushdie at begynde at skrive ”Det gyldne hus”, lang tid før Trump blev valgt ind i Det Hvide Hus. ”Når livet efterligner kunsten,” ville Woody Allen kalde det. Selv mener Rushdie, at hans bog simpelthen var klogere end ham selv, der fuldt og fast troede, at Hillary Clinton ville vinde.

Rushdie er en effektiv og underholdende fortæller, der jonglerer med alle de virkemidler, en forfatter kan kaste op i luften: dramatiske cliffhangers, intertekstuelle referencer, mytologiserede personer, plot-ændringer, tegneseriefigurer og historiske henvisninger til for eksempel arabiske myter, nazisternes Endlösung, Madame de Pompadour-citatet ”Après nous, le déluge” og kejser Nero, der lut-spillende i sit palads ser ned på det brændende Rom i år 64.

Rushdie har fanget vores tidsånd med én håndbevægelse, og der er så meget fylde, så mange referencer og så mange omveje og lag i denne samtidsroman, at man kun kan sige: Læs den. Og nok er romanen en apokalypse, et ragnarok – men efter verden brænder, sker der noget nyt.

Bogen er meddigtende og flot oversat til dansk af forfatteren Thomas Harder, der før har oversat en stribe Rushdie-bøger, blandt andet den seneste roman ”To år, otte måneder og otteogtyve nætter” og fatwa-selvbiografien ”Joseph Anton”.

Men ”Det gyldne hus” er ikke blot en apokalyptisk fortælling. Det er også i sit dybere lag en roman om identitet, multi-kulturalisme og om en epoke, der er én stor nedsmeltning af køn, racer, nationaliteter, klasser, religion og strukturer. Alt fast og solidt fordufter, og helt ned i det enkelte menneskes selv skal der søges efter mening. Spørgsmålet: ”Hvem er jeg?” er i den globaliserede verden blevet mere relevant end nogensinde før.

Huset, der har givet Salman Rushdies roman titel, og den karré, det ligger i, er højst virkeligt. Det ligger i Greenwich Village og skjuler bag facaden en storslået have, der spiller en vigtig rolle i romanen. Husets nuværende ejere er venner med Salman Rushdie, og ”Det gyldne hus” er dedikeret til dem. Tidligere boede Bob Dylan i ejendommen. – Foto: Dana Ullman