Salman Rushdies essays er krystalklart forsvar for fantasiens nødvendighed

Salman Rushdie spiller på det store litteraturhistoriske klaviatur i sine essays om litteratur, ytringsfrihed og corona. "Languages of Truth" virker holdbar langt ud over, hvad man forventer af tekster skrevet til lejligheden

Salmen Rushdie er optaget af, hvordan litteraturen kan bringes videre: hvad romankunsten kan gøre, og hvordan det står i relation til verdens spraglede kulturliv.
Salmen Rushdie er optaget af, hvordan litteraturen kan bringes videre: hvad romankunsten kan gøre, og hvordan det står i relation til verdens spraglede kulturliv. Foto: Dylan Martinez/Reuters/Ritzau Scanpix.

Salman Rushdie kan være svær at følge i sine fortællinger, der gerne tager gevaldige spring og trækker på fiktionens ret til at finde på lidt af hvert. I sine essays er han krystalklar og på en anden måde særdeles velskrivende.

Teksterne i dette nyudkomne bind er udgivet før, men de er gennemskrevet til udgivelsen af ”Languages of Truth”, der er den tredje samling af essays fra Rushdie. Teksterne viser først og fremmest Rushdie som læser af både ældre og nyere forfattere, som han skriver om med både generøsitet og skarphed.

Det gælder også H. C. Andersen, der prises for sin mangfoldighed og sammenlignes med blandt andre Franz Kafka for sine fabulerende og mørke historier som ”Skyggen”.

Rushdie er også optaget af, hvordan litteraturen kan bringes videre: hvad romankunsten kan gøre, og hvordan det står i relation til verdens spraglede kulturliv. Her bliver mødet mellem østlige og vestlige kulturer vigtigt for Rushdie, ikke mindst i forhold til at finde måder at skrive på, som ikke underordner sig realisme og virkelighed på bekostning af mulighederne for fantasi og fortryllelse.

Det sidste kommer især til udtryk i et essay om Kurt Vonnegut, hvis nyklassiske roman om bombardementet af Dresden i 1945, ”Slagtehal 5”, for Rushdie fremstår som den lykkelige syntese af historisk dokumentation og science fiction. Men det er især åbningsessayet ”Wonder Tales”, der for alvor spiller på det store litteraturhistoriske klaviatur i en undersøgelse af fantasiens nødvendighed.

Et andet spor i teksterne omhandler ytringsfriheden, som Rushdie ufrivilligt er blevet et levende symbol for. Han er fortsat en skarp og engageret stemme, der heldigvis ikke har så meget behov for at skrive om sin egen situation, men kan rette søgelyset mod undertrykkelsen af eksempelvis Ai Weiwei og andre kinesiske kunstnere og forfattere.

Endelig skriver Rushdie om coronapandemien, både om sin egen tur med virussen og om kulturelle og politiske reaktioner på den. Som flere andre steder viser Rushdie sig som en grundlæggende optimist, der tror på menneskets evne til at samarbejde og finde fred, samtidig med at der er kampe, der skal kæmpes. Det gælder blandt andet racismen i USA, der med mordet på George Floyd i maj 2020 fik ny næring, men også håb om forandring.

Den 11. juni gæstede Rushdie litteraturfestivalen Literaturexchange i Aarhus via Zoom-forbindelse i en samtale med undertegnede. Rushdie fremstod på mange måder som en forlængelse af sine essays: uhyre vidende og skarp, ambitiøs omkring sin romankunst, taknemmelig for at kunne se enden på pandemien i en lovprisning af det lille mirakel, som vaccinerne er, og generøs i sin anerkendelse af andre stemmer.

Som de to foregående essaysamlinger fra Rushdies side, så virker ”Languages of Truth” også til at være holdbar langt ud over, hvad man forventer af tekster skrevet til lejligheden.