Salmebog, hvad vil du her?

Som en påskeblomst på møddingen blev skrædderen Peter Ernsts alsiske almuesalmer fra 1700-tallet trukket op af småt brændbart-containeren i 1995 og landede i de helt rette hænder. Og nu udgiver den tidligere sognepræst Jens Lyster bogen ”Den alsiske Brorson – Salmedigteren Peter Ernst” med de glemte salmer, der viser, hvordan den herrnhutiske tro blomstrede blandt lægfolket på Brorsons tid

Jens Lyster har været bidt af salmer i mange år, men de seneste år har han brugt på at studere den hidtil ukendte sønderjyske salmedigter Peter Ernst. –
Jens Lyster har været bidt af salmer i mange år, men de seneste år har han brugt på at studere den hidtil ukendte sønderjyske salmedigter Peter Ernst. – . Foto: Birthe Juul Mathiasen.

Bogafbrændinger hører ikke kun en uhyggelig fortid til. Hver dag bliver mere eller mindre brugbare biblioteker helt bevidst brændt af, når folk har kørt deres overskydende bøger på containerpladsen og smidt dem ind til de sorte sække med brugte bleer og fordærvet madaffald i småt brændbart-containeren. De fleste aflagte bøger her ville antikvariaterne måske ikke engang vide af, men indimellem bliver der smidt helt uerstattelige bøger ud.

Og sådan gik det også midt i 1990’erne, da en gammel slidt salmebog fra 1700-tallet af den ukendte sønderjyske salmedigter Peter Ernst blev smidt ud på containerpladsen i Guderup på Als. Men ved et nærmest guddommeligt sammentræf faldt den nu afdøde dansklærer Christian Fægteborgs øjne tilfældigvis på den anonyme bog, og som en anden Bilbo fiskede den lokale bognørd salmebogen op og reddede den hjem på sin boghylde, hvor den stod i flere år, inden nabosognets salmekyndige præst, Jens Lyster, kom på besøg.

”Jeg studsede over denne her bog. Jeg kendte hverken bogen eller forfatteren, så jeg blev så nysgerrig, at jeg fik lov til at låne bogen med hjem, da jeg havde en formodning om, at den måske var et unikum. Jeg fik heller ikke noget ud af at slå den op i diverse forfatterleksika, så jeg kontaktede Det Kongelige Bibliotek og fik ret hurtigt svar tilbage om, at det var en bog, de ikke kendte, men gerne ville låne. Og i dag står bogen efter aftale med ejeren på Det Kongelige Bibliotek,” siger Jens Lyster, der i stedet gav sig til at studere de affotograferede sider i salmebogen, der var gået i glemmebogen.

Samtidig efterlyste han også gennem en tidsskriftsartikel folk, der måtte kende til denne Peter Ernst. Ingen svarede.

Fem år senere sad Jens Lyster ved kaffebordet efter en begravelse af en ”begavet brugsuddelerfrue”, og han faldt i snak med datteren, Bodil Madsen, der viste sig at være en dreven slægtsforsker, så han spurgte hende, om hun kunne hjælpe.

”Så gik der vel igen fem år, men så fik jeg pludselig en mail om natten, hvor denne slægtsforsker skrev, at hun nu troede, at hun havde fundet Peter Ernst. Og det kom helt bag på mig, at han faktisk havde boet i mit nabosogn, men det ser ud til, at vi har fundet den rigtige mand, og han skulle have været skrædder i Ketting på Als. Han levede og døde i Ketting landsby, og mærkværdigvis står der i kirkebogen, at både han og hans 14 år ældre hustru blev begravet på samme dag i 1776. Hvad der lå bag det, oplyser kirkebogen ikke noget om, men hvis det havde været et selvmord, havde det stået der,” forklarer Jens Lyster, der på den måde fandt ud af, at der ikke alene var tale om et unikum, men også et meget sjældent indblik i en almuesalmedigter, der skrev herrnhutiske salmer på Brorsons tid, hvor herrnhuterne fra Tyskland havde skabt en vækkelsesbevægelse, der lagde vægt på, at enhver kristen kunne forkynde evangeliet som lægmandsprædikant eller sågar som salmedigter. Og man ved, at mange gjorde forsøget, men i eftertiden er det primært salmer, der er skrevet af præster, der er blevet gemt.

”Det er rasende interessant, fordi Peter Ernst på den måde bliver en repræsentant for lægfolket, som herrnhuterne myndiggjorde med deres lære, som i virkeligheden ligger i fin forlængelse af Luthers tanker om, at vi alle er præster for Vorherre. Men herrnhuterne var de pionerer, der tog alle knubsene i opgøret med en forbenet statskirke og banede vejen for de senere vækkelser, hvoraf grundtvigianerne og Indre Mission er sene frugter. Og jeg er overbevist om, at det også var mødet med de glade pietister fra Herrnhut, som overbeviste Peter Ernst om, at Jesu korsfæstelse var det tidspunkt i verdenshistorien, hvor Gud tog del i menneskers smerte for at ændre deres vilkår,” siger Jens Lyster og tilføjer, at Peter Ernsts salmer også vidner om, at troen er en personlig og levende affære.

Peter Ernst skrev selv om sin egen personlige vækkelse i 1744, hvor han som 26-årig fik nådegaven til at skrive salmer, idet han grebet af ånden fik lyst til at sætte sin tro på rim og skrev nogle rim ned med kridt, som var så gode, at han endte med at mangfoldiggøre dem, og fra et brev ved vi, at hans salmer nåede helt til Norge, hvor de blev brugt flittigt, forklarer Jens Lyster.

Peter Ernsts originale salmebog bestod foruden hans salmer med gotiske bogstaver af en række primitive træsnit, som nu er gengivet i Jens Lysters udgivelse ”Den alsiske Brorson – Salmedigteren Peter Ernst”, hvor den sønderjyske salmists værker er skrevet ud med latinske bogstaver, så alle kan læse med, ligesom Jens Lyster har forsynet bogen med 80 siders efterskrift. Her forklarer Jens Lyster også, at det er Jesu blod, der er den røde tråd gennem Peter Ernsts salmer.

”Det er den korsfæstede Kristus, der er det centrale for Peter Ernst i hans salmedigtning. Brorson skrev på samme tid pietistiske salmer, der ofte kredser om Kristi fødsel, men det gjorde Peter Ernst aldrig. Det var Kristus på korset, der optog ham, og hans salmer er fulde af blodige billeder om Guds slagtede lam. Sådan kan hans salmer også virke lidt maniske, for det drejer sig hele tiden om at bygge rede og finde beskyttelse i Jesu sidesår og bade i Jesu blod. For mig virkede det i begyndelsen lidt usmageligt, indtil det gik op for mig, at det var der, han fandt tilværelsens mening. Og det er jo også det, Grundtvig senere skrev om i ’Hil dig, frelser og forsoner’, hvor han også skrev om Jesu vunder,” siger Jens Lyster og tilføjer:

”Den forbilledlige salme for Peter Ernst er i den forbindelse Luthers ’I dødens bånd vor frelser lå’, som ganske vist er en påskemorgensalme, men hvor korsdøden er central. Det er igen inkarnationen, der er stærk for Peter Ernst, som syntes, at Guds menneskelighed blev klarest i fornedrelse, i dødsdommen og henrettelsen af Gud, der blev dømt for gudsbespottelse. Så dybt lader Gud sig fornedre i menneskenes verden for at vise dem guddommelig kærlighed. Og kærlighedserklæringen på korset er det ultimative budskab til hvert eneste menneske til alle tider.”

Det er den teologi med den personlige vækkelsesfølelse af, at selv den sønderjyske skrædder Peter Ernst var med i Jesu tanker på Golgata, der fik Peter Ernst til at skrive:

”Men jo, for mange hundred’ år
han tænkte på mig arme får,
da han sit blod udøste.
Ej nok jeg det betænke kan,
at han mig så forløste.”

I sin udgivelse gengiver Jens Lyster knap 200 salmer af Peter Ernst, hvis salmeforfatterskab igen og igen peger på det fantastiske i, at Frelseren lod sig ydmyge for at få fællesskab med det enkelte menneske. På den måde rimer han også på Grundtvigs påskeblomst, det ringeagtede ukrudt, der ligesom bliver et billede på Jesus selv. Og sådan ser Jens Lyster også fundet af Peter Ernsts salmer i småt brændbart-containeren i Guderup som et billede på, at det, der bliver forkastet af mennesker, kan pege på kongernes konge, der lod sig forkaste for at omfavne menneskeheden.

”Fundet af Peter Ernsts almuesalmer får mig selv til at tænke på Brorsons salme ’Den yndigste rose er funden’, hvor der står: ’Ak, søger de ydmyge steder/ i støvet for Frelseren græder,/ så får I vor Jesus i tale/ thi roserne vokse i dale’. For som jeg skriver i bogen bugner containerfundets ukendte forfatterskab af poetiske kærlighedserklæringer til Frelseren.”